Hun var helt gemt væk og mere eller mindre sendt til tælling, Marlene Wind.

Tilsyneladende dømt til en status som utroværdig, upålidelig og uønsket udi rollen som politisk ekspertkommentator stod professoren i sommeren 2011 i sit livs, ja, undskyld udtrykket, stormvejr.

Daværende integrationsminister Søren Pind kaldte hende ' Marlene halv-vind', og ovre i ministerens støtteparti mente chefen, at professorens sidste dage som EU-ekspert nu var oprundet: »Fuldstændig færdig« og »Politisk, hånende og fordømmende«, lød ordene fra Pia Kjærsgaard.

Grunden til det borgerlige mishag skulle findes i de mildest talt kritiske udtalelser, Marlene Wind lagde navn til i forbindelse med den daværende VK-regerings plan om at sætte en række bomme op ved grænsen til Tyskland.

LÆS OGSÅPriskomité: Tøger ville have beundret Marlene Wind

Professoren erkendte få dage inde i fejden, at udtalelser, somat aftalen om nyopsatte grænsebomme var »valgflæsk« og en appel til »laveste fællesnævner og den indre svinehund«, nok var en kende for friske, men denne erkendelse afholdt hende dog ikke fra dagen efter at drage paralleller mellem striden og Sovjetunionens ytringsfrihed - eller måske netop manglen på samme.

»Vi er tilbage i Sovjetunionen før Murens fald eller Berlusconis Italien, hvor dem, Berlusconi ikke kan lide, selvfølgelig får mundkurv på. Der er tale om at knægte ytringsfriheden«, sagde Marlene Wind blandt andet, mens tv-kameraerne arbejdede, det bedste de havde lært.

Hårde sammenligninger til trods fik Pia Kjærsgaard dog sin vilje - eller sådan så det i hvert fald ud - da lederen af Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Lars Bo Kaspersen, fortalte, at Marlene Wind ville tage en pause fra offentligheden sommeren over, hvorefter de to sammen ville vurdere, om tiden igen var til at udtale sig i medierne.

Teologisk trænet folkelighed
Det er den åbenbart nu. Danmark sidder i et halvt år for bordenden i det EU, Marlene Wind ved så meget om, hvilket betyder, at hun igen jævnligt optræder i medierne; det være sig på papir, i tv eller på net.

»Hun er en utrættelig formidler af sit stof og et holdningsmenneske. Og hun er i stand til igen og igen at bryde igennem med sin formidling«, siger lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Dorte Sindbjerg Martinsen, der i fælles pen med Marlene Wind har udgivet flere publikationer, blandt andet om samspillet mellem ret og politik i EU.

»Hun er på mange måder en meget engageret person, og det kanaliseres ind i hendes forskning«.

LÆS OGSÅMarlene Wind får den første Tøger Seidenfaden-pris

Professor ved CBS Uffe Østergård, der har fulgt Marlene Wind siden hendes studietid, mener, at hun gjorde klogt i at trække sig fra offentligheden og mediernes søgelys i en tid, men han er ikke overrasket over, at hun nu er tilbage:

»Man er ikke vant til, at forskere med så folkelige ord siger deres mening, og det viser bare, at der er nogle grænser for, hvad vi er vant til, at forskere kan sige«, siger han.

»Men det er også en af hendes styrker, at hun er så skarpt formuleret og er i stand til at sige tingene i et så direkte sprog. Hun har jo igennem sin far, teologen H. C. Wind, lært en noget karsk debattone, som er den samme, som Søren Krarup og Jesper Langballe bragte ind i Folketinget i sin tid. Det er en retorik, som er overlegen i forhold til de fleste akademikere og i virkeligheden også de fleste politikere«.

En vred ambassadør
Når Marlene Wind sætter sig til tasterne for at sætte tingene på plads, gør hun netop det, og hun er ofte i stand til at vække opsigt.

Det gjorde hun for eksempel, da hun i en kommentar i Politiken skrev, at Storbritannien efter sit veto mod ændringer i EU-traktaterne nu blot fremstod som en marginaliseret, isoleret og sandsynligvis uendelig ligegyldig »pygmæ i verden«, som ovre i hjørnet kunne følge med i et EU, der i stedet indførte den såkaldte finanspagt.

For sådan en bravade indkasserede professoren en personlig indkaldelse til den britiske ambassade. Hvad der blev diskuteret, vides ikke, men reaktionen fra ambassadøren har nok ikke været udpræget god.

Retorikken er altså ikke altid for børn, når Marlene Wind skruer op for den, hvilket hun gør fast på Politikens debatsider.

Nu modtager hun Tøger Seidenfaden-prisen, med den begrundelse at hun i sit arbejde har været sig sit intellektuelle og faglige ansvar bevidst, når hun går imod tidsånd såvel som politikere i sin beskrivelse af Europa og de konsekvenser, det får for dansk selvforståelse.

Uffe Østergård kan godt forstå, at Marlene Wind får prisen, der ud over æren afstedkommer en kontant erkendtlighed på 25.000 kroner.

Ifølge ham slægter hun Tøger Seidenfaden - der om nogen var kendt for at sige til, når han mente noget om noget - på.

»De minder meget om hinanden, og det betyder jo også, at hendes holdninger nogle gange kommer lidt ufiltreret frem«, siger han.

Marlene Wind, der er født i 1963, er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet og har en ph. d. fra Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, hvor hun i dag er medlem af bestyrelsen. Hun er gift og har to sønner.

FACEBOOKBliv ven med Politiken