Annonce
Annonce
Kommunalvalg

Enhedslistens nye borgmester: Jeg ønsker bredere og flere cykelstier

Enhedslisten får næstvigtigste borgmesterpost i København.

Annonce

Kommunalvalg 2013

Efter fire timers hektiske forhandlinger på Københavns Rådhus valgte Radikale Venstre tidligt i morges at konstituere sig med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Aftalen mellem de fire partier betyder, at Enhedslistens Morten Kabell sætter sig på den betydningsfulde post som teknik- og miljøborgmester. En situation, de radikale ellers har advaret mod i valgkampen.

»Men vi valgte den løsning, som gav os mest mulig indflydelse for vores seks mandater«, sagde de radikales leder i København, Anna Mee Allerslev, da konstitueringsaftalen var en realitet klokken kvart over fem.

LÆS OGSÅVælgerne pryglede SF og gav fløjene sejren

I flere timer havde de radikale ellers forhandlet med blå blok om en konstitueringsaftale. Med de radikale med på holdet ville de borgerlige partier stå til at kunne vælge som nummer to efter Socialdemokraterne og Frank Jensen, som tidligere på aftenen med støtte fra Enhedslisten og SF havde sat sig på posten som overborgmester.

Dødt løb længe
I lang tid var der næsten dødt løb mellem de radikale og Venstre, som begge bejlede til posten som teknik- og miljøborgmester. Men da de sidste stemmer blev talt op, tippede det til fordel for Venstre, og Anna Mee Allerslev indså, at hun ikke længere var i spil til posten.

Ydermere ville en radikal konstituering med de borgerlige have åbnet en mulighed for, at posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester var endt hos Dansk Folkeparti. Og den kamel var de radikale ikke til sinds at sluge.

Tredjevalget ligger nu hos blå blok og formentlig hos det største borgerlige parti Venstre, der fik et godt valg og endte med syv mandater, mens de radikale vælger som nummer fire. Og Anna Mee Allerslev håber på at kunne beholde posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester.

LÆS OGSÅ Dramaet slut i Guldborgsund: DF fik ikke sin borgmesterpost

Københavns nye overborgmester, Frank Jensen, der for kort tid siden sammen med spidskandidaterne fra SF, Enhedslisten og de radikale mødte pressen på Københavns Rådhus’ anden sal, kalder konstitueringsaftalen »rigtig god«:

»Jeg har 39 mandater bag mig, og det er jeg rigtig glad for«, siger Frank Jensen.

Interessant post
Lige så glad er ikke overraskende Enhedslistens spidskandidat, Morten Kabell, der som andenvælger i borgmesterkabalen har valgt at besætte den magtfulde post som Teknik- og Miljøborgmester.

»Det er en voldsomt interessant post, fordi det er en af de tunge borgmesterposter. Og fordi det er en af de poster, som vi vurderer kan give os rigtig god indflydelse på fremtidens København«, siger Kabell.

Betyder det, at der ikke skal være nogen biler i København?

»Det har aldrig nogensinde været et Enhedsliste-ønske. Vi vil fokusere på en grøn trafik og en kollektiv trafik, og det er det, jeg kan bruge Enhedslistens mandater til at fremme«

Men et flertal vil måske noget andet end dig?

»Der skal 28 mandater her på rådhuset til at skaffe et flertal, sådan er det. Og jeg er ganske sikker på, at partierne er enige om at stå sammen«

Så kommer der en havnetunnel?

»Det håber jeg da ikke, at der gør. Det vil jeg selvfølgelig arbejde imod. Men er det sådan, at et flertal vil, så vil den forvaltning, jeg står i spidsen for, udføre det arbejde, som et flertal måtte ønske. Sådan er demokratiets lod«, siger Morten Kabell.

Kabell understreger, at han » vil arbejde på hver dag at overbevise mine kolleger om, at jeg har lidt mere ret, end de har. Vi er enige om rigtig meget«.

Morten Kabell, jeg synes ikke, du svarer konkret på, hvad det er på trafikområdet, som Enhedslisten vil sætte sit markante aftryk på.

»Jeg ønsker at bygge bredere cykelstier og flere cykelstier i København. Det har været et Enhedsliste-ønske i mange år«.

Uenigheder mellem os
Overborgmester Frank Jensen er optimistisk ved udsigterne til Enhedslisten-dominans på trafikområdet.

»Der er jo rigtig meget, der samler partierne bag konstituering. Også på trafik«, siger Frank Jensen, der blandt andet nævner flere cykelstier og mere metro i København som punkter, hvor de to parter er så godt som enige.´

Dog fastslår Frank Jensen:

»I forhold til bilerne og parkeringen, så er der nogle uenighederne mellem os, og der er det jo sådan, at flertallet kan udmønte det, det måtte ønske«.

Kunne ikke sige nej
De radikale, der endte med at få en nøglerolle i konstitueringen, er også tilfredse med udfaldet.

»Jeg synes, det er en god aftale for Det Radikale Venstre, at vi med seks mandater for fjerdevalget«, siger spidskandidat Anna Mee Allerslev, der – som det ser ud lige nu – står til at genbesætte posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester.

»Jeg har hele tiden sagt, at vi samarbejder med dem, der vil samarbejde med os. Og vi fik et tilbud, vi ikke kunne sige nej til«, siger hun.

LÆS OGSÅVenstre læner sig op af toppost i Region Sjælland

Har det været afgørende for Det Radikale Venstre, at I ikke konstituerede jer sammen med Dansk Folkeparti?

»Vi samarbejder med alle – også Dansk Folkeparti. Men der er ikke nogen tvivl om, at vi befinder os godt her«.

Vigtige arbejdspladser
Får Anna Mee Allerslev som ventet posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester, er det planen, af Københavns Erhvervsservice flyttes som noget nyt over i beskæftigelsesforvaltningen.

Det lyder som en klokkeklar betaling for, at I går med i denne konstituering. Er det også sådan, du opfatter det?

»Nej, jeg synes, det er meget naturligt, når jeg i tre år har haft fokus på, hvordan vi skaber bedre vækstrammer og flere arbejdspladser. Derfor er det naturligt at lave nogle omrokeringer«, siger Anna Mee Allerslev.

De radikale i København har haft et kanonvalg med over 10.000 flere stemmer end ved sidste kommunalvalg. Alligevel ender du formentlig med den samme borgmesterpost. Hvordan har du det med det?

»Jeg har ikke lagt skjul på, at noget af det allervigtigste for Det Radikale Venstre de næste fire år er at få skabt flere arbejdspladser. Og jeg synes, jeg har et perfekt grundlag for at gøre det. Men nu må vi se, hvordan konstitueringen komme til at forløbe«.

Femtevalget ligger hos SF og Ninna Thomsen, nuværende sundheds- og omsorgsborgmester, der i lighed med i resten af landet fik et dårligt valg. Sjettevalget ender formentlig hos det næststørste borgerlige parti Dansk Folkeparti, som således stadig har en mulighed for at ende med posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester. Sidste borgmesterpost besættes af Socialdemokraterne.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce