Da Politiken ringer til Dan Højgaard, er han lige midt i noget: Han chatter med sin kone.

Hun sidder langt væk i Filippinerne og tænker på det Danmark, hun aldrig har set og heller ikke må flytte op til. Selv om de to er lovformeligt gift.

Dan Højgaard lader sig dog gerne forstyrre i den digitale samtale med hustruen Alma-Vie, når formålet er at fortælle om det, han selv opfatter som »dybt urimeligt«, nemlig at hun ikke må komme op til ham.

Revalidering er årsagen
Det har Udlændingestyrelsen afgjort i et brev til Alma-Vie for få uger siden. Det er ikke, fordi Dan ikke kan forsørge hende eller huse hende i en passende bolig, som loven kræver. Og den filippinske kvinde falder heller ikke for den såkaldte 24-års regel, for hun er 25.

Årsagen til, at der ikke kan bevilges familiesammenføring til parret, er, at Dan Højgaard inden for det seneste år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Og så er der ingen slinger i valsen i dansk udlændingelovgivning: Så har man ikke ret til familiesammenføring.

I Dan Højgaards tilfælde er problemet, at han får revalidering til at komme igennem en uddannelse som laborant. Den 41-årige færing, der er på offentlig ydelse på grund af en gammel arbejdsskade fra dengang, han var lastbilchauffør, er oprørt over afgørelsen. Så oprørt, at han forleden skrev et brev til FN og klagede.

En krænkelse
Men nu kommer der hjælp fra en anden kant: Institut for Menneskerettigheder er ved at samle et katalog af sager, der skal vise i kød og blod, hvad instituttet har sagt længe: at de danske udlændingeregler på flere områder er i strid med de internationale regler om menneskerettigheder.

Sagen om Dan og Alma-Vie er en af dem, der efter instituttets opfattelse viser, at reglerne vitterlig diskriminerer.

Maria Ventegodt Liisberg, projektleder på Menneskerettighedsinstituttet, fastslår, at diskriminationen opstår, når man sammenligner ham med modtagere af SU:

»Der forskelsbehandles uden tvivl på grund af hans handikap«, siger hun til Politiken.

Må ikke diskrimineres
Hun henviser her til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om, at »Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance«, samt artikel 14 om, at alle skal behandles lige - det vil sige, at der ikke må diskrimineres på grund af køn, hudfarve, sprog, religion, baggrund etc.

Ifølge dansk udlændingelovgivning kan en uddannelsessøgende blive fritaget fra det normale krav om at tjene 9.000 kroner om måneden for at få ægtefællen hertil.

Men forskelsbehandlingen opstår, fordi SU-modtagere ikke får problemer med kravet om, at man ikke har modtaget sociale ydelser i 1 år, mens modtageren af revalidering ikke kan opfylde kravet, understreger Maria Ventegodt Liiisberg.

Varsomhed
I en udredning sidste år gjorde Menneskerettighedsinstituttet det også klart, at der skal tages konkrete hensyn til individets forhold, når kravet om, at man ikke har modtaget sociale ydelser, administreres.

»Dette er et eksempel på en situation, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til baggrunden for modtagelsen af sociale ydelser«, fastslår Maria Ventegodt Liisberg.

Instituttet har også tidligere slået fast, at en begrænsning af folks borgerlige rettigheder på grund af, at de modtager sociale ydelser, skal ske med stor varsomhed. Den varsomhed mener Maria Ventegodt ikke er til stede i afgørelsen af Dan Højgaard og Alma-Vie Højgaards sag.

Ked af det
Alma-Vie og Dan mødte hinanden dér, hvor mange mennesker dater: på nettet. Om en uge er det nøjagtig et år siden, de første gang havde kontakt på computeren. Sidste sommer blev de gift i Filippinerne.

Alma-Vie kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan være sammen.

»Jeg har prøvet at få et tremåneders visum til hende, så hun kunne komme på besøg - hun taler godt engelsk, så hun kunne godt begå sig - men det lader sig heller ikke gøre«, konstaterer Dan Højgaard.

Han er på den ene side glad for, at menneskeretsjuristerne går til kamp på hans og hustruens vegne. Omvendt er han klar over, at kampen for at få ret kan blive årelang. Blandt andet derfor overvejer han at droppe laborantuddannelsen og prøve - trods den dårlige ryg - at få et almindeligt arbejde igen, tjene sine egne penge og så om et års tid atter få ret til familiesammenføring.

»Jeg er jo utålmodig«, som han forklarer.

At udlændingemyndighederne i brevvekslingen med parret kalder ham Jan i stedet for Dan og hende for Alma-Xie i stedet for Alma-Vie opfatter Dan Højgaard som en lille biting i en stor uretfærdighed.