Der står en herre uden efternavn foran et hus.

Det lasede fotografi er gulnet og oversået med årtiers insektfodspor, men man er ikke i tvivl om, at denne mand må være noget ved musikken.

Først og fremmest er der holdningen. Den høje, ranke skikkelse duver en grad eller to mod venstre, hænderne er samlet på ryggen som på en oberst, der inspicerer sin bataljon.

Dernæst er der den skødesløse velklædthed, som uden dikkedarer oser af magt og lapset aristokrati: De langskaftede læderstøvler, den figursyede tweedhabit, det smalle slips, der forsvinder diskret bag en tilknappet vest. Og som kronen på værket: den bløde hat af forfinet italiensk fabrikat.

Jovist, dette er en herre, som kender sit værd. Selv hans skygge kryber ærbødigt i marehalmen.

Det nordligste hjørne af fædrelandet
Men lad os begynde med begyndelsen: Da unge prins Christian i 1898 fik sin Alexandrine ved en afdæmpet ceremoni i Cannes, var der hektisk aktivitet på det gamle rådhus i Århus.

Ganske vist tog man det for givet, at Christians tronbestigelse havde lange udsigter (det var stadig farfar, som bestyrede regalierne på Amalienborg), men ville man sikre hovedlandet en bid af fremtidens monarki, gjaldt det om at tænke fremadrettet og stort.

Med et allernådigst nik fra hoffet i København besluttede bystyret at forære det unge brudepar et lystslot i skovene syd for Smilets by, men selv om resultatet blev en fin lille barokpastiche med udsigt over Århus Bugt, så fik Marselisborg Slot hurtigt konkurrence fra en uventet kant:

Prinsessen havde forelsket sig hovedkulds i det nordligste og mest afsidesliggende hjørne af sit nye fædreland. Her følte hun sig på mærkeligste vis hjemme.

En excentrisk opdagelsesrejse
Det er uvist, hvornår Christian og Alexandrine første gang aflagde Skagen besøg, men sikkert er det, at deres rejse derop har været noget mere bekvem, end tilfældet var for stakkels digter Andersen, som i 1859 tog diligenceturen langs stranden, så hans hårdtprøvede kadaver gjorde knuder i dagevis efter.

Fra at være et glemt og tilbagestående fiskerleje med minimal forbindelse til omverdenen oplevede Skagen i det sene 1800-tal en regulær opblomstring, og med åbningen af jernbanen fra Frederikshavn i 1890 var det nye typer, man så spankulere omkring mellem skippere og furede fiskerkoner:

En koloni af skønånder fandt tiltrængt inspiration i det eksotiske ørkenlandskab, mens hovedstadens civilisationstrætte borgerskab forlystede sig med saltvandsbade og mokka på Brøndums Hotel.

Skagen var kongerigets bedste bud på en excentrisk opdagelsesrejse, og den nybagte prinsesse faldt pladask for vestenvinden, klitterne og det høje, eventyrlige lys.

Frirum uden lakajer
I januar 1906 blev Christian kronprins til Danmark, og ved indvielsen af Skagen Havn året efter kastede kronprinseparret royal glans over den nørrejyske festivitas.

I al diskretion benyttede man lejligheden til at bese en række attraktive grunde langs Vestkysten, men intet faldt i den kræsne kronprinsesses smag.

Smil.  Dronning Alexandrine inspicerer byggetomten i 1913. PR-foto Først efter den uventede tronbestigelse i 1912 tog tingene fart: Dronning Alexandrine savnede et helle i de repræsentative pligter, et gemmested fjernt fra Amalienborg og af mindre pompøs kaliber end palæet i Århus. Hun ønskede sig et frirum uden lakajer og ceremonimestre.

Et almindeligt sommerhus til en højst ualmindelig familie.

Christian X lod et ord falde til Skagens borgmester Schwartz, og inden længe kunne byrådet stolt fremvise en knap ni tønder land stor byggegrund få kilometer syd for byen, omtrent på det sted, hvor postvognen i århundreder havde slået et skarpt venstresving for at kunne tilbagelægge det sidste stykke til staden ad nogenlunde civiliseret landevej.

Regentparret var begejstret, og nu manglede man blot at finde en arkitekt, som både var lokalkendt, innovativ og driftssikker. En mand med sans for samspillet mellem mursten og ødsel natur.

Plesners perle
Svaret lå på den flade hånd: 51-årige Ulrik Plesner havde igennem tyve år sat sin signatur på adskillige af Skagens mest iøjnefaldende bygninger, og i hovedstaden havde han på det nærmeste fået ry af stadsarkitekt ved at udtænke nogle af byens smukkeste boligblokke og gøre grundigt op med epokens forkærlighed for historicistiske krummelurer og forsiringer.

I skarp opposition til sine gamle lærere på Kunstakademiet svor Plesner til store, sollyse rum og rene, prunkløs facader. »Huse skal bygges indefra og ud«, lød devisen, og han betænkte sig ikke, da han modtog den kongelige føler.

Projekteringsarbejdet begyndte i 1913 med hofmarskal Rothe som forbindelsesled mellem tegnestue og tronsal. Og som i så mange andre anliggender var kong Christian en stejl foresat, som ikke var til sinds at lade sig kyse af sagkundskaben, og som løbende – og i utvetydige vendinger – gav sin mening til kende.

»Trætrappen, Træpanelet og Rækværket om Hallens Loftsaabning ønsker Hans Majestæt akkurat lig den, der er hos professor Fischer«, lyder det eksempelvis i en af mange kongelige dessiner, og selv om Plesner sloges bravt, var det i reglen den selvbevidste bygherre, som fik det sidste ord.

Badestranden elimineres
Resultatet blev storslået i al sin enkelhed: en tæt, trelænget bygning i to etager, med sart gule mure, hvidkalkede skorstene og stejl rejsning på det røde tegltag.

Hertil kom indretningen i funktionel dansk skønvirkestil med gavmild brug af fyr og gran i plankegulve, lofter, karme og meterhøje paneler.

Møblerne var tegnet af Plesner selv, og til dekoration i spisestuen fik man kunstneren Harald Slott-Møller til at levere 55 tallerkner prydet med stjernetegn, egnsdragter og byvåben fra danske købstæder.

Stuerne var rummelige og imødekommende med et vældigt lysindfald fra sydøst, og fra sovegemakkerne på første sal kunne kongefamilien hver morgen åbne altandøren direkte ud imod det brusende ocean.

I de tidlige år lå villaen et halvt hundrede meter fra havet, men efter en kraftig efterårsstorm i 1919 måtte maleren Michael Ancher fortvivlet meddele sin ven regenten, at den kongelige badestrand stort set var elimineret.

I dag er afstanden til brændingen nogle få meter.

Klitgården blev indviet en forårsdag i 1914, og hele byen var i stadstøjet, da det kongelige særtog rullede ind.

Siden blev det til mange glade feriedage for kongefamilien og dens minimalistiske rejsehof, og især påskeferierne stod i årtier i Klitgårdens tegn – med undtagelse af de dramatiske påskedage i 1920, da kongen satte statsminister Zahle på porten, og nationen balancerede på forfatningskrisens rand.

Det forår måtte skagboerne se langt efter den høje monark.

Fra kongebolig til refugium
Christian X døde i 1947, og frem til sin egen død fem år senere residerede enkedronningen i lange perioder på Klitgården. Herefter overgik huset til arveprins Knud, mens storebror Frederik arvede det mere standsmæssige slot i Marselisborg.

Også Knud og hans familie var flittige brugere af Plesners sommervilla, men efter arveprinsessens død i 1995 var en epoke til ende, og arvingerne satte stedet til salg.

Nu var gode råd dyre, hvis man skulle forhindre, at det uvurderlige klenodie blev udstykket til kønsløse ejerlejligheder. I al hast fik kommunaldirektør Karen Krause-Jensen nedsat en indsamlingskomite med kulturpersonligheder som Klaus Rifbjerg og Knud W. Jensen i front.

Tanken var at skabe et refugium for kunstnere og videnskabsmænd med det italienske San Cataldo-kloster som forbillede, og på rekordtid skulle en anseelig sum af 20 millioner kroner skaffes til veje.

Stuernes ophøjede ro
Det lykkedes – med hjælp fra EU, private fonde, forskellige læreanstalter og en risikovillig kommunalbestyrelse.

Efter en gennemgribende renovering kunne Refugiet Klitgården i sommeren 2000 slå dørene op for 14 smukke arbejdsværelser, mødelokaler, kunstneratelierer og et inventar, som i det store og hele var overtaget som beset med knirkende kurvestole og Morsø-brændeovne påtrykt rytterkongens monogram.

Hertil kom selvsagt lyden af bølgeslag og mågeskrig, lugten af linolie, engelskgræs og tang, lysets ustandselige gøglerier, de pragtfulde solopgange og silhuetten af den tilsandede kirke i tusmørketimen. For slet ikke at tale om de tre daglige måltider serveret med stil på stivet damask.

Og vigtigst af alt: stuernes ophøjede ro.

»Jeg kender intet andet sted, end ikke mit kontor, hvor jeg kan lukke mig ind og være i gang med det samme«, siger en af Klitgårdens ’superbrugere’, forfatteren, litteraten og kritikeren Niels Barfoed, som flygter nordpå, »så snart veldædige instanser eller min egen sparekassebog tillader det«. Han uddyber:

»Klitgården ligger herligt langt fra alting, men alligevel er universet mere nærværende her end noget andet sted, jeg kender. Villaen besidder en varme og en værdighed, som går lige i sjælen. Jeg tøver ikke med at kalde det for magi«.

Den lange mands fantastiske hus
Men hvordan går det egentlig med at anbringe landskabsmaleren, ortopædkirurgen, digteren og matematikprofessoren under samme tag – går de ikke hinanden på nerverne?

Klitgårdens forstander siden 2008, Birthe Mortensen, smiler og ryster på hovedet:

»Nej, tværtimod. De beriger hinanden, så det indimellem slår gnister. Når gæster fortæller mig, at de har været så inspirerede, at de har udført en måneds arbejde på en uge, så ranker jeg ryggen og bliver varm om hjertet. Det er stort«.

Barfoed kan fuldt ud bekræfte den elektriske synergi, som i lykkelige øjeblikke kan opstå omkring middagsbordet eller over en kop kaffe i det tilstødende:

»Det bedste er, når de unge forskere ruller sig ud. Jeg har endnu ikke forvundet indtrykket af anæstesilægen, der en midnatstime ved pejsen berettede, hvordan hun for nylig havde klippet hjerterne ud af 20 smågrise. Sådan noget får virkelig min tankevirksomhed sat i svingninger. Det er stærk tobak for en gammel humanist som mig«.

Klitgården står gul og adstadig i middagsheden. Et par strandskader overflyver rutinemæssigt matriklen, og ude i Ålbæk Bugt ligger en håndfuld tunge coastere for anker med deres utvivlsomt dyrebare kargo.

Den lange mand i marehalmen smiler til fotografen. Det er hans fantastiske hus.