Egentlig trådte den nye radikale kulturminister, Uffe Elbæk, i går ind ad døren til ministeriet på Gammel Strand med en fiks og færdig plan med masser af konkrete forslag – en Marshallplan for kulturen, som han selv har kaldt det under valgkampen.

De udspil står der bare ikke noget om i regeringsgrundlaget. Faktisk er det meget få konkrete politiske initiativer, man kan vride ud af de godt to siders tekst med brede margener og dobbelt linjeafstand.

LÆS OGSÅKulturpolitikken fylder kun et par sider i regeringsgrundlaget

»Det bliver næppe på grund af de kunstpolitiske visioner, det her regeringsgrundlag hæver sig op over gennemsnittet«, som kulturordfører Per Clausen fra Enhedslisten, der skal holde hånden under regeringens politik, formulerer det.

LÆS OGSÅKulturpinger til ny minister: »Giv os nogle los i røven«

Meget lidt konkret
For mens Uffe Elbæks egen kulturpolitik i valgkampen eksempelvis gik ud på at skære i antallet af symfoniorkestre, så den rytmiske musik kunne få lige så mange penge som den klassiske, står der nu kun, at der skal laves en musikhandlingsplan, som styrker den rytmiske musik. Ikke, hvordan det skal gøres.

Og det er meget sigende for programmet, mener kulturforsker og professor Jørn Langsted fra Aarhus Universitet:

»Man savner et program, der sammenkæder de store trut i basunen og det konkrete niveau. Hvordan kan de meget overordnede markeringer tænkes gennemført? Her er meget overladt til kommende forhandlinger«, siger han.

Når man skal forhandle, er det vel også en fordel ikke at være for bundet?

»Det kan oplagt være en fordel. På den anden side kan det betyde, at der opstår et misforhold, når de store visioner møder den konkrete politik. Det hele kommer nu til at hænge på, om Uffe Elbæk lynhurtigt lærer at begå sig i det christiansborgske spil og tælle til 90. Ellers kan han blive en fanesvinger, der står med en masse gode ideer, uden at der kommer så meget ud af det«.

Det mest konkrete i regeringsgrundlaget handler om medierne – dog om noget, som ikke skal ske.

Modsat VK-regeringen, som uden held forsøgte at privatisere TV 2, ønsker S-R-SF-regeringen, at der »fortsat skal være offentligt ejerskab af TV 2«. TV 2 er i dag ejet af staten, og ordet »offentligt« åbner for, at en fond kan eje TV 2, som SF for nylig foreslog i Politiken.

S-R-SF-regeringen slår også fast, at den vil indkalde til en forhandling om en reform af mediestøtten, så der også bliver penge til netmedier og til DR og TV 2’s regioner. Det såkaldte Dyremoseudvalgs rapport, som udkom fredag, skal blandt andet inspirere arbejdet.

’Kristen’ skal ud
Samtidig forkaster den nye regering det forlig om DR og TV 2 mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som ellers skulle løbe helt frem til 2014. I stedet vil regeringen indkalde til forhandlinger om »et nyt bredt medieforlig med fokus på bedre public service-forpligtelser«.

»Vi er ikke med og har derfor frie hænder til at starte forhandlinger om et helt nyt forlig. Vi håber, det bliver bredt, men de tidligere regeringspartier kan ikke diktere, hvad vi skal«, siger Holger K. Nielsen, som er medieordfører for SF.

Han ønsker dog ikke at foregribe begivenhederne ved at konkretisere, hvad regeringen ønsker af forhandlingerne.

LÆS OGSÅMedier: Uffe Elbæk er en stor overraskelse som kulturminister

Ifølge Politikens oplysninger vil regeringen forsøge at finde flere penge til DR, som mister næsten 100 millioner kroner årligt til den nye Radio24syv i de kommende otte år. Som minimum vil den nye regering dog have fjernet det lille ord ’kristen’ fra den seneste public service-kontrakt for DR, hvor der står, at DR skal formidle »den kristne kulturarv«.

Venstres medieordfører og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, erklærer sig åben for forhandlinger, men trækker en grænse.

»Vi er ikke med til at pålægge danskerne nye byrder ved at forhøje licensen. Vi har i forvejen verdens højeste«, siger hun.

Børn, unge og yderområder
Regeringsgrundlaget taler også om gode rammer for kulturøkonomi og kultur i yderområder. Om at sørge for, at børn og unge møder kulturtilbud af høj kvalitet. Om at gøre noget for det frivillige foreningsliv. Men igen uden at nævne konkrete politiske tiltag eller bare eksempler på det.

VK-regeringens tre grundlag fra 00’erne var noget mere konkrete. Selv det første regeringsgrundlag fra 2001 indeholdt eksempelvis forslag om skattefradrag for kunstindkøb i virksomheder.

LÆS OGSÅNy kulturminister: Gamle Scene skal nedlægges

»Der er flere ord, end der plejer at være, men der er også færre konkrete elementer, end der plejer at være«, siger Tom Ahlberg, der er redaktør af kulturtidsskriftet Søndag Aften.

»En formulering som »styrkelse af rytmisk musik« er jo ikke særlig konkret, for det kan være 2 eller 100 millioner. Og der står slet ikke noget om, at det skulle tages fra symfoniorkestrene, som Uffe Elbæk har foreslået«.

100 millioner blev væk
Det største »trut i basunen« i det nye regeringsgrundlag – for at bruge professor Jørn Langsteds formulering – er, at regeringens kulturpolitik især skal fremme tre ting: internationalisering, økonomisk vækst og demokrati. Hvilket Enhedslistens Per Clausen ikke bryder sig om.

»På den måde bliver kunsten bare et instrument for de politiske mål, man har sat sig. Hvor blev den kunstneriske oplevelse lige af her?

I stedet burde man sige, at man først og fremmest støtter kultur, fordi det har en selvstændig værdi. Og jeg går ikke ud fra, at man vil bruge Kulturministeriets sparsomme ressourcer til at føre erhvervspolitik«, siger han.

LÆS OGSÅVraget S-kandidat giver gode råd til ny kulturminister

Desuden er der økonomien. I regeringsgrundlaget står der ikke noget om de 100 millioner kroner ekstra til kultur, som Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, lovede under valgkampen.

»De er nok blevet væk«, konstaterer Per Clausen, »og de radikale bærer et stort ansvar for, at der ikke bliver mere til kulturen. Men vi vil rejse krav under finanslovsforhandlingerne om et løft til kulturen«.

Og egentlig burde den radikale kulturminister, Uffe Elbæk, være til at snakke med, for under valgkampen talte han om netop det: at tilbagerulle de sidste ti års besparelser på museerne. Give folkebibliotekerne en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Og en hel del mere, som koster penge.