»Jeg blev fotograf, fordi det for mig var en fantastisk billet til at møde andre mennesker. Jeg var meget genert, og at fotografere andre mennesker var en god måde at konfrontere mig selv med min angst. Og så var jeg jo nysgerrig«.

Martin Lehmann var 14 år, da han begyndte at fotografere. Gennem politiradioen sporede han, når noget skete i lokalområdet. Da han hørte, at en lastbil var kørt galt, tog han til ulykkesstedet, fotograferede og solgte billedet til Vanløse Avis.

»Det var lige inden, jeg fyldte 15, og det var en fantastisk følelse. At man kunne opleve noget, at mine billeder kunne bruges, og at jeg kunne tjene penge på dem. Ikke mange penge. Men nok til de næste 10 ruller film«.

Rullerne blev bl.a. brugt på at fotografere en gammel dame i Brønshøj igennem flere måneder. Hun levede usselt. Martin Lehmanns billeder kom i lokalavisen, og derefter fik hun hjemmehjælp og besøgsvenner.

Siden han var 17, har han levet af at fotografere. I to år var han ansat på Berlingske Lokalaviser. Efterfølgende var han først freelancer i to år, dernæst elev på Fatamorgana i et semester. Og så kom han på fotojournalistlinjen på Journalisthøjskolen og tilbragte siden et semester på ICP i New York. Han var i praktik på Politiken i elevtiden og har som færdiguddannet været ansat på Politiken siden 1. februar 2004.

»I 1999 mødte jeg en hjemløs narkoman, som jeg har fulgt siden. Jeg følger ham stadig, og det er det mest udfordrende, jeg har prøvet. For sammen med ham er det mest interessante ikke, at jeg er fotograf. Jeg er et menneske, der møder et andet menneske«.