Kommissioner nedsat af regeringen har der været masser af i 00’erne. Og det er ikke just petitesser i samfundsudviklingen, de mange kommissioner har skullet granske.

Det er derimod de store emner – velfærd, sundhed, arbejdsmarked og mere af samme tunge skuffe – der har været på spil.

Kommissionerne, der har været befolket af landets klogeste mennesker, har alle fået store millionbeløb smidt efter sig, og de har alle haft til opgave at finde frem til de bedst tænkelige løsninger på samfundsproblemerne.

Og så skulle man vel tro, at nationen var fremtidssikret ...?

Det er den desværre langtfra. Årsagen er paradoksalt nok, at VK-regeringen konsekvent har lukket ørerne for de anbefalinger, dens egne kommissioner er kommet frem til.

Ja, man tror det næppe, men hvad enten vi taler om store de udredninger fra Velfærdskommissionen (2005), Strukturkommissionen (2004), Familie- og Arbejdslivskommissionen (2007), Skattekommissionen (2009) eller Arbejdsmarkedskommissionen (2009), er de faktisk blevet hældt ned af brættet af den regering, der selv har bestilt dem.

Forebyggelseskommissionen, der blev nedsat i 2008, var ingen undtagelse. Efter mere end et års arbejde kunne kommissionens ti medlemmer i april 2009 offentliggøre 52 konkrete forslag til, hvordan man kan forbedre nationens sundhedstilstand – og forlænge danskernes levetid.

Urealistiske målsætning
Men ak, ak, som man kunne læse i gårsdagens avis, er Forebyggelseskommissionens tidligere formand, Mette Wier, langtfra tilfreds med regeringens indsats. Godt nok er 26 af regeringens 30 forebyggelsesforslag hentet fra kommissionens betænkning.

»Men indtil nu er politikerne gået uden om de forslag, der for alvor batter – og de har udvandet andre af kommissionens forslag så meget, at de nok ikke vil gøre den store forskel«, konkluderede hun, vel nærmest bitter på folkesundhedens vegne.

For ser man på substansen i den forebyggelsesplan, Jakob Axel Nielsen (K) præsenterede i oktober sidste år, kan danskerne således næppe forvente bedre sundhed – eller længere levetid. Dertil er de konkrete forslag alt for slappe.

Læg så oven i købet hertil, at overliggeren er blevet hævet væsentligt siden: Da Forebyggelseskommissionen blev nedsat, skulle den komme med anbefalinger til, hvordan danskerne kunne leve 3 år længere.

Men efter Lars Løkke Rasmussens vision om, at danskerne i 2020 skal være blandt de ti OECD-lande med længst levealder, taler vi nu om, at middellevetiden skal hæves med hele 4,5 år i løbet af ti år.

En ambitiøs, sympatisk og rigtig målsætning. Men desværre også en urealistisk målsætning – medmindre andre lande går lige så meget i stå, som Danmark har været i de seneste 40-50 år.

Danskerne skal rammes på pengepungen
Som en af landets førende sundhedsforskere, forskningsleder Knud Juel fra Statens Institut for Folkesundhed, forklarede det i en analyse i Politiken i sidste uge, så lever vi længere end vores forældre, men sammenlignet med andre OECD-lande er vi fra »at ligge i 1. division i 1950’erne nu i 4. division«.

Hovedforklaringen er, at danskerne ryger og drikker for meget. Det er især danske kvinder, den er gal med, når man sammenligner på tværs af landegrænser. Hvert femte dødsfald blandt kvinder er relateret til rygning. Og storrygere får i gennemsnit 10 år mindre at leve i.

Skal man gøre sig noget som helst håb om at ændre på denne udvikling – og bevæge sig op ad levealderens rangstige – skal der drastiske midler til: Det skal gøre ondt på danskerne, før det gør godt.

Og det skal først og fremmest gøre ondt på pengepungen. Det er nemlig her, man ifølge alle eksperter – inklusive medlemmerne af den hedengangne Forebyggelseskommission – finder nøglen til at hæve middellevealderen.

Øget regulering og klækkelige afgiftsforhøjelser på cigaretter, sprut og søde sager. Det er dét, der – med Wiers ord – »for alvor batter«.

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af unge rygere er steget i løbet af de seneste ti år. Mon ikke en fordobling af prisen på en pakke Prince kunne gøre sit til at knække denne kurve? Selvfølgelig, det er bare et spørgsmål om politisk vilje.

Det bliver fremhævet fra flere sider, at ordlyden i det nye regeringsgrundlag kunne pege i retning af en mere aktivistisk linje, når det gælder folkesundheden. Lad os håbe, det er tilfældet. Men vi har endnu til gode at se første skridt.