Jeg syntes godt, vi kan være tilfredse med resultatet af 1. halvleg«. Fænomenet er ikke nyt, men det breder sig i takt med uvidenheden om grammatik. Længe har man kunnet udtale de to bøjningsformer synes og syntes ens: ’syns’, og det kræver lidt grammatisk sans at skelne i skriftsproget. Når formen med t breder sig, kan det skyldes, at mange opfatter den længste form som mest korrekt.

Det ser vi også i fremvæksten af lykkedes, hvor lykkes er det korrekte. »Jeg tror, han vil lykkedes med det«.