De overvægtige har ikke et parti. Ingen lobbyister. Rygerne er forvist til at stå udenfor langs murene. Usund livsstil splitter i stigende grad danskerne. Men opdelingen er ikke tilfældig.

Utallige undersøgelser dokumenterer, at et højt fedtforbrug, rygning og sukkerindtag hænger nøje sammen med social status: Jo lavere indkomst des større sandsynlighed for at leve et kort liv i afhængighed af kropsnedbrydende stimulanser.

Det er ikke tilfældigt, at den gennemsnitlige levetid i Danmark er socialt betinget. Forebyggelseskommissionen konkluderede i sin rapport: »Risikoadfærd i forhold til kost, rygning og fysisk inaktivitet stiger i takt med kortere uddannelse«.

Den nye S-R-SF-regering hævder at ville konfrontere skævvridningen. Som sundhedsapostle i højere sags tjeneste argumenterer regeringstoppen med, at de nu vil hjælpe folk ud af deres misbrug ved at hæve afgifterne på cigaretter, sukker og øl med 5 mia. kr. i den nye finanslov.

Logikken kan lyde besnærende: Når prisen på smøger, bjørnebryg og dildchips stiger, må folk med færrest penge jo købe mindre. Men så enkelt er det desværre ikke.

Eftersom rygere og slikmunde er fysisk afhængige af deres daglige fix, kræver det mærkbart højere afgifter, hvis de usunde vaner for alvor skal ændres. Men så vidt tør regeringen ikke gå.

I stedet er der lagt op til afgiftsforhøjelser, der på den ene side er alt for lave til at få folk til at skodde cigaretter og bytte skumfiduser ud med gulerødder, men som på den anden side er høje nok til at kunne mærkes på pengepungen blandt de lavest lønnede – som altså er netop dem, der lever mest usundt.

Livsstilafgifterne får i praksis karakter af dummebøder til alle de borgere, der ikke lever i from overensstemmelse med opskrifterne i det nye nordiske køkken.

At afgifter vender den tunge ende nedad, har været diskuteret i årevis. SF var oprindelig imod at indføre moms, da folkesocialisterne dengang var skeptiske over for skatter, der pålægges alle med det samme kronebeløb – uanset indkomst.

LÆS OGSÅ S-R-SF-regering svigter egne mål i kamp mod ulighed

Afgifter på de giftige produkter, som regeringspartierne forbinder med dårlig moral og slet karakter, har imidlertid en endnu mindre progressiv profil end f.eks. momsen. Socialforskningsinstituttet har konkluderet, at adfærdsændringer også vender den tunge ende nedad:

»Der er sociale forskelle, når man ser på, hvem der kan holde op med at ryge. Voksne rygere med baggrund i lavere social klasse har en lavere sandsynlighed for at holde op med at ryge sammenlignet med voksne med baggrund i højere social klasse«.

Under sloganet om, at alle skal bidrage til at redde Danmark ud af krisen, gemmer sig den kontante kendsgerning, at det er de usunde, overvægtige og tunge unge, der får tilsendt den største regning.

De nye afgifter minder om fortjenesterne på lottospil og rykkergebyrer – en snedig måde at inddrive penge på, snarere end et projekt, der forbedrer folkesundheden.

Kombinationen af frelst moralisme, der bygger på de sundes kostvaner, og vælgerfrygt, der blokerer for at hæve afgifterne, så de for alvor slår igennem, er ikke et fænomen, der begrænser sig til den nye regering.

Allerede Foghregeringen øgede prisen på tobak og sukker; dengang også uden at turde hæve prisen for middelklassens beskyttede livsstil, såsom ejerboliger, flyrejser og luksusforbrug.

Danmark Statistik offentliggjorde i går, at prisen på fedtholdige varer som »smør, spiseolie og margarine« stiger historisk meget lige nu, mens priserne på »møbler, boligudstyr og bøger « falder tilsvarende.

LÆS OGSÅSundhed og vækst skal spille sammen

På tværs af partier er det blevet legitimt at lade de tykkeste, hakkende og mest hostende bøde for deres lavstatus-livsstil.

Næste kapitel handler om grønne afgifter. Øgede skatter på trafik og energiforbrug rummer samme dilemma, skønt mulighederne for en social afbalancering potentielt er lidt bedre på klimaområdet.

Men hvis grønne afgifter ikke kobles direkte til indkomst og/eller boligformue vil en skærpet klimapolitik også vende den tunge ende nedad. Foreløbig er det småt med progressive forslag. Teknisk kan det lade sig gøre, men spørgsmålet er, om S-R-SF-regeringen tør udvikle grønne afgifter, der er lige så socialt afbalancerede som vores indkomstskatter har været.

Indtil videre må det konstateres, at den nye regering desværre kun bekræfter den gamle sandhed: Det er dyrt at være fattig.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken