Hvordan har min datter det? Hvornår hører jeg fra hende? Kan jeg gøre noget?

Spørgsmålene snurrer i øjeblikket rundt i hovedet på forældrene til de 20 unge under 18 år, der i øjeblikket sidder låst inde blandt voksne straffefanger i hovedstadens fængsler.

»Problemet er, at vi ikke kan få noget at vide om, hvordan vores barn har det? Når vi ringer til fængslet, siger de, at de har tavshedspligt og henviser os til politiet. Når vi ringer til politiet, får vi at vide, at det ikke er overskueligt på nuværende tidspunkt«, siger Henrik Dahl.

Henrik Dahls 15-årige datter er varetægtsfængslet i 14 dage. Hun blev anholdt på Nørrebro torsdag formiddag klokken 10:30, da hun ifølge politiet var i færd med at grave brosten op på Rantzausgade. Efter tre rædselfulde døgn med meget begrænset viden om sin datters ve og vel, har han kaldt flere forældre til de mindreårige sammen.

Uden en lyd i 36 timer
Faren modtog nyheden om sin datters anholdelse fra pigens storesøster. Fredag blev datteren så varetægtsfængslet i Vestre Fængsel i København. Der gik halvandet døgn, før datteren fik lov til at ringe hjem i to minutter.

»Jeg havde hørt om, at en 15-årig pige var brudt sammen i retten. Det viste sig så, at det altså var min datter. Hun hulker og er lille bitte i telefonen, men vi har kun haft to minutter, så vi når jo bare at få sagt, at vi elsker hende, og vi spørger, om der er noget, vi kan gøre for hende?«, forklarer Henrik Dahl.

Henrik Dahls datter tilhører den yngste og meget følelsesmæssigt påvirkede gruppe af unge, der er blevet fængslet. En gruppe, politiet nu har bragt fra Vestre Fængsel til Sandholmlejren.

»Vi har fået to minutter med hende igen i dag, og det lyder til, at forholdene i det mindste er bedre end i Vestre Fængsel. Og jeg må altså også sige, at jeg er meget overrasket over, at man kan finde på at placere så unge mennesker dér«, siger Henrik Dahl.

Starter forældregruppe
Henrik Dahl mødes i eftermiddag med 10 forældrepar for at diskutere, hvordan de bedst kan hjælpe deres børn.

»Jeg har været meget overrasket over, at vi ikke modtog et opkald fra min datter noget før. Det troede jeg faktisk var en rettighed, hvilket jeg jo så må sande åbenbart ikke er tilfældet. Jeg havde da også troet, at man ville blive oplyst om, hvordan man kunne få kontakt med sit barn og sådan. Min datter skal søge om en besøgstilladelse, som så skal sendes til os og skrives under, hvorefter den skal godkendes. Det er en proces, der kan tage det meste af en uge. Vi får mulighed for at besøge dem én gang om ugen. I en forældregruppe kan vi oprette et informationsnetværk og udnytte de forskelliges ressourcer. Vi kan for eksempel også hjælpe hinanden med at få breve og lidt slik frem til dem«, siger Henrik Dahl.

Dømt på forhånd
Henrik Dahls datter, der går i niende klasse og var indtil ryddelsen af Ungdomshuset bruger af stedet.

»Min datter har bedyret sin uskyld overfor os og har også kæret dommerens kendelse i retten. De eneste beviser, jeg har hørt om, er en bunke brosten, der ligger på en politistation. Min datter har været glad for Ungdomshuset, og vi har diskuteret meget, hvor langt man må gå«, siger Henrik Dahl, og tilføjer:

»Jeg føler mig stødt, når Lene Espersen nærmest direkte siger på tv, at vi er dårlige forældre og dømmer de anholdte på forhånd. Og lad mig sige det sådan, at hvis vores datter viser sig at have gjort de ting, som hun er sigtet for, kommer vi til at diskutere det her meget mere med hende«, siger Henrik Dahl.