Tabu. Danskernes uvilje mod at debattere større økonomiske omlægninger af velfærdsstaten kan blive et problem på længere sigt. - Foto: EHRBAHN JACOB

Danmark er et lille kvasi-totalitært samfund, hvor enhver provokatør, der foreslår justeringer af efterlønsordningen, straks bliver svinet til og hængt ud som landsforræder.

De gamle partier håndhæver en politisk korrekthed, der bakkes op af et monokromt mediebillede, hvor alle reformforslag afskrives som »tonedøve« og »usympatiske«.

LÆS OGSÅPolitikerne har en blind ældrevinkel

Sådan kan Danmark beskrives, hvis vores demokrati skal måles efter den samme hjemmefuskede standard, som flere borgerlige politikere vurderer den svenske valgkamp efter. Realiteten er, at samfundsreformer i dag er et større tabu i Danmark, end indvandring er i Sverige.

Svenske politikere diskuterer, og nyhedsmedierne dækker, trods alt både integrationsproblemerne, kultursammenstød og Sverigedemokraterna i et omfang, der nogenlunde afspejler emnernes vigtighed – i en tid, hvor arbejdsløshed og misvækst dominerer Europas dagsorden.

Svenskerne har gang i en valgkamp, hvor partierne tør diskutere nye reformer af dagpenge og velfærdsydelser. Imens hersker borgfreden på Christiansborg: Ingen danske politikere fra de store partier tør konfrontere det stigende antal ældre.

Ingen entydige svar
Visdommen på bjerget – i hvert fald siden efterlønsreformen i 1998 – har her i Danmark været, at enhver politiker med respekt for sit eget genvalg skulle holde sig væk fra reformer af de midaldrendes muligheder for at trække sig tidligt tilbage.

Angsten for at diskutere frit og ærligt har spredt sig som en larmende tavshed.

VKO-blokken har ikke for alvor turdet røre ved hverken arbejdsmarkedet eller overførslerne, men begrænset sig til hverdagsfjerne og bureaukratiske reformer af kommuner, domstole og politikredse.

Den politiske stigmatisering af folk, der foreslår reformer, betyder, at emnet i praksis undertrykkes i den bredere debat.

Spørgsmålet er dog, hvilket ’tabu’ der er det største problem på længere sigt.

Svenskernes modvilje mod at diskutere indvandring som et værdipolitisk kulturproblem eller danskernes uvilje mod at debattere større økonomiske omlægninger af velfærdsstaten.

Her gives selv sagt intet entydigt svar. Svaret afhænger af ideologiske udgangspunkter og prioriteter.

Indvandring af lavt kvalificeret arbejdskraft har oplagt en stor indvirkning, kulturelt og økonomisk, på avancerede samfund som Danmark og Sverige, hvor der på den ene side er hurtigt faldende efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft og på den anden side er høje overførsler.

Det kan være både legitimt og relevant at diskutere indvandringens pris – så længe debatten blot sættes i forhold til andre demografiske forskydninger. For alle problemer er og bliver altså ikke lige vigtige.

Debatten er blevet kvalt
Ældningen af de nordiske samfund er en omvæltning, der ifølge samtlige økonomiske prognoser er en større udfordring end indvandring – ikke mindst fordi den største bekymring ved øget ikke-vestlig indvandring, befolkningseksplosionen, er ved at blive modbevist af en ny virkelighed, hvor indvandrerkvinder i dag uddanner sig længere og bedre end andre borgere og derfor heller ikke længere får flere børn end gennemsnittet.

Udfordringerne ved indvandring er heldigvis aftagende, mens det modsatte desværre er tilfældet med befolkningens ældning: Velfærdskommissionen – som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blot fejede af bordet – har beregnet, at antallet af overførselsindkomstmodtagere vil stige med 365.000 personer frem mod 2040 som en direkte konsekvens af 486.000 flere pensionister.

Prisen er et stigende udgiftspres, der vil kræve brutale besparelser, hvis efterløns- og pensionssystemet ikke ommøbleres.

Det danske tabu i forhold til at diskutere ældningsreformer har en højere pris end svenskernes tilbageholdenhed med at adressere indvandring som problem.

Under VKO-blokkens regime er den reformbølge, som Poul Schlüter (K) begyndte, og Poul Nyrup Rasmussen (S) fortsatte, blevet bremset. Debatten er blevet kvalt.

Tabuer er altid tåbelige, men Danmark har om muligt det dummeste og dyreste tabu i hele den frie demokratiske del af verden. Svenskerne er kommet videre.