Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 9. okt. 2012 KL. 03.00

PET-agent opildnede til terror

Tidligere terroragent opfordrede danske muslimer til aktioner herhjemme, mens han arbejdede for PET.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Uanset om man er agent i politiet eller PET, er det i strid med loven at opfordre andre til at begå kriminelle handlinger

Trine Baumbach

Den nu tidligere PET-agent Morten Storm opfordrede herboende muslimer til voldelige aktioner mod det danske samfund og til at støtte militant islamisme i udlandet, mens han var på PET’s lønningsliste fra 2006 og indtil sidste år.

Storms militante missioneren foregik især i en omstridt moske på Ørbækvej i Odense, men også i muslimske kredse i Aarhus og København, fortæller religiøs rådgiver i Det Islamiske Trossamfund Kamran Shah:

»Der er ingen tvivl om, at han har forsøgt at fremme en radikal forståelse hos nogle af vores unge. Når vi så, hvordan han aktivt forsøgte at ændre dem i en mere radikal retning, var det et chok for os bagefter at opdage, at han samtidig var agent for PET«, siger Kamran Shah, der også oplyser, at Morten Storm forsøgte at få trossamfundet til at sende penge til et kontroversielt universitet i Yemen.

Ekspert: Klart ulovligt
Politiken har forelagt oplysningerne om Storms aktiviteter for strafferetsprofessor ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard:

»Agenter må ikke foretage sig ting, der øger muligheden for eller omfanget af en forbrydelse. Det gælder også for PET. Så det vil helt klart være ulovligt at tilskynde til forbrydelser«, siger han og bakkes op af lektor i strafferet på samme universitet Trine Baumbach.

»Uanset om man er agent i politiet eller PET, er det i strid med loven at opfordre andre til at begå kriminelle handlinger«, siger Baumbach, der understreger, at hun udtaler sig generelt.

LÆS OGSÅMangeårig bekendt om PET-agent: »Han vendte på en tallerken«

Terrorekspert ved Försvarshögskolan i Sverige Magnus Ranstorp er overrasket over Storms aktivitet:

»Hvis han har taget et initiativ og er gået over stregen, er det usædvanligt for en civil agent. Det er jo PET’s opgave at holde øje med, hvilke aktiviteter han bedriver«.

Fra Morten til Murad
Morten Storm, der er tidligere rocker og kriminel, konverterede til islam i 90’erne.

Han kom tæt på toppen af terrororganisationen al-Qaedas ledelse, især al-Qaedas nummer 2, al-Awlaki.

I 2006 blev Morten Storm, dengang Murad Storm, agent for PET, og i søndags stod han frem i Morgenavisen Jyllands-Posten og fortalte, at hans informationer om al-Awlaki førte til, at USA for et år siden kunne dræbe al-Qaeda-lederen ved et droneangreb i Yemen. Det bestrider PET.

Oplysningerne om Morten Storms aktiviteter herhjemme sætter fokus på politiets brug af agenter i terrorsager.

LÆS OGSÅDansk agent bragte USA på sporet af al-Qaedas geniale propagandamand

Her gælder nemlig ikke de almindelige regler, og det betyder bl.a., at PET kan bruge civile personer som Morten Storm som terroragenter, og at PET ikke skal have en dommers godkendelse. Derimod skal PET-chef Jakob Scharf eller den juridiske chef, Lykke Sørensen, sige o.k., før terroragenterne går i aktion. Og det, de siger ja til, vil ofte være en forbrydelse, f.eks. medvirken til planlægning af en terrorhandling, fordi formålet netop er at få viden til at kunne afværge terrorhandlingen.

Men der er grænser. Højesteret har afgjort, at PET-agenter godt må deltage i potentielt ulovlige aktiviteter, men aldrig opildne til dem eller gøre dem grovere.

Morten Storm har fortalt, at han droppede sin fascination af islam i 2006, og at det fik ham til at kontakte PET. Men udadtil var hans stadig den glødende islamist.

Påvirkede unge muslimer
Kamran Shah, der har kendt Morten Storm siden 1999 og undervist danskeren i islam, siger:

»Han har flere gange været inde i moskeer og opfordret unge til at tage kampen op mod det danske samfund. Han har forsøgt at få disse unge til at antage hans egne ekstreme holdninger – unge, som er lette at påvirke med radikale budskaber. Det skete også efter 2006«.

Shah påpeger, at »aktionerne« i Storms optik kunne have voldelig karakter.

LÆS OGSÅFakta: Her er agenterne, der tidligere har stået frem

Ved en muslimsk forsamling i foråret 2010 har Storm ifølge andre kilder uddelt en løbeseddel om, at det er legitimt at slå jøder ihjel som selvforsvar: »Det er jødernes blod eller vores«.

»Han (Morten Storm, red.) lagde ikke sine rabiate holdninger på hylden efter 2006. Faktisk kan jeg huske flere tidspunkter, hvor han opfordrede muslimske brødre til at slå ihjel«, siger en kilde, der har kendt Morten Storm i ti år, men ikke ønsker at sit navn i avisen.

Hverken justitsminister Morten Bødskov (S) eller PET vil kommentere sagen.