Den økonomiske krise og voksende konkurrence fra udlandet får fagforeninger til at drukne i sager om stress. I en rundringning foretaget af Politiken beretter 12 fagforbund enstemmigt om en markant vækst i antallet af henvendelser relateret til stress eller dårligt psykisk arbejdsmiljø siden finanskrisen i 2008. Det sker ifølge fagforeningerne, fordi større produktionskrav og færre ressourcer har skabt et uholdbart arbejdspres.
Fagforeningen for jurister og økonomer, Djøf, modtog sidste år 820 henvendelser og forventer i år at passere 1.100 – hvilket er mere end fire gange så mange som for fire år siden.



























