Uskyldige borgere risikerer at blive straffet for socialt bedrageri, de aldrig har begået.

Det sker, fordi kommunen ikke behøver håndfaste beviser, men blot skal have tilstrækkeligt med formodninger om, at borgeren har snydt.

Regeringen har den seneste tid har bedt kommunerne om at øge indsatsen mod sociale bedragere.

Det har blandt andet ført til, at godt hver tredje kommune har etableret anonyme tjenester på deres hjemmeside, hvor borgere kan melde naboer for at snyde systemet.

LÆS ARTIKELKommuner opfordrer: Stik din nabo på nettet

Uskyldige kan rammes
Men måden, sagerne siden afgøres på, er et alvorligt problem, mener flere eksperter.

»Det lave krav til bevisførelsen er et retssikkerhedsmæssigt problem. Borgeren er fuldstændig afhængig af sagsbehandlingen i den enkelte kommune, og det kan ikke udelukkes, at uskyldige derved rammes«, siger lektor i socialret ved Professionshøjskolen Metropol, Simon Thorbek.

Han anslår, at kommunerne anmelder »væsentligt over 1.000 borgere om året« for socialt bedrageri. Samtidig siger han, at mindre end hver tiende sag bliver anket, dermed bliver kommunens afgørelse endelig.

Springer over hvor gærdet er lavest
En principiel afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse fastslår, at en kommune kan kræve, at en enlig forsørger betaler sociale ydelser tilbage, hvis den kan sandsynliggøre, at modtageren ikke er enlig.

Afgørelsen slår samtidig fast, at det ikke er nødvendigt, at kommunen fører bevis.

[ciat]

»Kommunerne må ikke længere tage på uanmeldte hjemmebesøg eller udspionere borgerne, men der skal penge i kassen. Derfor vil kommunerne ofte være tilbøjelige til at springe over, hvor gærdet er lavest«, siger Simon Thorbek.

Kun få anker afgørelserne
Lektor i sociale forhold og offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone, kalder fremgangsmåden i sagerne »dybt problematisk«.

»Kommunerne læsser det ene indicium oven på det andet, men når sagen når til domstolene, har kommunerne oftest ikke skyggen af beviser«, siger Nina von Hielmcrone og påpeger, at borgerne ofte vinder sagerne ved domstolene.

Borgeren kan anke kommunens afgørelse og som sidste udvej betale for at få sagen for byretten. Men det er ikke alle, der magter det, forklarer advokat Søren Kjær Jensen, der fører sager om socialt bedrageri.

»Problemet er, at de mennesker, der havner i disse sager, oftest er ressourcesvage og økonomisk udfordrede. De har hverken overskud eller råd til at gå videre med deres sager«, siger han.

KL erkender de principielle spørgsmål
I Kommunernes Landsforening (KL) erkender chefkonsulent Charlotte Munksgaard, at »der er nogle principielle spørgsmål, man godt kunne diskutere«.

»Men der er en grund til, at der er et ankesystem. Hvis der skulle føres bevis som i straffesager, skulle vi jo ud og løfte dyner«, siger Charlotte Munksgaard.

SF vil have reglerne lavet om
På Christiansborg vil SF nu have lavet reglerne om, så en ekstern myndighed afgør sagerne.

»Kommunen bør ikke både finde sociale bedragere og føre sagerne samtidig«, siger socialordfører Özlem Cekic.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), men Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby, siger:

»Der er en tendens til at tro, at borgeren ikke kan finde ud af noget selv. Der må man anke dommen og have tillid til det danske retssystem«.

-------

Rettelse: Overskriften på denne artikel hed i en tidligere version 'Borgere kan dømmes uden beviser'. Men kommunernes afgørelser er ikke domme, og hvis det kommer til et retssag, vil en domstol kræve beviser.