Der var engang, da lægen sammen med læreren og præsten var de ypperligste autoriteter, det moderne samfund kunne præstere.

Siden er det gået drastisk tilbage i anseelse for både læreren og præsten. Men er der én, vi fortsat lytter til, når kroppen siger oh no og hovedet siger dodo, er det vores læge.

Jovist, vi går på nettet, søger på sygdomstilstande og symptombehandling, men når det kommer til stykket, klapper de fleste af os hælene sammen, hvis lægen siger klap.

Det er trods alt ikke os, der har læst seks år på universitetet og herefter brugt endnu flere år på at komme til at stå i en hvid kittel med andres liv i hænderne.

Netop derfor er det også så pokkers vigtigt, at lægebesøgende kan stole på, at lægens behandling er lægefagligt begrundet.

Dette helt kritiske punkt er der på det seneste sået tvivl om. Det er sket efter afsløringen af, at danske læger tilsyneladende er blevet alt for rundhåndede med antidepressiv medicin til børn og unge:

Mens der i 2002 var 2.200 børn under 18 år, der fik antidepressiv medicin, var antallet sidste år steget til hele 13.000.

Der er ligefrem flere eksempler på, at børn helt ned til under fire år er blevet medicineret. I 2009 var der 16 i denne aldersgruppe.

LÆS ARTIKELBørn under fire år får antidepressiv medicin

Hvis medicinen så blot kunne være en hjælp til de børn og unge, der slås med psykiske problemer.

Men her er det desværre også kommet frem, at en væsentlig del af de børn, der bliver behandlet med antidepressiva, spiser en type medicin, der slet ikke er godkendt til deres aldersgruppe.

Kun en af seks typer antidepressiv medicin er godkendt til børn ned til otte år, den såkaldte Fluoxetin. Men ifølge en opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen står der kun Fluoxetin på 15 procent af børnerecepterne.

LÆS ARTIKEL Læger udskriver forkert medicin til unge

»Jeg tror desværre, at vi som læger, både praktiserende og speciallæger, er for modtagelige over for lægemiddelindustriens sirenesang om, at mange stoffer er meget uskadelige at anvende også uden for de områder, de oprindelig har været tænkt til«, lød det forleden selvransagende fra Henrik Dibbern, formand for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Og som han uddybede over for DR, der har været førende på sagen om pilleforbruget:

»Der bliver brugt enorme ressourcer fra medicinalindustriens side på at påvirke lægerne til at bruge medicinen i det omfang, medicinalindustrien ønsker, vi skal bruge den«.

Man tror næppe sine egne ører: Fik lægernes formand lige sagt, at det er industrien – og ikke lægefaglige begrundelser – der ligger til grund for lægernes behandling af børn og unge med svære psykiske problemer?

Noget tyder i hvert fald på, at der trives en grundlæggende råddenskab i forholdet mellem læger og industri.

Hvilket kun bestyrkes af, at en medicinalgigant som Lundbeck netop har fået en gigantisk bøde på 1,7 milliarder kroner i USA for ulovlig markedsføring af antidepressiv medicin til amerikanske børnelæger.

Det er vel at mærke ikke bolsjer, de ordinerer. Det er medicin, som ifølge Sundhedsstyrelsen rummer en reel selvmordsrisiko, og som man af samme årsag har indskærpet reglerne for brugen af.

Spørgsmålet er, om reglerne er tydelige nok, som de er i dag? Vi ved i hvert fald, at de ikke bliver fulgt:

Således skal alle læger før medicinering tilbyde børn og unge samtaleterapi, og hvis dette ikke har den fornødne effekt, skal børnene henvises til en speciallæge i psykiatri. I 2010 var det imidlertid kun 1.000 depressionsramte børn, der blev henvist til – den alt for ventetidsramte – børne- og ungdomspsykiatri.

Man skal gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe de børn, der slås med psykiske problemer. Det er en frygtelig situation for både børn og voksne.

Og i nogle tilfælde er antidepressiv medicin helt sikkert den bedste kur. Men vi må kræve, at vores læger arbejder ud fra lægefaglige retningslinjer – og ikke ud fra industriens hede drømme om profit.