Per Folkver?om Per Folkver?

Født 1953 på Søborg Torv i Gladsaxe, vokset op ved Buddinge station, ene barn med ene mor, som var socialrådgiver. Og som sammen med andre ligesindede i boligkarreen sendte mig på Bernadotteskolen i Hellerup. Her stod lærdom om kongerækken og Vorherre ikke i højsædet, til gengæld lærte man at klare sig i store forsamlinger. Brugte 10 års frikvarterer med at spille fodbold.

Fik aldrig en fotografisk uddannelse, men brugte 10’året fra 1970-80 med at sælge møbler i Magasin, køre fisk fra Fisketorvet, stod 8 måneder ved Videregående Sliske på Omkarteringen i Bernstorffsgade, var dæksdreng på en 399’ coaster i Mercandia rederiet, havnearbejder i Københavns havn, passede børn i børnehave i Tårbæk, kørte med vasketøj, tog HF, ryddede op på Levende Billeder, militærnægter på Det Danske Filmstudie i Lyngby, basiskursus på Filmskolen, runner på Honningmåne, lysassistent for Ove Hansen på en Lise Roos film.

I mellemtiden var jeg begyndt at fotografere for OOA og Avisen København, som senere blev til månedsbladet Press. Fra 1980 arbejdede jeg sammen med fotograf Morten Bo. Ud af det samarbejde sprang fotogruppen Ragnarok. I 1996-97 var jeg Billedredaktør på MorenavisenJyllandsposten, bagefter freelance fotograf og i 2001 ansat på Politiken. Efter knap 8 år som Fotochef på avisen, har jeg nu valgt at vende tilbage som aktiv fotograf, for at se om øjnene, nysgerrigheden og energien stadig er intakt.

For der er jo ikke ret meget bedre i verden end at fotografere, vel?

Jo, det er der, men det evige livtag med ens opfattelse af det man ser, og forsøget på at bringe det videre, så andre kan få noget ud af at se billedet, fascinerer mig stadig. Spørgsmålet er kort og godt: Kan det lade sig gøre? Og selv om man skulle tro, at jeg after mange år som fotograf vidste at det godt kan lade sig gøre, er jeg dog stadig i tvivl. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, at få et billede ind i kameraet eller hvad man nu bruger til at fotografere med. Men det alt afgørende er jo, om det kan lade sig gøre at få det ud igen? I en form som er aflæslig og som, på et eller andet plan, giver mening. Ikke bare for den der har taget billedet, men også for andre.

I alle årene har jeg holdt foredrag, undervist og gerne stillet op, når talen var om fotografi. Jeg har lavet bøger og udstillinger, tre gange været jury medlem i World Press Photo, undervist fotografer i Indonisen og Angola, bedømt konkurrencer i Norge, Irland, Danmark, Polen, Island.

Jo ældre man bliver, jo sværer bliver det at besvare spørgsmål. Selv dem der forekommer indlysende. Mærkeligt nok, så forekommer det også som om, at der hver gang man tror at have besvaret et spørgsmål, rejser sig to nye. Ligeledes tror jeg heller ikke på, at man kan rådgive andre. Til noget som helst. Men man kan tale sammen og gerne have stærke meninger. Ellers går tingene jo i stå, ikke sandt?