Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 24. sep. 2012 KL. 11.40

Flere må opgive drøm om at blive speciallæge

Fireårsreglen fungerer ikke ifølge organistationen Yngre Læger.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den såkaldte fireårsregel, som skulle motivere flere læger til at uddanne sig hurtigere til speciallæger, er syg og trænger til akut behandling.

Diagnosen stilles af Yngre Læger, som vil have sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at genoverveje reglen, som blev indført af tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

LÆS OGSÅUnge læger falder for ny tidsfrist

Reglen skulle også skaffe læger til specialer, som ikke var populære, men det er faktisk gået stik modsat, mener formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz til Politiken.

»Nu ser vi, at fireårsreglen giver den modsatte effekt, fordi den afskærer nogle, som potentielt kunne blive fremragende speciallæger«, siger hun.

Stigende problem
Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at problemet er stigende, skriver Ugeskrift for Læger, som udkommer mandag.

I april viste en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, at 16 procent af lægerne fra det første hold efter reglens indførelse i 2008 risikerede at falde for den indbyggede tidsfrist, som udløb 1. august. På det næste hold fra 2009 er det 32 procent, svarende til næsten 130 læger, som er i risiko for at måtte opgive drømmen om at blive speciallæge.

Konsekvensen er jo, at man bruger mange penge på at uddanne nogle læger til speciallæger, og nogle af dem vil forsvinde til udlandet.

Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger

Går det sådan, er det skidt for landet, vurderer Lisbeth Lintz.

»Man forværrer faktisk problematikken i forhold til, at der mangler speciallæger rundt omkring i landet. Alene i Region Nordjylland mangler der 50 praktiserende læger. Konsekvensen er jo, at man bruger mange penge på at uddanne nogle læger til speciallæger, og nogle af dem vil forsvinde til udlandet. Det er jo ikke særlig rationelt«

Ikke tid til omstilling
Fireårsreglen blev indført med virkning fra august 2008 og dikterer, at nyuddannede læger, som er startet på den såkaldte kliniske basisuddannelse på landets hospitaler, inden fire år skal kvalificere sig til en speciallægeuddannelse.

Men når lægerne søger om en speciallægeuddannelse, risikerer de at blive sorteret fra, fordi der er flere ansøgere end stillinger, og på grund af tidsgrænsen kan lægerne efterfølgende ikke nå at omstille sig til en anden speciallægeuddannelse, påpeger Yngre Læger.

Minister vil følge udviklingen
Sundhedsminister Astrid Krag oplyser i et skriftligt svar til Politiken, at det reelt drejer sig om 11 læger af 301 fra holdet fra 2008, som faldt for fireårsreglen, da den udløb i år.

Ministeren mener, at fireårsreglen har gjort det lettere at besætte forløb i speciallægeuddannelsen, også i egne af landet, hvor det tidligere har været en udfordring.

Ministeren siger videre, at det er vigtigt, at lægerne fortsat har mulighed for at specialisere sig, og at hun vil følge udviklingen nøje.

LÆS OGSÅV afviser kritik af lægeuddannelse

Men ifølge Yngre Læger kan der gemme sig et stort mørketal i Sundhedsstyrelses opgørelse, idet mange læger har fået dispensation fra fireårsreglen eksempelvis på grund af barselsorlov, og de vil snart være i spil igen.

Tendensen bekræftes af sekretariatschef Lise Møller fra Videreuddannelsesregion Øst.

»Vi er bekymrede for, at man foran sig skubber en bølge, som kan blive større«, siger hun til Ugeskrift for Læger.