Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 1. aug. 2012 KL. 09.58

Enhedslisten vil have fleksuddannelser til handikappede

Flere års SU og mere fleksible tidsfrister skal forbedre mulighederne for uddannelse for unge med et handikap, mener partiet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

SU

Sådan er reglerne

Handikappede under uddannelse kan søge et særligt handikaptillæg på 8.051 kroner om måneden før skat.

SU’en kan blive forlænget ved sygdom, men ikke på grund af et allerede eksisterende handikap.

Tusindvis af unge har i denne uge fået tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse, men der er en gruppe af dem, der skal have særlige vilkår, når først de er i gang. Det mener Enhedslisten, der vil indføre fleksuddannelser for personer med handikap, ligesom der på arbejdsmarkedet findes fleksjob.

»Det er uhyre vigtigt, at de her unge mennesker får en uddannelse. Ellers har de rigtig svært ved at komme ud at gøre det, alle politikere beder dem om, nemlig at arbejde efter de evner, de nu har. Mange af dem, der sidder i kørestol, kan jo ikke arbejde på en fabrik eller løfte tunge ting på en byggeplads. De er dybt afhængige af en uddannelse«, siger handikapordfører, Stine Brix (EL).

Todelt forslag
Forslaget fra Enhedslisten er todelt.

For det første skal unge med et handikap kunne få ekstra SU-klip, hvis de ikke kan gennemføre deres studium inden for de seks år, der i dag er den maksimale periode for SU-støtten.

LÆS OGSÅHer er de mest populære studier

Derudover skal uddannelsesinstitutionerne skabe vilkår, så de unge reelt kan studere på deltid. Ungdomsuddannelserne kan skele til den fireårige Team Danmark-ordning for sportstalenter, foreslår partiet. Men også de videregående uddannelser skal gøre uddannelsesforløbet mere fleksibelt.

»Der er forskel fra studium til studium, og nogle har strammere regler end andre for, hvor hurtigt man skal være færdig. Men man skal have en rettighed til at kunne studere på nedsat tid, hvis man har et handikap«, siger Stine Brix.

Handikaptillæg ikke nok
I dag kan studerende få forlænget deres SU-periode, hvis de bliver syge, men ikke på grund af et allerede eksisterende handikap. Til gengæld kan handikappede på videregående uddannelser få et månedligt tillæg til deres SU på 8.051 kroner før skat. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Stine Brix.

»Når tiden på studiet trækker ud, fordi man ikke kan tage et fuldt semester, kan man ikke bruge handikaptillægget. Derfor handler det om at forlænge perioden, hvor man kan få SU, frem for at hæve beløbet«, siger hun.

LÆS OGSÅ Her er studierne med de højeste gennemsnit

Om en handikappet skal have særlige vilkår under uddannelsen, skal vurderes fra person til person, ligesom det sker, inden man kan få et fleksjob.

»Det kan både være et fysisk handikap, der gør, at man ikke kan arbejde så mange timer om dagen, eller et psykisk handikap, der betyder, at det i nogle perioder er umuligt at koncentrere sig om at læse«, siger Stine Brix.

Ringe opbakning
Det er dog svært at finde opbakning til Enhedslistens forslag blandt regeringspartierne. Sundhedsordfører for SF, Jonas Dahl, mener, at især handikaptillægget i forvejen sørger for gode vilkår:

»Indtil vi har mulighed for at finansiere det, har jeg svært ved at se, hvordan man yderligere kan forbedre forholdene«, siger han.

LÆS OGSÅ Rækker dit snit ikke? Her kan du stadig komme ind

Hos de radikale mener ordfører for de videregående uddannelser, Sofie Carsten Nielsen, at uddannelsesinstitutionerne i forvejen er meget fleksible i forhold til at forlænge studietiden.

»Umiddelbart tror jeg, vi har passende og ordentlige regler, som giver gode muligheder for unge med handikap«, siger hun og peger også på det eksisterende tillæg.

Handicaptillæg er til her-og-nu-udgifter
Men det argument holder ikke, mener Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, der hilser Enhedslistens forslag meget velkommen:

»Handikaptillægget er tiltænkt, at man skal kunne betale husleje og købe mælk og æg. Det er her og nu. Det giver ikke mere tid til at færdiggøre uddannelsen«.

Enhedslisten vil nu fremføre et beslutningsforslag i Folketinget.

»Finansieringsdelen, der handler om SU, er det oplagt at snakke om i forbindelse med finansloven, men også ved de SU-forhandlinger, som regeringen har annonceret kommer«, siger Stine Brix.