En lille gruppe skiller sig ud fra resten af den tavse flok foran mindesmærket på Prinsessens Bastion i København.

Rygmærkerne på deres sorte læderveste afslører, at det er medlemmer af motorcykelklubben 'Legacy Vets', og ligesom alle andre er de mødt op i septembersolen til den årlige flagdag for at mindes Danmarks udsendte soldater og de, der er faldet i krig.

Ceremonien blev indlet i en lidt anden stil, da kronprins Frederik i fuld uniform sammen med kronprinsesse Mary i aubergine-farvede stiletter og matchende høj hat placerede en krans ved det grå stenmonument, som er rejst i respekt for de danskere, der har været udsendt.

Men efter det formelle program med den fælles paradestyrke, en tale af udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og andægtig tavshed hos de mange fremmødte med dannebrogsflag, er det altså tid til, at pårørende og publikum kan vise deres respekt ved mindesmærket.

Herunder ikke bare en, men hele to motorcykelgrupper af tidligere soldater - udover 'Legacy Vets' er også gruppen 'Blue Berets MC' repræsenteret.

Blæst i hjemmeværnshatten
Chef for Hjemmeværnet, Finn Winkler, står lidt derfra på plænen, høj og rank i armygrøn jakke med et hav af medaljer og ordener på brystet, og hilser og nikker til mange af de fremmødte.

I forhold til motorcykelklubberne indrømmer han, at »man lige skal vænne sig til dem«.

»Men det vigtigste er, at de kommer«.

»Vi har mange ansatte i forsvaret, og mange kører på motorcykler. Og så er de sammen om det - forsvaret er et fællesskab«, understreger Hjemmeværnschefen, der må holde på hatten, da det pludselig blæser op efter en ellers mild formiddag.

Behøver ikke forklare sig
Det samme fortæller en af medlemmerne af 'Legacy Vets', Flemming Neldahl, som var udsendt for Danmark i begyndelsen af halvfemserne. Rygmærker.  Medlemmer af Legacy Vets ærer udsendte og faldne soldater ved mindesmærket på Kastellet. Foto: Lea Wind-Friis

»Vi er en motorcykelklub, som blev startet i USA af Vietnam-veteraner«, forklarer han, mens hans treårige datter har fået lov at sidde på skuldrene.

»Vi er alle sammen forhenværende eller nuværende soldater«.

Og det betyder meget at være sammen med andre soldater, hvor man ikke behøver forklare sig hele tiden, fortæller Flemming Neldahl.

»Skal du have pudset næse?«, indskyder familiefaren med hovedet drejet bagover, da datteren hoster og snøfter lidt, men hun ryster ivrigt på hovedet som svar.

Flagdag er vand på møllen
Ifølge Flemming Neldahl er der sket en holdningsændring hos danskerne de seneste år.

»Jeg var udsendt første gang i start-halvfemserne, og dengang, hvis man trak i uniform og gik en tur på Strøget, så ville der blive spyttet på dig. Der har vi virkelig oplevet, at holdningen har ændret sig«, siger han.

Derfor er den flagdag, som bliver markeret i dag, og som blev indført for tre år siden, »lige vand på vores mølle«, siger han

»I forhold til, hvordan veteraner bliver behandlet fra myndighedernes side, så er der stadig et stykke vej at gå. Men det går absolut i den rigtige retning«, siger han.

Døtrene græder, når han tager af sted
Men det er ikke kun soldater og medlemmer af hjemmeværnet, der sendes ud. Også politiet kan være udsendt på mission for Danmark.

En repræsentant for denne del af de udsendte, politiassistent Flemming Christensen, prøver på stien ud mod de græsgrønne volde at holde styr på sine tre store døtre, der er klædt i smalle cowboybukser og korte læderjakker.

»Vi står lige og diskuterer, om vi skulle hente noget mere praktisk fodtøj i bilen«, griner politimanden og nikker mod en af døtrenes plateauhæle.

Han har selv været i Afghanistan fire gange for at undervise afghanske politifolk.

»Og du skal snart af sted igen«, indskyder en af døtrene.

Det bekræfter Flemming Christensen, for »de spørger mig jo, om jeg kan tage af sted igen, og jeg er ikke så god til at sige nej«.

Heldigvis er der ret sikkert, der hvor han er, men døtrene græder alligevel, når han tager af sted, siger han.

»Det er jo meget godt, det viser da, at de holder af mig«.

Der hvor far er
Sammen med døtrene er han taget fra Vejle til København for at markere flagdagen. Desuden skal døtrene overvære, når deres far senere hos Rigspolitichefen skal dekoreres med en medalje for international fortjeneste.

Indtil videre har det været en rørende oplevelse at se de pårørendes reaktion på ceremonien ved Kastellet, siger døtrene.

»Ved siden af os stod der en, der græd, så begynder man også næsten selv«, siger 19-årige Sarah Christensen, den ældste i søskendeflokken.

»Og så var vi henne og kigge på navnene på dem, der er døde. Og de fleste er jo døde i Afghanistan, hvor far er«.