Dagens Signatur er skrevet af

Tøger Seidenfaden, Chefredaktør

Ingen, der har set Lars von Triers film ' Antichrist', er uberørt af den.

Stimuleret af Elisabeth Møller Jensen, der tidligere på ugen på vores debatsider kaldte filmen for intet mindre end »kulturel sexchikane« og en kvindefjendsk »perversion«, der skal smides tilbage i hovedet på instruktøren, vil jeg ikke holde min egen udlægning tilbage. For hvad er sagen? Jo, vi har helt åbenlyst at gøre med en stærkt feministisk film, der radikalt udfordrer flere af de centrale magtroller, som mænd iklæder sig for at bevare kontrol, status og selvværd.

Som de fleste véd, er filmen historien om, hvad der sker med et par, der mister deres lille dreng. Udgangspunktet er altså den værste sorg, man som forældre kan forestille sig. Men hvor kvindens sorg er dyb og varig og kaster hende ud i en eksistentiel krise, så er mandens overstået med de tårer, han fælder til begravelsen.

Derefter er den væk, erstattet af et egocentrisk forsøg på at ' kurere' kvinden. Manden forkaster lægernes behandling for at erstatte den med sig egen dybt ufølsomme terapi. Dermed bryder han ikke bare en basal professionel norm om ikke at behandle sin egen kone, men han behandler samtidig et andet menneske for en lidelse, han selv er ramt af - men har fortrængt ved hjælp af en magtstrategi, der sætter ham selv i centrum.

PÅ OVERFLADEN er han omsorgsfuld, men overfladen modsiges af hans fravær af kontakt med egen sorg. Ikke en eneste gang i det lange ' behandlingsforløb' besvarer han kvindens fortvivlelse med at vise egen sorg - den er helt væk, erstattet af den fornuftspostulerende behandler.

Magtspillet bliver helt nøgent, da kvinden på et tidspunkt erklærer sig kureret for de fobier, som manden har koncentreret sig om at ' behandle', i stedet for den virkelige sorg, som han konsekvent nægter at forholde sig følelsesmæssigt til.

I vrede over ikke for alvor at være kommet i kontakt med kvinden udvikler manden paranoide forestillinger om, at kvinden skulle have tortureret drengen den foregående sommer ved at iføre ham forkerte sko, noget der, hvis det var andet end paranoide hallucinationer, jo umuligt kunne være undgået hans opmærksomhed i hele den mellemliggende periode.

Karakteristisk for hans arrogance er det, at han helt afskærer kvinden fra at bearbejde hendes ubegrundede, men naturlige skyldfølelse, der endda viser sig at have en forståelig rod i, at kvinden faktisk så drengen på vej mod vinduet lige før tragedien.

Da kvinden helt korrekt fornemmer, at han både mentalt og fysisk er ved at forlade hende, reagerer hun på hans massive psykiske terror med et voldeligt angreb på ham. Men det fremgår tydeligt, at denne vold - selv om den unægtelig er ekstremt ubehagelig - er udtryk for offerets afmagt, at den parres med hendes helt tilsvarende vold mod sig selv, og at den ikke har til formål at dræbe ham. Det samme kan man ikke sige om hans reaktion. Så snart han får mulighed for det, kvæler han hende, hvorefter han brænder hende af som en heks.

Hvordan Elisabeth Møller Jensen kan få gjort denne historie om en iskold og ufølsom mand, der fortrænger sine egne følelser og driver sin kone ud i desperationens raseri, for derefter at dræbe og brænde hende, inspireret af hendes egne notater om myrderierne på titusinder af ' hekse' i europæisk historie, til en... kvindehadende »perversion« af en film, ja, det er rent ud sagt ubegribeligt.

SPØG TIL SIDE, havde jeg nær sagt. Alle der har set blot nogle af Lars von Triersfilmeller har lyttet bare lidt til, hvad han siger, burde vide, at hans film ikke har ' budskaber' i normal forstand, og ikke er udstyret med en ideologisk facitliste. Det, der interesserer Lars von Trier, er filmkunsten, og hans genialitet er knyttet til filmen som visuel og kunstnerisk udtryksform.

Blandt hans virkemidler indgår religion, filosofi, myter og symboler i så intenst et omfang, at de rigelig kan bære alle vores fortolkninger. Ingen kan i det lys meningsfuldt få ' ret' i en udlægning af hans værk. Men skal det fortolkes, er mit bud da mindst lige så god som Elisabeth Møller Jensens. At de begge er mulige, er blot endnu en kompliment til en af vor tids mest spændende filmmagere.