Jeg har holdt ferie i Bruxelles.

Rigtig ferie. Komplet med frue og børn, ganske uden møder, interviewaftaler eller andre professionelle gøremål. Det lyder mærkeligt, jeg ved det godt. Venner og kollegaer har stirret vantro på mig, når jeg har fortalt om sommerens feriemål.

Og jeg skal nok forklare mig. Naturligvis har jeg en god forklaring. Men hvorfor er den egentlig nødvendig?

Ingen ser undrende på dig, hvis du planlægger en tur til København. De fleste familier gør tværtimod en dyd af, at børnene har set Rådhuset og Christiansborg. En ferie i Berlin, Paris og London forklarer sig selv. Det gør Washington, Moskva og Beijing også.

I Beijing er det påfaldende, at steder som Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By er så propfyldt med kinesere, at det er svært at få øje på vestlige turister. Kineserne kommer valfartende fra alle egne af riget og spenderer formentlig mange års opsparing for med egne øjne at se og opleve deres hovedstad.

Men Bruxelles? Europas politiske hovedstad fremkalder ikke helt samme stolthed eller bare nysgerrighed blandt unionens indbyggere; dertil tager man kun mellem mandag og fredag og kun i embeds medfør.

Mangfoldig by
Holdningen til Bruxelles afspejler ret præcist, hvordan europæerne flest har det med EU. Det er en indretning, der er sat i verden for at løse en helt bestemt slags økonomiske og politiske problemer: den grå og triste del af politikken – den del, man har embedsfolk til at passe.

De nationale politiske ledere gør sig umage for at bevare det indtryk. Når man efter ti års dramatisk kamp om en ny forfatning endelig skal vælge en præsident, der skal samle unionen, vælger man en farveløs kompromismager, der er fuldstændig ukendt uden for det belgiske hjemland.

Til posten som Europas udenrigsminister, der skal være vores fælles stemme og ansigt på verdensscenen, faldt valget på en kvinde, som ikke engang er kendt i sit hjemland. Karrierens hidtidige højdepunkt var som viceminister i det britiske undervisningsministerium.

Herman Van Rompuy og Catherine Ashtons fremmeste kvalifikation er således, at de ikke kan overstråle Merkel, Sarkozy eller Cameron.

Men Bruxelles er slet ikke så kedelig, som unionens ansigter lader ane, hverken politisk eller som by betragtet.

Bruxelles er et af de mest mangfoldige og spændende steder i verden. Her mødes folk fra hele Europa – embedsfolk, politikere, lærere, pædagoger, kokke, chauffører, ægtefæller og børn i alle størrelser og farver.

Overvældende imødekommenhed
Omkring en tredjedel af byens indbyggere er udlændinge. Mange er udsendt i tre til fem år og har travlt med at møde nye mennesker. Det sætter sit præg på byen, på selskabslivet og på kontorerne, hvor det sociale liv er noget mere levende end andre steder.

Nyankomne bliver ofte overvældet af den imødekommenhed og hjælpsomhed, der strømmer dem i møde. Og den bedste måde at kvittere på er selv at byde nye ansigter velkommen på samme vis.

Bruxelles er også en charmerende og seværdig by. Og selv om de nationale ledere forsøger at ignorere det, er Bruxelles også Europas politiske hovedstad, der stadig – mere end halvtreds år efter grundlæggelsen af EU – vokser i betydning for hver ny krise.

Senest var svaret på den græske gældskrise, at rammerne for de nationale finanslove fremover skal drøftes på ministermøder i Bruxelles – inden de forelægges i de nationale parlamenter.

Alt det har ikke noget med ferien at gøre. Forklaringen er, at jeg har boet der i flere omgange, og mine børn husker byen som et sjovt sted med mange gode minder, de gerne vil have genopfrisket.

Men de slap ikke for at se Europaparlamentet og Ministerrådet, ligesom vi har vist dem Christiansborg og Rådhuset.