Ved siden af muskelmænd i våddragt står kvinder i bikini og mænd med lange badeshorts og nøgne ølmaver. Alle iført neongrønne og gule badehætter.
Til tonerne af Maroon 5's hit 'Moves Like Jagger' står de adrenalinfyldte i vandkanten ved Amager Strandpark og ser frem til at kaste sig ud i en gedigen omgang bevægelse bestående af 400 meter svømning, 18 kilometer cykling og 4 kilometer løb. Her kan alle, der har mod på en udfordring, være med. I højtalerne tælles ned fra 10, og lyden af et horn sender første hold i vandet med højlydte plask og jubelråb fra tilskuerne.



























