Patienten sluger modvilligt pillen og skyller efter med vand, mens en læge overvåger handlingen og noterer den i et skema. Dagen efter gentager forløbet sig. Denne situation oplever et rekordhøjt antal psykisk syge i Danmark. Antallet af patienter i psykiatrien, der bliver tvunget til at tage medicin mod deres sygdom, har nemlig aldrig været højere.
Sidste år blev i alt 760 patienter tvangsbehandlet med medicin. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Tilbage i 2001 var tallet 573, og siden er det steget støt til det nuværende niveau. Andelen af det samlede antal indlagte, som medicineres med tvang, er også steget og lå sidste år på 2,9 procent. Tvangsbehandlingen af en patient kan strække sig fra få dage til flere år, men det typiske niveau er nogle få måneder.



























