»Det er en ære for mig at være inviteret. Det giver Israel en chance for at vise, at vi påskønner Dansk Folkepartis holdning til Israel«. Med disse ord kvitterede Israels ambassadør, Carmi Gillon, for invitationen til Dansk Folkepartis landsmøde. Dansk Folkeparti er Folketingets suverænt mest Israel-venlige parti, og ambassadøren blev modtaget som en fejret gæst. Ved indgangen til Idrættens hus i Vejle blev Gillon og bodyguards mødt af Dansk Folkepartis magtfulde pressechef, Søren Espersen. Pressechefen havde ligesom ambassadøren et venskabsemblem med det danske og israelske flag i jakkereversen og gelejdede ambassadøren mellem tombola og helfigurs pap-Pia'er til årsmødesalen. Gillon hørte Pia K's tale Her overværede ambassadøren partileder Pia Kjærsgaards store tale til forsamlingen og Kristian Thulesen Dahls beretning fra Folketinget, inden partilederen og en horde pressefolk efter godt halvanden time fulgte ambassasøren til bilen. »Good Bye, Pia«, sagde Carmi Gillon. Den israelske ambassadør og tidligere efterretningschef tog forsvarsberedt mod spørgsmålet om, hvorfor han blandt de politiske partier valgte at besøge netop Dansk Folkepartis landsmøde. Efterlyser invitation fra SF »Jeg forstår ikke spørgsmålet om hvorfor. Jeg ville ønske, at også SF ville invitere mig. Det her giver mig en mulighed for at takke Dansk Folkeparti for at servere israelsk vin (til årsmødefesten, red.) og vise venskab over for det danske folk - ikke kun over for Dansk Folkeparti«, sagde Carmi Gillon, der fremhævede, at han tidligere på året deltog i et møde arrangeret af partiet Venstre. Han kaldte Pia Kjærsgaards tale for »en tale for en politisk leder« og fremhævede hendes syn på terrorisme. I talen sagde Pia Kjærsgaard, at Dansk Folkeparti i modsætning til andre partier stadig »bakker loyalt op om kampen mod terror«. »Hun har en meget realistisk tilgang til problemerne«, sagde ambassadør Gillon.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Sarah Skarum
Reportage
Nyt studie overrasker: Chatbots presser de dygtige studerende
Lyt til artiklenLæst op af Cecilie Lund Kristiansen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce


























