Selv om Lyngby Politi allerede i 1983 fik udleveret fire navne på medlemmer af Blekingegadebanden fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), strandede efterforskningen i Frankrig.

Det mener den daværende vicekriminalkommissær i Lyngby Politi Willy Pedersen, som dermed afviser PET-kommissionens kritik af, at Lyngby Politi med oplysninger om de fire personer kunne have gjort mere for at afsløre bandemedlemmerne og opklare røveriet.

»Vi var klar over, at de fire kunne have gjort det, men vi havde ikke beviser mod dem. Og vi kunne ikke efterforske mere, end vi gjorde. Selv om PET siger, at de er interessante, er det ikke nok til, at man tager ud og henter dem. Vi vidste, at vi ikke havde nok til, at vi kunne få dem fremstillet i retten«, siger Willy Pedersen.

Flere røverier
Ellers kunne Lyngby Politi muligvis have stoppet Blekingegadebanden fem år tidligere, end det skete.

Først efter en række andre røverier og politidrabet i forbindelse med røveriet i Købmagergade i København i 1988, kom der skred i efterforskningen, der endte med fængsling af banden året efter.

FOTOBlekingegadebanden i fotos

Her fik kriminalinspektør Jørn Moos fra Københavns Politi de samme oplysninger fra PET. Han mener, at Lyngby Politi kunne have efterforsket mere.

»Lyngby Politi havde i virkeligheden det samme beslutningsgrundlag, som vi fik i 1988, så vi kunne gå i gang med en efterforskning af oplysningerne«, siger Jørn Moos.

Kommission frikender PET
I PET-kommissionens beretning fremhæves det, at efter journalist Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadebanden »har der været fremsat den påstand, at PET ikke var indstillet på at samarbejde med Lyngby Politi i det efterforskningsarbejde, der fulgte efter et røveri i Lyngby i 1983«.

Men kommissionen konkluderer, at den påstand er ubegrundet. Lyngby Politi fik blandt andet navnene på fire bandemedlemmer af PET, så politiet havde selv mulighed for at efterforske personerne.

Willy Pedersen bekræfter, at efterforskerne i Lyngby fik oplysningerne fra efterretningstjenesten. »Jeg fik alle de relevante oplysninger. Spurgte jeg om noget, fik jeg svar på det. Det var mig, der havde forbindelsen til PET, og der var ingen samarbejdsproblemer«, siger Willy Pedersen i dag.

Problemet var derimod de franske myndigheder.

Kort efter røveriet i Lyngby blev to palæstinensere fra den venstreorienterede terrorgruppe PFLP pågrebet af toldmyndighederne i Paris med omkring seks millioner danske kroner i kontanter skjult på sig.

Varetægtsfængslet in absentia
Efterforskerne i Lyngby Politi mente, at pengene stammede fra røveriet, og bad om at få de to PFLP-folk og pengene udleveret til Danmark.

Retten i Lyngby varetægtsfængslede dem in absentia på grund af mistanke om hæleri i forbindelse med røveriet og blåstemplede et krav fra politiet om at få dem udleveret.

Men til Willy Pedersens store fortrydelse valgte hans chef, politimester Søren Sørensen, at køre hele sagen via Justitsministeriet og Udenrigsministeriet.

»Det ødelagde efterforskningen. Hvis vi havde kørt det via Interpol, havde vi fået meget mere ud af franskmændene. Interpol kunne have lagt et hårdere pres, så der blev gennemført omfattende fingeraftryksundersøgelser af pengesedlerne. Det var kun selve udleveringen af de to, som ministerierne skulle være inde over«, mener Willy Pedersen.

Ifølge den tidligere souschef hos Lyngby Politi var franskmændene uhørt vrangvillige.

»Det var det franske toldvæsen, der konfiskerede pengene, og så tilfaldt pengene dem. De var ikke interesseret i at udlevere pengesedlerne. De havde ingen interesse i at finde ud af, om de stammede fra Danmark. Og da vi fik franskmændene til at undersøge sedlerne for fingeraftryk, sagde de, at deres folk blev syge af at arbejde med at fremkalde fingeraftrykkene. Men jeg har aldrig hørt om nogen, der er blevet syge af det arbejde. Og selv om vi tilbød at sende to folk ned at gøre arbejdet, sagde de nej«, siger Willy Pedersen.

»Vores eneste chance«
Lyngby Politi ville have undersøgt alle pengesedler i håbet om at finde bare ét fingeraftryk, der kunne afsløre, hvem røverne var.

»Vores eneste chance var fingeraftryk på pengesedlerne. Det kunne have linket pengesedlerne til Blekingegadebanden. Jeg vil ikke sige, at vi kunne have opklaret sagen, men med fingeraftryk havde der været store chancer«, mener han.

Hans daværende chef, politimester Søren Sørensen, ønsker ikke at udtale sig, men han har tidligere sagt, at »det er den sædvanlig procedure i alle udleveringssager, at man går gennem den overordnede myndighed«.

For den daværende souschef, Willy Pedersen, var fingeraftryk på pengesedlerne langt vigtigere end at få udleveret de to palæstinensere – de kunne jo bare være kurerer for nogle andre.

Alligevel er Justitsministeriet blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at få de to PFLP-folk udleveret. Men den kritik afviser PET-kommissionen også.

Blekingegadebanden blev aldrig dømt for Lyngbyrøveriet.