Det mest solgte lægemiddel til danskere med skizofreni har været centrum for et gigantisk retsopgør i USA de senere år, hvor producenten har udbetalt erstatning til 30.000 amerikanere for potentielt dødelige bivirkninger ved medicinen Zyprexa.
Herhjemme har blot to patienter fået erstatning for bivirkninger ved præcis samme lægemiddel. »USA har en helt anden tradition for retssager om bivirkninger ved lægemidler. Det kan være forklaringen på, at der har været så mange erstatningssager derovre og så få i Danmark«, siger overlæge Anders Fink-Jensen, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. 200.000 erstatningskroner i snit Patienterne i USA blev så overvægtige, mens de var i behandling, at de fik diabetes og andre alvorlige og livstruende sygdomme.



























