Regeringsskiftet i løbet af 2011 vil føles som en hjemkomstfest.

Anført af den 44-årige Helle Thorning-Schmidt vender dansk politik snart tilbage til fortiden.

Men desværre ikke til reformsocialdemokratismen fra 1990’erne, hvor babyboomere – med Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Svend Auken i spidsen – satte gang i beskæftigelsen og omstillingen til grønnere energi.

Det forventelige regeringsskift, hvor ’nå-generation’ står til at tage over, tegner til at blive styret af foghonomics – og dermed til at blive en videreførelse af den opportunistiske attitude, som Anders Fogh og hans nullermænd vandt og genvandt regeringsmagten med gennem 00’erne.

LÆS OGSÅBlå blok er populær hos LO-medlemmer

Det politiske program, som S og SF foreløbigt har fremlagt, ’Fair løsning’, er ikke alene det mest uambitiøse i mands minde, men også i hele det 20. århundrede.

Selv de mest pragmatiske forgængere på posten som formand for Socialdemokratiet havde gjort sig større tanker på samfundets vegne, end den nuværende ledelse hidtil har formået at præsentere.

På afgørende punkter har ’Fair løsning’ karakter af en videreførelse af de seneste ti års overbudspolitik snarere end af et brud. Selvfølgelig er der symbolpolitiske forskelle, men i international sammenligning er der tale om samme tankegang.

Den populære ’foghonomics’, som Helle Thorning-Schmidt synes at fortsætte, kan defineres ved tre dogmer, der slet ikke hænger sammen økonomisk, men som til gengæld giver bonus på valgdagen.

Status quo på skatterne: Middelklassen stemmer med pengepungen. Derfor skal folk have tryghed i privatøkonomien, særligt boligejerne. Efter Lars Løkke opgav skattestoppet – og indførte nye skatter og udskød bebudede lettelser – står Helle Thorning-Schmidt nu vagt ved skattesatserne.

Borgerlige politikere hævder, at S og SF vil brandbeskatte folk.

Men realiteten er dels, at VK-regeringen vil indføre nye skatter og afgifter i tilsvarende omfang, dels at skatteoplægget ’Fair forandring’ er beskedent i et historisk perspektiv. For den gennemsnitlige vælger vil Thorning-Schmidts skattepolitik mærkes som en videreførelse af Foghs bogføring.

Skattesystemet fastfryses dermed fortsat i en gammel industrielmoderne form med ødelæggende virkninger for vækst og job.

Flere offentligt ansatte: Besparelser på velfærd koster stemmer.

Derfor bruger populære politikere altid flere penge. Oppositionens forslag om at hyre endnu flere i den offentlige sektor ligger i direkte forlængelse af Foghs velfærdsforbrug. Udgiftsniveauet i ’Fair løsning’ er ikke større, end det faktiske forbrug under VK-regeringen.

Og intet i planer fra S og SF tyder på, at en ny rød regering vil skrue mere op for det offentlige forbrug, end Fogh gjorde.

At det borgerlige overforbrug i 00’erne nu har gældsat Danmark, ændrer ikke på, at en ny rød regering vil lade udgifterne stige i samme tempo som hidtil.

Og dermed øges presset for at lave de skatteomlægninger og arbejdsmarkedsreformer, som man netop ikke tør røre.

Udskydelse af reformer: Frygten for omvæltninger er et eksistentielt grundvilkår. Derfor forsøger populære politikere altid at skubbe større reformer til senere valgperioder. Anders Fogh står stadig som den regerende danmarksmester.

Gennem 00’erne blev alle forslag om at omprioritere de offentlige udgifter afvist som »tonedøve« eller ignoreret totalt.

S og SF står også her som en kontrast til Nyrupregeringen – og en kopi af Fogh.

Strøtankerne i ’Fair Løsning’ om at få arbejdsmarkedets parter til selv at indgå aftaler, der øger arbejdsudbuddet med en effekt på 12 minutter om dagen – eller 15 mia. kr. om året – er den eneste offensive idé fra S og SF.

Men ingen har endnu forstået, hvad det konkret vil indebære.

LÆS OGSÅSådan kan S og SF skaffe 15 milliarder

Opportunismen er velegnet til at vinde valg, men dårlig til at regere et land med.

Anders Fogh havde ideer til de første 100 dage og begyndte derefter at administrere efter vælgerstrømninger.

Her ekstra 3.321 dage senere er VKO-blokken gået i tomgang. Danmark har i dag brug for et kontant alternativ, der tør ændre skattesystemet, modernisere den offentlige sektor og omprioritere velfærdsydelser.

De detaljerede forslag i ’Fair løsning’ er ikke mere vidtrækkende, end hvad et finanslovsforslag engang rummede – og rækker ikke til mere end de første 25 dage i regeringskontorerne.

Det politiske landskab bevæger sig fremad mod fortiden.