Med overvismand Michael Svarer i spidsen kritiserer Det Økonomiske Råd nu Finansministeriets beregning af en hjørnesten i dansk økonomi, der har stor betydning for, hvor frit politikerne kan disponere, når de skal spare eller spendere på finansloven.
Konkret har ministeriet valgt at bruge ældre vurderinger af olieprisen til at anslå statens indtægter i Nordsøen i stedet for de nyest tilgængelige. Det skaber tvivl om en finansiel post, der er væsentlig for, om Danmark overholder de fælles EU-regler for underskud på de offentlige finanser.




























