Der er stadig dobbelt så mange amerikanske soldater i Irak som i Afghanistan.

Men de fleste af dem skal hjem inden sommer næste år, og resten i 2011. Efterlader de så et stabiliseret Irak, efter at Bushforstærkningerne i 2007 – den såkaldte surge – har bremset voldsspiralen, der i 2006 var kommet helt ud af kontrol?

Spørgsmålet er vigtigt, ikke bare for Iraks fremtid, men også fordi billedet af, at forstærkninger i en sen fase kan gøre en afgørende forskel, sætter sit præg på debatten om Afghanistan.

Voldsspiralen blev brudt, og Irak er ikke nu et land i borgerkrig. En ny militærstrategi med beskyttelse af befolkningen i centrum er – sammen med forstærkningerne – en del af forklaringen.

Men al-Qaedas blodige ekstremisme, der gjorde det muligt at rekruttere sunnier til at bekæmpe den, samt shia-oprørslederen Muqtada al-Sadrs moderation var også afgørende forudsætninger.

I dag dræbes der ’kun’ 400-500 mennesker om måneden i Irak. Det er langt færre end i 2006-07, men det er dog 3-4 gange flere, end det samlede antal dræbte langs den Mur, der delte Tyskland gennem hele den lange kolde krig. Hver måned.

Og på det seneste har vi igen set store, spektakulære selvmordsbombninger i det centrale Bagdad.

Problemerne står i kø
Værre er det, at ingen af Iraks basale politiske problemer er løst. Konflikten mellem centralregeringen i Bagdad og kurderne i nord – med oliebyen Kirkuk i centrum – er mere anspændt end nogensinde.

Den længe ventede fordelingsnøgle for, hvordan landets hovedindtægtskilde – olien – skal fordeles, er stadig ikke på plads. Og der har stadig ikke fundet nogen forsoning sted mellem den gamle elite – sunni-mindretallet – og de nye magthavere – shia-flertallet.

De fleste sunnier er overbeviste om, at Irak fremover bliver noget nær en vasalstat af det shiitiske Iran, der således med tyve års forsinkelse har vundet den krig, de to lande udkæmpede i 1980’erne. Hvor stor Irans reelle indflydelse i Irak er, findes der ingen klare svar på.

Samtidig står shia-flertallet stærkt splittet forud for parlamentsvalget i januar. Regeringschefen, Nouri al-Maliki, har slået sig op på at være den stærke mand, der bremsede volden og viste amerikanerne vintervejen.

En anelse utaknemmeligt, kan man synes, i lyset af at amerikanerne har gjort det muligt for ham at regere. Men en god illustration af, hvad der driver irakisk politik.

Nouri al-Maliki beskyldes for at have autoritære tendenser, han har sat sig tungt på adskillige sikkerhedstjenester, og den pressefrihed, der for nogle år siden var en af den vestlige invasions indiskutable gevinster, er meget stærkt på retur.

Hvordan han kan overleve det kommende valg, er et godt spørgsmål. De to store shia-partier har nemlig undsagt ham og indgået en valgalliance, der gerne samarbejder med fæller i al-Maliki-regeringen – men under ingen omstændigheder under al-Malikis ledelse.

Mindre demokratisk og mindre provestligt
Bag ved parti- og koalitionskonkurrencen skjuler sig konflikter mellem bevæbnede grupper, der meget nemt kan udvikle sig voldeligt.

Samtidig med at den destabiliserende terror, selv nu hvor amerikanerne stadig er massivt til stede, hele tiden er på spring for at agere katalysator for en katastrofe.

Sociologen Olivier Roy konstaterede allerede i 2003, at den vestlige målsætning om, at der skulle skabes et stabilt, demokratisk og provestligt Irak, var umulig og selvmodsigende.

Var Irak stabilt, ville det ikke være demokratisk. Var det demokratisk, ville det ikke blive provestligt. Og var det provestligt, ville det hverken være stabilt eller demokratisk. Iagttagelsen er stadig gyldig, men det er gået langt værre.

I dag bliver Irak mindre demokratisk og mindre provestligt, for hver dag der går. Og det er desværre svært at forestille sig, at den relative stabilitet, der i sidste ende hviler på, at shia-flertallet er kommet til magten, ikke også vil blive undermineret, når amerikanerne er helt væk.

Man skal ikke bruge Irak, hvis man vil sandsynliggøre, at en fortsat vestlig krig i Afghanistan ville kunne stabilisere land eller region.