Til daglig tænker jeg egentlig ikke på mig selv som bolighaj.

Men den dag i 2005 måtte jeg alligevel se mig selv i spejlet for at tjekke, om der var vokset en hajfinne ud af min spinkle ryg.

Jeg stod over for at flytte til Bruxelles og havde besluttet at fremleje min lejlighed på Vesterbro – selv om et salg ville have indbragt en skattefri milliongevinst, og selv om fremlejen ville betyde en større skatteregning.

Mit rationale var følgende: Min bolig er ikke et spekulationsobjekt; men derimod et hjem, der snildt kan huse en anden, mens jeg kortvarigt flyttede udenlands.

Som det generelt lovlydige menneske, jeg er, ville jeg gerne fastsætte lejen på et niveau, der var rimeligt for såvel mig selv som min lejer. Hvad var mere oplagt end at ringe og spørge Lejernes LO (LLO) til råds?

»Vi er ikke til for at hjælpe sådan nogen som dig. Vi er sat i verden for at komme efter dig, hvis du sætter lejen for højt, og det er jeg sikker på, at du gør«, lød det, da jeg kom igennem til LLO.

LÆS OGSÅMange lejere spekulerer huslejen ned

Min historie endte for så vidt godt. Jo, lejeren smadrede da en dørkam, og til sidst mistede han interessen for at betale husleje. Jeg smed ham ud og opdagede, at han havde fremlejet to værelser i lejligheden til andre. Da jeg ringede for at få en forklaring, oplyste hans telefonsvarer, at han var rejst til Sydamerika. Driftig type.

Men det gik mig ikke så slemt som Frederik Ulf Nielsen, der fortalte sin historie her i avisen i går. Nøjagtig som mig ville han fremleje en lejlighed, og nøjagtig som mig satte han lejen lidt lavere end sine faktiske udgifter.

LÆS OGSÅFrederik skal betale 51.000 kr. tilbage til sin lejer

Vi bolighajer tænker nemlig ens.

Men Frederik Ulf Nielsens lejer valgte at klage til Huslejenævnet, der satte lejen ned fra 6.350 kroner til 2.600 kroner om måneden. Behændigt havde lejeren sørget for at forlænge kontrakten med et år, lige inden klagen røg af sted.

Nu skylder Frederik Ulf Nielsen lejeren 51.000 kroner. Begrundelsen for den lave husleje kan man kigge i vejviseren efter.

Nøjagtig som LLO bedriver Huslejenævnet ikke rådgivning til potentielle bolighajer – og et kig på nævnets hjemmeside bliver man ikke klogere af.

Medmindre man synes, det er en nyttig oplysning, at der gælder særlige regler for »nyindrettede boliglejemål i tidligere loftsrum, som pr. 1. september 2002 ikke blev benyttet til boliger«.

Når VK-regeringen en dag takker af, vil det til vanvid grænsende regulerede danske boligmarked stå tilbage som en skamstøtte over manglen på mod hos nutidens liberale.

Her er et område af samfundet, hvor markedskræfterne ikke blot er tæmmet eller reguleret, men hvor de er sat så effektivt ud af kraft, at op er blevet til ned, sort er blevet til hvid, og folk som Frederik Ulf Nilsen er blevet til bolighajer.

LÆS OGSÅFlere borgere bliver smidt ud af boligen

Det hyperregulerede danske boligmarked er reelt kronisk sygt. Penge under bordet, vennetjenester, kammerateri og direkte svindel stortrives. Alligevel tør ingen tilsyneladende nævne det forløsende ord: markedskræfter.

Det turde til gengæld regeringens egen velfærdskommission:

»Stort set alle boliger modtager – via skattesystemet, huslejereguleringen og gennem direkte tilskud – støtte, og hertil kommer tilskud til lejernes boligudgifter«, fastslog kommissionen og tilføjede, at reguleringen har en række omkostninger, »og det er tvivlsomt, om den målrettet kommer de svageste til gode«.

Regeringens eksperter foreslog omfattende, langsigtede reformer, der med tiden skulle udrydde det gældende »boliglotteri«, som kommissionen kaldte det danske boligmarked.

Blandt de foreslåede reformer var en »liberalisering af huslejefastsættelsen over 20-30 år«. Ikke ligefrem nogen blodig revolution, men åbenbart fortsat et tabu for nutidens liberale.

Derfor må en bolighaj som Frederik Ulf Nielsen betale de 51.000, han skylder sin lejer. Det har han ganske vist ikke råd til, men hvem ved – måske kan han få boligsikring, så han ikke selv bliver sat på gaden.