Foto: Jens Dresling
Kommunalvalg 2017

Frank Jensen vil forbyde nye dieselbiler i København fra 2019

I et valgudspil om renere luft i hovedstaden vil overborgmesteren fjerne nye dieselbiler fra byens miljøzone, mens de gamle får lov at ose videre. Svagt, siger forsker. Realistisk, siger Frank Jensen.

Kommunalvalg 2017

Hvis du køber en splinterny dieselbil efter 1. januar 2019, kan du glemme alt om at køre til og fra arbejde i den i København. Det fremgår af overborgmester Frank Jensens (S) udspil om luftforurening i hovedstaden, som forbyder nye dieselbiler i byens miljøzone.

»Det er ikke nogen menneskeret at forurene luften for andre. Derfor skal vi have dieselbilerne udfaset«, siger Frank Jensen.

Forbuddet vil kun gælde dieselpersonbiler registreret efter 1. januar 2019. Nuværende ejere af dieselbiler vil fortsat have lov til at køre deres ældre og ofte mere forurenende biler ind i miljøzonen.

Frank Jensen medgiver, at det er »indgribende« og »kontroversielt« at sætte ind mod privatbilisterne i København.

»Men jeg gør det, fordi jeg ved, at det kommer til at betyde noget, for de mange, mange københavnere, der får luftvejssygdomme«, siger han.

Luftforurening dræber

Hvert år dør cirka 80 københavnere, primært ældre og svagelige, for tidligt af luftforurening fra lokale kilder, herunder omkring 20 af udledning af kvælstofilter fra vejtrafik, viser forskning.

Udspillet kommer, netop som kommunalvalgkampen spidser til, og lægger desuden op til at begrænse antallet af brændeovne i københavnske hjem, at komme hurtigere fra dieselbusser til elbusser samt at få de mange krydstogtskibe, der gæster hovedstaden, til at bruge elektricitet i stedet for diesel, når de skal holde strøm og varme gående.

Også dieseldrevne vare- og lastbiler bliver ramt. De skal ifølge Frank Jensen leve op til EU’s standarder for, hvor meget biler må forurene– de såkaldte euronormer. Varebiler skal leve op til euronorm 4 – den tredjestrengeste norm – mens lastbiler skal leve op til den strengere euronorm 5. I 2023 og 2027 vil overborgmesteren skærpe kravene yderligere.

Et vigtigt signal

Steffen Loft, institutleder og forsker i luftforurening på Københavns Institut for Folkesundhed, kalder udspillet »et vigtigt signal« om, at diesel skal udfases i København, men kritiserer overborgmesteren for at lade de gamle og mest forurenende dieselbiler køre videre i København og nedlægge forbud mod de nyeste og mere miljørigtige modeller.

»Det er svagt. Forslaget kunne godt være mere restriktivt over for varebiler på diesel. Dels kunne man indføre begrænsningen tidligere end 2019, dels kunne man vælge en strengere norm. Og der er slet ingen restriktioner på dieseldrevne personbiler, udover de nye biler, der måtte blive købt efter 2019«, siger Steffen Loft og fortsætter: »Det er ikke på toppen af min liste for, hvor ambitiøst det kunne være. Det er stadig ikke på niveau med andre storbyers miljøzonekrav som i Berlin, Stockholm, Paris og så videre«.

Vi er nødt til at gøre det endnu bedre

I følge Steffen Loft stiller de fleste byer miljøkrav om euronorm 4 til private dieselbiler uanset købstidspunktet.

»Det må være et minimumskrav. Hvis vi i København skal være grønnere end de andre, så bliver vi nødt til at gøre det endnu bedre«.

For Frank Jensen handler det om at gøre det, han finder »realistisk« på nuværende tidspunkt.

»Det vil jo have en social slagside, hvis du griber ind over for de folk, der inden for de sidste par år har købt en dieselbil, og kører til og fra arbejde i den. Men det vil jo have en virkning, fordi der ikke kommer nye dieselbiler fra 2019, og vi får samlet dem op, der skal vælge mellem en dieselbil og en mindre forurenende benzinbil«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DF: Et fuldstændig tåbeligt forslag

En skærpelse af kravene til miljøzonen kræver en lovændring og dermed et flertal i Folketinget.

Lykkes det ikke, vil Frank Jensen i stedet fordoble prisen på en parkeringslicens på 2.300 kr. til folk, der køber en dieselbil efter 1. januar 2019.

I Folketinget er DF’s miljøordfører, Pia Adelsteen, lodret imod Frank Jensens forslag om at forbyde nyregistrerede dieselbiler i miljøzonen.

»Jeg synes, det er et fuldstændig tåbeligt forslag. Vi har EU-regler (euronormer, red.), der regulerer den slags. Det er tåbeligt at lægge noget til hinder for, at folk kan vælge frit«, siger Pia Adelsteen.

I Frank Jensens eget parti har man endnu ikke diskuteret et eventuelt forbud i folketingsgruppen.

»Præcis hvilken model man skal lægge sig fast på i forhold til nye krav, har vi ikke forholdt os til i gruppen endnu. Men jeg er enig i, at der er behov for at se på området«, siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce