Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal er med en vis ret blevet kritiseret for, at det er uklart, hvordan de sammen med arbejdsmarkedets parter vil forbedre finanserne med 15 mia. kr. i planen ’Fair løsning’.

Hvilke konkrete områder vil man tage fat i?

Et oplagt sted at starte er beskæftigelsessystemet, der i de senere år har udviklet sig til et uhyrligt miks af et kommunalt bureaukrati og et klondike for entreprenante varmluftskonsulenter, der samlet koster samfundet op mod 20 milliarder årlig.

Der ligger et enormt potentiale i at rydde op i hele dette kommunale cirkus, der hverken hjælper de ledige eller samfundsøkonomien synderligt.

Det nuværende morads er et vildskud på den aktive arbejdsmarkedspolitik, der blev grundlagt i 1990’erne. Filosofien var dengang ret enkel: Ledighedsperioder skal bruges til at løfte folk frem mod nye job – primært gennem uddannelse.

Det er vigtigt at huske på, at en kommune ikke i sig selv kan skabe nye private job, uanset hvor dygtige og engagerede jobcenterets medarbejdere måttet være. Om Hansens Maskinfabrik mangler en ekstra smed afgøres af, om der er efterspørgsel efter virksomhedens produkter – ikke af kommunens effektivitet.

Det offentliges rolle er at formidle den eksisterende arbejdskraft og løfte arbejdsstyrken gennem uddannelse. Når en smed uddanner sig til ingeniør, skaber han et hul til en ufaglært fabriksarbejder, der kan efteruddannes til smed. Han skaber igen plads til en ledig ufaglært, der igen kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Men netop disse centrale roller svigter systemet i dag.

Hverken a-kasser eller jobcentre formidler job i nævneværdigt omfang. De ledige, der kommer i job, finder det i hovedreglen selv gennem deres netværk. Oven i købet er systemet så tåbeligt indrettet, at hvis en kommune finder job til en arbejdsløs i nabokommunen, bliver de i sidste ende straffet for det.

LÆS OGSÅ Beskæftigelsessystem må totalrenoveres

Uddannelse af ledige til nye job er skåret ned til fordel for meningsløse kommunale aktiveringstilbud og korte ansættelser i den offentlige sektor. I stedet for at gøre smeden til ingeniør skubbes han ned i pyramiden gennem f.eks. virksomhedspraktik som pedel på en folkeskole. Det er et håbløst spild af ressourcer.

Den barokke kendsgerning er, at ingen i hele systemet for alvor har et incitament til at nedbringe ledigheden på langt sigt.

I stedet måles jobcentrenes kvalitet på, om de afholder forskellige samtaler til tiden, og om blanketter og formularer udfyldes efter forskrifterne. Midlerne er blevet mål i sig selv. Det svarer til, at man alene målte kvaliteten af en restaurant på, om bordbestillingen fungerer og menukortet er pænt.

Derfor ender indsatsen i kassetænkning, hvor kommunen konstruerer indholdsløse aktiveringstilbud, der giver størst muligt statsligt tilskud for færrest mulige kommunale kroner, som det for nylig blev afsløret i Københavns Kommune, der kørte et projekt, hvor aktiveringen bestod af, at de ledige en gang om ugen fik at vide, at de skulle huske at være aktive.

De ledige? De er bare brikker i dette spil mellem forskellige offentlige kasser og a-kasserne. De fleste har efterhånden lært, at det ikke går ud på at få et arbejde, men på at følge reglerne uden at tænke for meget over, om de giver mening.

For to år siden blev en af Kommunernes Landsforenings drømme realiseret, da de overtog hele beskæftigelsesområdet. I et sædvanligt udslag af KL’s megalomani troede man, at kommunalt automatisk ville blive genialt. Det blev i stedet en politisk fuser, der har fjernet de sidste rester af mening med galskaben.

Der ligger en milliardbesparelse og venter, hvis Thorning og Søvndal har det politiske mod til at gøre op med et system, der for længst er gået i selvsving. Oppositionen kan både spare penge og skabe bedre resultater ved at køre en bulldozer gennem systemet og starte på en frisk med fokus på uddannelse.

Og vigtigst af alt: Samfundet kan genvinde den enkelte lediges tro på, at det nytter noget. At der er lys for enden af tunnelen og reelt håb om et arbejde – og at samfundets indsats er til for andet, end at genere dem mest muligt i mellemtiden.