»Jeg vil ikke romantisere, at vi har få penge at lave teater for, men at have færre penge gør os på den anden side mere frie kunstnerisk. Jeg tør tage chancer og eksperimentere, fordi der er plads til at træde forkert. Teatret har højt til loftet og vide rammer. Jeg debuterede selv på CaféTeatret og har sat forestillinger op på Teater Får302 og andre små scener. Undervejs har jeg ikke lavet en eneste forestilling, jeg ville foreslå til Det Kongelige Teater eller Betty Nansen Teatret. Mavefornemmelsen er en anden her. Selv om teatret er bygget af gaffertape og sømmet sammen af resterne fra de gamle scenografier fra teatrets forestillinger, er det her, man føler, at man har råd til at eksperimentere. Det er her, eksperimenterne begynder. Jeg oplever også fra skuespillernes side, at de finder et frirum til at dyrke roller og øve sig med at skabe karakterer og udvikle deres talent«.
»Vores omgivelser på Hesten passer særlig godt til det absurde teater, fordi de små forhold, den lille scene, giver gode muligheder for at lave nærbilleder på scenen. Det absurde teater bliver ofte upræcist og larmende på store scener, mens detaljerne og nuancerne har stor gennemslagskraft, når publikum sidder få meter fra scenen. Folk kan se, når skuespilleren løfter højre finger, og det er vigtigt, hvis det absurde teater skal fungere og give publikum stof til eftertanke«.
