René Christensen (DF) erkender nederlaget i Guldborgsund kommune.
Foto: Stine Bidstrup

René Christensen (DF) erkender nederlaget i Guldborgsund kommune.

Kommunalvalg

Valgforsker om DF's nedtur: »Det er et valgmysterium«

Dansk Folkeparti havde før valget regnet med at kunne veksle den store succes på Christiansborg til indflydelse kommunalt set.

Kommunalvalg

Til folketingsvalget i 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti kun overgået af Socialdemokratiet.

Det skabte forhåbninger i partitoppen, der ved dette valg håbede på partiets egentlige kommunale gennembrud.

I nat bristede drømmen. DF har foreløbig ikke fået nogen borgmesterposter, men i stedet en stemmemæssig lussing over hele landet. Ved valget i 2013 fik partiet 10,1 procent af stemmerne, denne gang har partiet fået 8,8 procent.

Valgforsker Martin Vinæs fra Københavns Universitet er forundret.

»Det er et valgmysterium«, siger han og peger på, at det ser ud til, at Socialdemokratiet har stjålet stemmer fra DF.

»Især hvis vi kigger på nogle af kommunerne omkring København, for eksempel Ishøj, Rødovre eller Hvidovre. Her ser det ud til, at S går frem på bekostning af DF. Vi kan jo kun se nettotallene, men når S er gået frem, og DF er gået tilbage, mens de andre partier ligger stabilt, så tyder det jo på, at der er vælgere, der er gået fra DF til S«.

Kan det skyldes deres politik, og at DF og Socialdemokratiet ligner hinanden, for eksempel på udlændingepolitikken?

»Det tror jeg. Der er nok mange, der stadig ser DF som et alternativ til rød blok, men når de så ser, at DF alligevel samarbejder med Socialdemokratiet, så spørger de sig selv, hvorfor ikke bare stemme på den 'ægte vare'. Og så stemmer de på S«.

»Det er lidt overraskende, at eksempelvis i Hvidovre, hvor DF har fået en del ting igennem - blandt andet en madpolitik på skoler og daginstitutioner - har vælgerne ikke rigtig belønnet dem for det. Det er interessant«.

Ved seneste kommunalvalg blev det efter lange forhandlinger skrevet ind i aftalen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, at institutioner i Hvidovre skulle servere dansk mad.

Hvad tror du, det kan skyldes?

»Socialdemokratiet har været hurtige til at sige, at de mener det samme som DF. For eksempel om der skal serveres kyllingepølser i daginstitutionerne. Det vil sige, at S har været hurtig til at lukke den flanke af i samarbejdet med DF. Derfor har vælgerne ikke kunnet se den store forskel på de to partier i de kommuner, og derfor har vælgerne stemt på 'den ægte vare', det vil sige S. Det kunne være en forklaring«.

Har du andre forklaringer på DF’s tilbagegang, end at Socialdemokratiet har kapret deres stemmer?

»Der er mange ting, der er gået galt for DF. Det kan være, at partiet måske ikke har haft stærke nok kandidater. Eller stærke nok lokalafdelinger. Eller partiet har måske regnet for meget med, at de kunne lukrere på deres stærke landspolitiske resultater. Det virker, som om de har prioriteret forkert i deres valgkamp«.

Hvordan prioriteret forkert?

»Det har virket, som om de har prioriteret at komme ud med nogle meget kraftige værdipolitiske udtalelser, som har fået stor omtale på nationalt plan. Og som man umiddelbart skulle tænke var en god ting for dem. For eksempel fuldskæg på læger«, siger han med henvisning til DF'eren Henrik Thorups forslag om at forbyde læger med fuldskæg for at stoppe et »knæfald for muslimske traditioner«.

»Det har været rimelig klart, hvorfor de har sagt disse ting. For det første for at få national opmærksomhed og for det andet for at få valgkampen til at handle om værdipolitik. Men det lader ikke til, at vælgerne har købt det. Forskning siger også, at for mange vælgerne er det vigtigste i kommunalvalg velfærd og økonomisk politik«.

Kan man sige, at Socialdemokratiet har kørt en bedre valgkamp på velfærden?

»Socialdemokratiet har kørt rigtig meget på velfærden. For eksempel borgmesteren i Odense, som har kaldt det en 'velfærdsprocent' at sætte skatten op med 1 procent for at kunne hæve velfærden. Det er lykkedes«

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fik lov til at hæve kommuneskatten og på den måde hente 200 millioner kroner til velfærd for unge og ældre i kommunen.

»Men det er jo rigtig let at være bagklog. Jeg ville ikke have sagt før valget, at det ville være en dårlig strategi for DF at køre på værdipolitikken. Men det ser det ud til at have været«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce