Fem måneder er gået, siden en 30-årig sindssyg mand langfredag aften greb en brødkniv og stak den 57-årige social- og sundhedsassistent Vivi Nielsen ihjel. Drabet i Roskilde på Lindegården afstedkom en flere måneder lang debat om sikkerheden for personalet på landets bosteder for psykisk syge borgere.
Nu kommer regeringen så med et forslag, der skal forhindre, at der sker flere drab. En ny type institution skal sørge for, at borgere som gerningsmanden fra drabet i påsken får tilstrækkelig behandling både af sindssygdommen og af stofmisbruget. Få timer inden drabet havde drabsmanden således taget amfetamin med en anden beboer.


























