Der sker noget i tv-serien ’Sommer’.

Første sæson blev afsluttet med, at den fortabte søn Jacob Sommer fik nok af tilværelsen i familiepraksissen og drog tilbage til det Afrika, han forlod.

Men det går ikke optimalt for ham i bestræbelserne på at redde verden.

For godt nok brænder idealismens hellige ild stærkt og varmt i hans hjerte, men den blusser så voldsomt, at det forstyrrer klarsynet – vi kan godt se, hvor det bærer hen. Den fortabte søn skal på ny vende hjem.

Mellem Panduro og filmkoncentratet
Jacobs efterladte går det til gengæld glimrende.

Hans fotografkæreste laver bog om hjemvendte soldater og knalder en af dem, steddatteren Lærke nyder livet som gymnasiast, og minsandten om ikke sortfårsbroren Adam skal være far, hvilket naturligvis fryder hans moder Sofia Sommer, der tilmed lige har genfundet sin katolske barnetro takket være en venlig pater i Stenokirken på Vesterbro.

Men med far Sommer, den gamle patriark Christian, er det ikke så godt fat.

Alzheimeren æder sig ind på hans åndsevner, depressionen lurer i kulissen, og hans vredesudbrud er hyppige. Kun takket være den søde uægte datter Nellie finder han lejlighedsvis glæden i det daglige.

Sådan er stillingen nu, hvor det fysiske efterår er en realitet uden for vinduerne, og vi har taget fat på den med spænding ventede anden sæson af dramaserien om den nordsjællandske lægefamilie – et stykke tv-skuespil, som lægger sig et sted mellem Leif Panduros livsstilsdramaer og de sidste ti års danske film kogt ind til en suppeterning.

Stålsat iver
Og at det ikke er det rene pjat, blev demonstreret ved at lade første afsnit tematisere forældreskab, død og forestående fødsel samt lige opsummere den overordnede symbolske ramme om den hjemvendte lillebror, som vi kender fra Den Gode Bog.

Alvoren er slående og iøjnefaldende.

Der spilles med stålsat iver, og det er faktisk kun Michael Carøes galleriejerbøsse med løse håndled og vaselinestemme, der ejer et strejf af det komisk karikerede.

Ellers er det karakterfortolkning i den tunge ende.

Fremragende Dahl og elskelig Wille
Lisbeth Dahl har med figuren Sofia fået den rolle, hun burde have haft for mange år siden, og det klæder hende så ganske overordentligt at få en figur med kød på.

Michael Birkkjærs plagede storebror er også flot forløst – og Marie Louise Willes flyvske Mille er det svært ikke at elske.

Til gengæld forekommer Lars Ranthes fremmedforelskede læge uden grænse-figur Jacob at være lige en tand for komplekst tegnet op, og spillet tenderer sine steder det selvfejrende.

Det er ganske forfriskende med et stykke dansk tv-dramatik, der ikke forfalder til slapstick tidlig og silde.

Alt for længe har vi måttet døje med utroværdige komediefigurer, der skulle sørge for, at det hele ikke blev alt for bergmansk.

Og det er rart, at serien er så afklaret med hensyn til intentionen om at skildre mennesker, der virkelig har det svært med deres følelser.

Kuldslået ramme
Men det får altså den konsekvens, at travet bliver lidt tungt sine steder.

Princippet er, at selvfølgelig er livet ikke lutter lagkage, men man får sgu da alligevel et stykke i ny og næ – om ikke andet til sin fødselsdag.

Og afsnit elleves rammehistorie om de spildte talenter, repræsenteret ved den gamle klassekammerat Thomas, var en kende kuldslået og skulle derfor opvejes af Sofias overstrømmende glæde ved udsigten til at blive bedstemor.

Det virkede lettere konstrueret, mildest talt, men samtidig fungerede det faktisk i øjeblikket.

Anden sæson begynder således ganske godt og lovende.

Men også en lille smule forudsigeligt, og havde det ikke været for det sine steder fremragende skuespil, havde denne anmelder nok ikke været helt så glad.