99 kroner skulle have været prisen for et apparat, der kan lytte til babyers pulsslag. Nu er den tilbagekaldt.
Foto: Jan Grarup

99 kroner skulle have været prisen for et apparat, der kan lytte til babyers pulsslag. Nu er den tilbagekaldt.

Troede, den var sikker og tryg at bruge: Supermarked tilbagekalder babylytter efter kritik fra jordemødre

Et apparat kan måle babyers puls, og den skulle have været på tilbud i Netto.

Forbrug og liv

Netto skulle fra på lørdag af have haft en babylytter på tilbud til 99 kroner. Det er et lille ultralydsapparat, så gravide kvinder kan lytte efter barnets hjertelyd, men den kan give en falsk tryghed, mener Jordemoderforeningen.

»Når kvinden hører en hjertelyd eller en puls, kan hun tænke, at alt er i den skønneste orden. Men babylytteren kan opfange kvindens egen puls, der kan være hurtig på grund af mange forhold, og så kan hun opfatte den som barnets puls«, siger landsformand Lillian Bondo.

Hun mener, at det først og fremmest er op til den enkelte kvinde at lytte efter, men hun påpeger også, at jordemødre har den nødvendige erfaring, så de kan tage handling, hvis nødvendigt, eller berolige kvinderne. I yderste konsekvens kan den gravide tro, at barnet har det godt, så hun fravælger en observation af en jordemoder.

»Hvis kvinden ikke reagerer i tide på et foster, der bevæger sig mindre, kan hun risikere at komme for sent ind til, at fostret kan reddes med et hasteindgreb. Det vil forhåbentlig være sjældent, men bare et enkelt tilfælde vil være en høj pris for noget, der i bedste fald er underholdning«, siger Lillian Bondo.

Netto: Troede den var tryg

Netto har i dag valgt at trække varen tilbage, efter at flere jordemødre havde rettet kritik mod supermarkedet. Netto oplyser, at da de vurderede produktet, havde de også set på, at flere butikker på internettet forhandlede varen.

»Vi troede, at produktet var sikkert og trygt at bruge. Når vi så får en del henvendelser, går vi straks i gang med at få undersøgt sagen, og derfor trækker vi produktet tilbage. Mens vi undersøger den, vil babylytteren ikke være at finde på hylderne, og derfor kan det også ske, at den vil komme til salg på et senere tidspunkt«, siger Mads Hvitved Grand, pressechef for Dansk Supermarked, som ejer Netto.

Mads Hvitved Grand oplyser, at hvis nogle kunder skulle have købt produktet allerede nu, er de velkomne til at få varen refunderet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce