Sid nu ikke dér og få rasende sort samvittighed; det fører alligevel ikke noget gavnligt med sig.

Men: Det er skadeligt for dit barn at få for meget skældud.

Faktisk kan højlydte og hårde verbale øretæver have mindst lige så skadelige langtidsvirkninger som fysisk afstraffelse, der her til lands blev forbudt ved lov i 1997, siger børneforsker Erik Sigsgaard, Videncenter for Institutionsforskning.

Overhalinger og skingre udbrud skader børns evne til at tage læring til sig, fordi den verbale afstraffelse ødelægger koncentrationsevnen og selvværdet og får børnene til at miste modet. Desuden risikerer dit afkom at udvikle depressioner og somatiske sygdomme som ondt i maven.

Svært at være positiv
Og frem mod voksenlivet kan han eller hun få sværere ved at udvikle sig til et harmonisk og positivt menneske, advarer Sigsgaard, der har beskæftiget sig med konsekvenserne af skældud de seneste 10 år.

»Hvis børn bliver slået fysisk, bliver de typisk vrede og aggressive. Hvis de får skældud, går det indad og sætter sig som en udtalt følelse af skam. Skældud er krænkende, det giver lavt selvværd og har alvorlige skadevirkninger for børn, både mens de er små og langt ind i voksenlivet«, siger Sigsgaard og henviser til et amerikansk studie, der har fulgt en række udskældte personer op i 20-30 års alderen.

Andre amerikanske undersøgelser har ifølge Sigsgaard kædet voldsom skældud i barndommen sammen med et voksenliv med vold, fængsling og psykiske lidelser som anoreksi. Erik Sigsgaard har også selv undersøgt området.

I efteråret udkom hans seneste bog ’Skæld mindre ud’, og til næste år fremlægger han resultaterne af sin undersøgelse af 200 voksne, der er blandt de sjældne 2-3 procent af os danskere, der selv siger, at de ikke har oplevet at få skældud i deres barndom.

Bedre til at lære
Gennemgående for den lille gruppe er ifølge Sigsgaard, at man nærmest kan sætte omvendt fortegn ved deres udvikling og opvækst. I modsætning til de udskældte har de ikke oplevet at få nævneværdigt mange skideballer i skolen – formentlig fordi de har været bedre end flertallet til at suge læring til sig.

Deres minder fra barndommen er generelt ret positive, de har følt sig elsket og betragter deres forældre som forbilleder for, hvordan de selv ønsker at opdrage.

»Om 50-100 år vil vi undre os lige så meget over vores voldsomme skælden og smælden i dag, som vi i dag undrer os over den fysiske afstraffelse, som blev bedrevet for 50-100 år siden. I dag fordømmer vi fysisk afstraffelse. Det samme vil ske med skældud. Men først, når vi som samfund erkender, at det vitterligt er dybt krænkende«.

Men hvad vil det egentlig sige at blive skældt ud? Er det ikke en subjektiv oplevelse – nogen kan vel klare mere end andre?

»Man finder ingen børn, der har godt af, at forældrene råber bebrejdende af dem. Som en femårig pige engang definerede det for mig: »Skældud er, når de voksne slår med stemmen«. Det nytter ikke, at forældre trøster sig med, at deres overhaling er en irettesættelse og en nødvendig del af opdragelsen. For det er det ikke«.

»Råben går igen og igen som noget, børn opfatter som ubehageligt og voldsomt. Når jeg spørger børn, hvad de voksne skal gøre i stedet for, svarer alle forbløffende det samme – at de voksne bare »kan sige det almindeligt«. Når jeg så spørger, hvad så, hvis det ikke hjælper? Så svarer de, »så sig det igen««.

Du får det til at lyde så let. Hvis du nu står med en fireårig, der er blå i hovedet af hysteri over en ganske urimelig ting, hvad gør du så? Der skal vel sættes en grænse?

»Det er vigtigt at tænke, hvad kan jeg gøre anderledes i stedet for at fokusere på barnet. Hvis dit barn er frisk og veltilpas, vil han eller hun som regel helst gøre, hvad mor siger. Men er I begge trætte og uoplagte, så kommer konflikterne. Og så nytter en overhaling ikke – tæl til 10 i stedet for og koncentrér dig om opdragelsen, når I begge er i humør til det«.

»Jeg mener ikke, at forældre aldrig må sige nej. Selvfølgelig er der ting, vi skal sige nej til. Det, jeg siger, er: Tænk over jeres nej’er, vælg dem med omhu og spar på dem«.

84 kilos vrede er overvældende
Erik Sigsgaard kan se et mønster i sin seneste undersøgelse – de personer, der ikke mener at være blevet skældt ud som børn, kan samtidig fortælle, at de har følt meget nærhed fra forældrenes side.

»Det er et gennemgående træk, at jo mere børn skældes ud, jo mindre bliver der gennemgående leget med dem, og jo færre knus får de«.

Hvordan kan du alene på det grundlag konkludere, at det så er skælduden, der er årsagen til mistrivsel og ikke, at de generelt har følt mangel på kærlighed? Er det ikke farligt at konkludere, at det lige netop er skældud, der har gjort den negative forskel?

»Jo, det kan du have ret i. Vi skal passe på ikke at konkludere, at det ene er årsag til det andet. Men der ser ud til at være en sammenhæng. I vidt forskellige kulturer kan man identificere et opdragelsesmønster, hvor mangel på kærlighed, afvisning og overbeskyttelse spiller sammen. Det mønster vil typisk være forbundet med meget straf, herunder skældud«.

Men er det ikke vigtigt, at børn oplever, at voksne kan være i forskelligt humør – sådan er verden jo – så længe de grundlæggende ikke er i tvivl om forældrenes kærlighed?

»Jo, det er vigtigt, at børnene ser hele paletten. Men husk, at din vrede måske er 1,80 cm høj og vejer 84 kilo. 84 kilos vrede kan være voldsom for en toårig. Det handler om at agere spontant på en velovervejet måde«.

Tal om skældud
Hvilken type skældud er værst?

»Når andre hører på det, det er meget ydmygende. Og så er det absolut mere skadeligt, hvis målet for din vrede er barnet og ikke en konkret handling – det er værre at sige, »Du er sådan og sådan, af dig kan man forvente noget dårligt«, end at vise vrede over, at barnet for eksempel kaster med maden«.

Erik Sigsgaard finder det afgørende, at skældud bliver et emne, vi voksne kan tale med hinanden om, og at forældre for eksempel tør evaluere hinanden og barnets skole og daginstitution.

»Det skal ikke være sådan, at forældre nu bliver forskrækkede og tænker, uha, nu får min dreng et ulykkeligt liv, fordi jeg har skældt ham lidt ud. Sådan er det jo ikke. Det nytter heller ikke, at forældre lover sig selv, at de aldrig mere vil skælde ud, for det kan de ikke holde – af samme grund hedder min bog også ’Skæld mindre ud’. Det afgørende er, at vi begynder at tænke over vores adfærd«.