Min datter var midt imellem to verdener, da det skete. Hovedet befandt sig på en fødestue på Rigshospitalet, med udsigt til julemorgens biltomme Tagensvej, mens resten af hende endnu var inde i mig – vi var altså i det korte tidsrum i enhver vaginal fødsel, hvor barn og mor tilsammen udgør et, temmelig aparte, tohovedet væsen. Og så skete det. Det lille ansigt mellem mine lår, som jeg af gode grunde ikke selv havde set, det lille pigebarn, endnu ufødt, endnu ikke fuldt ud et menneske, gjorde pludselig noget meget menneskeligt, da hendes sammenklemte ansigt fortrak sig i en hurtig grimasse – og nøs. Atju!

Det overraskende træk fra barnets side fik min mand til at grine. Men det gjorde min storesøster så også, for hun var også med på fødestuen – og det var til hende, min mand bagefter hviskede, at det nysende, halvfødte barn mindede ham om voksenbabyen Lillebror fra von Triers gyser ’Riget’. Noget, jeg er glad for ikke at have overhørt i situationen.

Ved to af mine tre fødsler har min mand og jeg haft en gæst med til fødslen, en udelt fornøjelse, en varm anbefaling og et fænomen, som jeg sjældent ser beskrevet i den ellers grundigt dækkede debat om fødsler – i de her år, hvor fødselstallet boomer, mens historier om pressede jordemødre og udsultede fødeafdelinger med rette fylder medierne.

Fødslen af nye samfundsborgere burde være en prestigeopgave for et samfund som Danmark, og det er skammeligt at læse om kvinder, der – i aktiv fødsel – bliver overført til et andet hospital, fordi der mangler kapacitet på det hospital, de skulle have født på, eller om jordemødre, der kaster håndklædet i ringen, fordi de ikke kan stå inde for kvaliteten af fødslerne i det offentlige, eller om kvinder, der søger private løsninger og dermed danner et A- og B-hold for fødende.

For mig er en søster, en veninde, en bror, en far, en mor – eller hvem man nu har lyst til at invitere med til en fødsel – således heller ikke på nogen måde en erstatning for professionelle fødselshjælpere. Men det er et sæt ekstra hænder, det er kærtegn og ømhed, og det er et menneske, der ikke har lige så meget på spil ved fødslen som forældrene selv.

Da jeg mødte min mand, var han allerede far til en pige, og historierne om, hvor nervøs han havde været ved hendes fødsel, var med til at give ideen form, da jeg var gravid med vores første fælles barn, en søn. Jeg husker, hvordan jeg med den gravides ængstelighed, tykke læber og følelsestæthed så hen over min mave på den mand, jeg havde forelsket mig i, og tænkte, at, I guder, hvor jeg dog elskede ham højt, men også, hvordan det ikke virkede helt hensigtsmæssigt, hvis jeg kunne ende i en situation, hvor jeg skulle tage mig af hans følelsesliv, mens jeg selv var i gang med at få et barn ud af kroppen. Vi spurgte min barndomsveninde, om hun ville med til fødslen, og sådan blev det. På dagen, en solbeskinnet dag i august, var hun den, der hentede saftevand til fødestuen, hun gav massage og hyggesnakkede – hun hentede sandwiches og underholdt min mand, mens jeg for eksempel var optaget af at ligge og vånde mig i et badekar med plads til en Christianiacykel. Mens jeg så smukke træer, der voksede op igennem i min livmoder, grene, der groede frem og udvidede himmelrummet. Jeg var på morfin.

Da drengen skulle ud, instruerede jordemoderen myndigt min veninde i at holde mit ene knæ tilbage, mens min mand holdt det andet. Jordemoderen, som ellers var fantastisk, havde dårlig ryg, viste det sig, og derfor passede det hende fortrinligt, at hun ved denne fødsel havde fire hænder ekstra til rådighed.

Når jeg har fortalt folk om mine erfaringer, har overraskende mange været uforstående. Nogle har sagt, at de selv ville føle, at en ekstra person ved fødslen ville tage noget af intimiteten fra det fødende par, at det her var noget, de »havde sammen«. Andre kvinder har sagt, at det ville være grænseoverskridende, hvis nogen skulle se dem i den fødendes nøgne tilstand. Til det første vil jeg sige, at ja, fødsler er intime. Men fødsler er også noget, der involverer jordemødre, sygeplejersker og nogle gange læger, så intimiteten mellem to elskende er i forvejen udfordret. Til det andet, det med nøgenheden, vil jeg sige, at folk skal tage sig sammen. Og at nøgenheden fylder meget lidt i en fødsel, hvor der er andre, mere presserende ting at tage sig af, så at sige.

Inden for de næste fire uger er jeg selv inviteret med til en fødsel. Denne gang er det min barndomsveninde, der skal føde, og mig, der skal hente saftevand. Jeg glæder mig. Til at støtte, til at hjælpe og til at opleve det største i dette liv. For fødsler er noget, der kan deles. Som glæden, som æren, som kærligheden.

fortsæt med at læse

Babyboom er ikke nok: Vi føder stadig for få børn