Annonce
Annonce
Kultur

Heltberg uden filter: Her er en ørefigen, og skam dig så!

Vi bliver nok aldrig færdige med debatten om, hvad forældre må og ikke må, når de er utilfredse med deres børn. Desværre.

Annonce

Med mellemrum kommer debatten tilbage til avisernes forsider – debatten om, hvad forælde må gøre, når de bliver vrede på deres børn.

Senest var der en dialog mellem folketingsmedlem Marie Krarup og den svenske forfatter Petra Krantz Lindgren om retten til at skælde ud, når man var utilfreds med børnenes opførsel.

Marie Krarup, som fortsætter med sin far, Søren Krarups, principper, mente, at når man elsker sine børn, har man også pligt til at retledede dem, så de kommer til at skamme sig og ønsker tilgivelse. Det er sundt! Skammen er sund, og behovet for tilgivelse er sundt.

Nå ja, suk, endnu en gang. Debatten fortsatte i Radio24syv mellem Marie Krarup og Fie Hørby. Nu var Marie Krarup blevet endnu modigere på sit emnes vegne: En lille ørefigen (det hedder lussing) kunne også være på sin plads, eller et rap over nallerne.

Hun er barn af Søren Krarup, som altid har ment, at afskaffelsen af revselsesretten i 1997 var tåbelig – et tegn på samfundsmaskinens overtagelse af forældremyndigheden, et tiltag, der kunne minde om nazismens og fascismens overtagelse af familiens selvbestemmelse og autoritet.

Under nazismen og stalinismen kunne børn finde på at angive deres forældre og få dem straffet af myndighederne. Skulle noget tilsvarende kunne ske i dag efter lovens vedtagelse? Skulle man se forældre angivet til myndighederne for voldelige overgreb og små ørefigner?

MARIE KRARUP Hvis du elsker dine børn, har du pligt til at skælde dem ud

Ak, det sker i forsvindende få tilfælde. Et barn er lille og afhængigt, samfundet er stort og indviklet. Af og til hører man om børnemishandlingssager, de vækker stor opsigt og vrede – men hjemmets nedrullede gardiner skærmer mod indsigt i de titusindvis af såkaldt uskadelige småsager. Skulle en toårig anmelde et rap over fingrene?

Allerede i 1979 blev revselsesretten afskaffet i Sverige, og efter 18 års betænkningstid fulgte vi efter – efter Finland, Norge, Østrig og Cypern – i 1997. I lov om forældremyndighed og samvær hedder det: »Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling«.

Alle de borgerlige partier, herunder CD og minsandten Jacob Haugaard stemte imod lovforslaget. Det var naturligvis ikke, fordi man gik ind for børnemishandling, men fordi man anså oplysning for bedre end lovgivning.

Pia Kjærsgaard sagde i sin grundlovstale i 1997 følgende:

Skulle en toårig anmelde et rap over fingrene?

»Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Dermed blev det slut med forældrenes ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom«.

Klinger Søren Krarups principielle og personlige holdning igennem Pia Kjærsgaards ord?

FRA ARKIVETPia K.: Jeg har flyttet mig

Altså det med, at man ikke må slå på sine børn, er lig med, at børnene tilhører staten. Jeg tror ikke, hun mener det samme absurde vås i dag – det var nok, forhåbentlig, dengang.

Men hver gang jeg ser Marie Krarup, og det gør jeg alt for tit på tv-skærmen, bliver jeg så ked af det på hendes vegne.

Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre; også i praksis håndhævede han sit teologisk funderede selvforsvar for revselsesretten. Hvor må den stakkels Marie – og hendes søstre? – have fået tæv.

Tæv skærper ånden! Du bliver ydmyg. Du skammer dig. Der er en ukrænkelig autoritet over dig. Du er en synder!

Og derfra – hu hej, ud over stepperne. Når først din syndighed er erkendt, og du har foldet dine aftenhænder i fuldkommen og fundamental overbevisning om din egen skyld og skam, så kan du kæmpe med åben hjelm og med skarpe våben, fjenden skal overmandes, han skal slås ned for fode, han skal (hvis han da vil!) få et fadervor at falde i døden på.

Her er altid den mulige død at forvente og forsvare, her er altid modet til at respektere, at vi er udsatte indtil døden, og Danmarks forsvar (hvor Marie Krarup da også engang gjorde tjeneste) har netop med døden at gøre – om end vi i de seneste mange år har været så blødsødne, at vi ikke mere taler om krigsministerium, men om forsvars-ditto.

Jeg kan se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst. Det har sat sig fast. Men det skader jo ikke.

Hvorfor overtager børn forældrenes anskuelser? Jo, hvis ikke, ville samfundene bryde sammen – det er de konservatives inderste opfattelse. Om end man da må modernisere, hvis man vil bevare. Hvis man ikke vil bevare, må man kæmpe imod, også imod sine forældres holdninger.

Børn må have retten til at skælde forældrene ud – det omvendte er normen i dag. Eller skælde ud og skælde ud – kan vi ikke snart blive fri for den klumrede, aggressive sprogbrug, dette hysteriske overforbrug af hån og latterliggørelse og bitre konsekvenser?

Marie Krarup – og hendes søstre? – har aldrig haft muligheden. Måske har de haft lejlighed til at kritisere, men først den dag, da det ikke længere kunne udløse ørefigner og skældud. Basalt er familien Krarup forblevet tro mod den krarupske ideologi og praksis. De har ikke rokket sig af stedet. De er faldet omkuld som forudset.

LÆS OGSÅHvorfor går feminister amok, fordi jeg henter mit barn kl. 15?

Det har naturligvis at gøre med det teologiske udgangspunkt, det åndssyn, som hviler under Søren Krarups anskuelser. Det er Tidehverv, som kun professionelle tidehvervsfolk kan anskueliggøre, (med undtagelse af Sørine Gotfredsen, der prøver, så godt hun kan): Gud er alt, og du er en idiot.

Hvem er ikke idioter? De fremmede er i hvert fald idioter. De nærmeste kan få et kys på kinden.

Din ’næste’ – hvem er han? Peter Wivel skrev for nylig en meget interessant Kronik her i Politiken, hvor han forklarede os, at vores ’næste’ i lignelsen om den barmhjertige samaritaner er samaritaneren – ikke den lemlæstede mand, der ligger i vejgrøften. Samaritaneren var en fremmed, som øvede barmhjertighed – gak du ud og gør ligeså.

Redaktionen anbefaler

Hvis du elsker dine børn, har du pligt til at skælde dem ud

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce