Den borgerlige kulturkamps største sejr er, at den har skabt splittelse i fjendens lejr. Ikke bare på den politiske scene, hvor socialdemokrater og radikale formentlig aldrig har ligget længere fra hinanden.

Men også mellem de befolkningsgrupper, der ikke sympatiserer med VKO-projektet: mellem elektrikere og sosu-hjælpere på den ene side og store dele af ’de intellektuelle’ eller ’uddannelses- og kultureliten’ på den anden.

Man skal ikke være til mange middagsselskaber for at fornemme uenighederne mellem mennesker, der har samme mål: at komme af med VKO.

Hvordan er det lykkedes de borgerlige kulturkæmpere at få sat en kile ind? Meget snedigt: Man har siden 1990’erne fokuseret på, at der skulle eksistere en kløft mellem ’eliten’ og ’folket’, og at de veluddannede skulle have presset deres ’elitære’ dagsordener igennem over for folket i forhold til udlændinge, retspolitik, uddannelse, velfærd osv.

Problemet er, at begge parter til venstre for regeringen er gået i fælden. Og i flæsket på hinanden. Resultatet er, at mange højtuddannede i 2010 holder sig for næsen over disse ’populistiske socialdemokrater’, der angiveligt ’kaster ved på det fremmedfjendske bål’.

Samtidig skaber socialdemokrater og SF’ere stadig større afstand til den ’politisk korrekte elite’, der angiveligt er kravlet op i et træ, hvor de synger idealistiske sange og ikke kan høre almindelige menneskers bekymringer.

Hån har erstattet respekt
Det værste er, at begge lejre har ret – fordi begge har fjernet sig fra hinanden og har dyrket det, de er uenige om. Mistillid har erstattet kommunikation. Hån har erstattet respekt. Og hos VKO har man grinet hele vejen til stemmeboksen.

Det er en ulykkelig skilsmisse. For hvad er Socialdemokraterne – og SF for den sags skyld – værd uden de radikale? Ingenting! De radikale er selve forudsætningen for et bæredygtigt flertal.

Hvad er de radikale så værd uden Socialdemokraterne? Spørg partiets vælgere, hvor langt over halvdelen i undersøgelser ville sætte deres kryds til venstre, hvis der ikke fandtes nogen liste B på stemmesedlen.

Socialdemokraterne og de radikale udgør kun en magtfaktor, når de slår pjalterne sammen. Man kan tale om et skæbnefællesskab. Men det er mere end det.

Vi taler om en alliance mellem to partier, der i 1900-tallet har været med til at skabe det danske velfærdssamfund, som de også reformerede op igennem 1990’erne.

Men frem for alt er samarbejdet mellem de to udtryk for et historisk brobyggeri mellem den progressive del af middelklassen og almindelige lønmodtagere i kedeldragter baseret på fælles værdier som humanisme, social indignation og økonomisk realisme.

Og det brobyggeri mellem to bærende samfundsgrupper er vigtigere end nogensinde på vej ind i et globaliseret videnssamfund.

Parterapi
Det har været alt for nemt for VKO at sprænge broen i stumper og stykker. Oppositionen kommer først videre, når de radikale erkender, at de bruger for meget energi på at lægge afstand til ’populismen’, og når Socialdemokraterne erkender, at de bruger for meget energi på at komme i dialog med hverdagsdanskeren og væk fra ’eliten’.

Det er ikke muligt at regere Danmark ved at basere sig på enten ’folket’ eller ’eliten’.

Se bare VKO, der bygger på en uhellig alliance mellem en borgerlig erhvervselite og de globaliseringsbekymrede danskere i Dansk Folkeparti og omegn.

Hvis der blev udskrevet valg i morgen, ville det ikke være nogen sag for regeringen at udstille oppositionen som splittet. Derfor må S og R finde sammen, inden en valgkamp ruller, hvis man vil undgå, at forbrødringen fremstår som taktisk spil for galleriet.

Man må gå ud fra, at både socialdemokratiske og radikale topledere er i fuld gang med netop den erkendelse – og øvelse – i denne tid.

Hvis ikke, er det på tide med en parterapeut.