Han sad på et hotel, mutters øde, halvanden time uden for Oslo, hvor han formodedes at skrive et filmmanuskript færdigt.

Noget om sex og hvordan sex kan være et forfejlet forsøg på at komme i kontakt med omverdenen. Med noget sort humor.

Hver dag på akkurat samme tid kom der et regiment af blåklædte norske drenge marcherende forbi under hans vinduer, alle spillede de en form for horn, og alle spillede de rock’n roll-klassikere. Midt i en dyb, dyb norsk skov.

»Hotellet var som det i ’The Shining’«, husker Mikkel Munch-Fals, »og jeg var heldig, jeg ikke havde en familie med, som jeg kunne jage med en økse! Det var dejlig bizart«.

Fra lovende kunstner til vært
Lysebu hed det, og Mikkel havde fået et legat, så han kunne tage væk og skrive. Og midt i det hele blev han ringet op. Ville han være tv-vært ...?

Så skiftede han branche – i hvert fald for en stund.

Manden, der det ene øjeblik var en yngre og lovende filmkunstner med en fast kontakt til Zentropa-producer Meta Louise Foldager, blev journalist. Af en art.

Vært i hvert fald. Studievært for filmprogrammet ’DR 2 Premiere’, der begyndte i september.

Han blev hentet ind, formoder han – formoder vi – fordi han ikke var journalist, men fordi han måske havde kreativitet og overskud til at skabe et koncept, der går ud over det nødtørftige i en tid, hvor kulturen på tv-kanalerne er stærkt kompromitteret.

Den dag, jeg møder Mikkel Munch-Fals i DR Byen, er det hele lige til øllet.

Han snøfter, er snottet. Ikke så meget til stede, som han godt gad være.

Det er jo dog ham, der står og spræller med alle til rådighed stående lemmer i tv en gang om ugen, så alle kulturkonservastive får ham galt i halsen, ham der kan bevæge sig – og ikke mindst lade sig sammenklippe – som 007, når den nye Bond-film skal produceres.

Den Fals’ke logik
Han blev castet som ’DR 2 Premiere’s studievært i sin tid, »hvor de undersøgte, om man kunne trykke ’PLAY’ på den her mand«.

Og det kunne man så. Og spillet bli’r han. Ud i alle led.

Det sidste, man kan beskylde ham for, er at være journalist.

Hverken en god eller en dårlig én. Hvis han er noget, er han en kunstner, der hver uge får et nyt udtryk til at hænge sammen.

Efter nogle succeskriterier, der ikke er journalistikkens, heller ikke nødvendigvis gængs tv-formidlings.

Det er den særlige Fals’ke logik, der også ligger bag en drejning, der i programmet lignede et gag, men næppe var det som sådan:

»For at få balancen til at gå op efter nuttede rensdyr og traumatiserede enkemænd og forkælede amerikanske overklassepiger er jeg nødt til at vise noget rigtig ulækkert«, sagde han en dag i julemåneden og viste et hurtigt klip fra en film fra 1992, hvor Nicolas Cage spiser en rigtig kakerlak.

Filmhistorisk nørderi, dynamisk variation og strukturelt samsving for samme flade femøre. Det er ikke særlig tit, tv kommer op i de omdrejninger.

Ser amatøranmeldere i 'den samlede fortælling'
På mit helt rimelige spørgsmål, hvordan Mikkel kan holde ud at risikere at få sin filmfaglighed undergravet af det faste hold af deciderede amatøranmeldere, Premiereklubben, som han deler programmet med, ser han først uforstående ud.

Jeg kan huske, en af dem sagde om Russell Crowes præstation i ’Body of Lies’, at han var dårlig, og »han står bare der og flagrer«. Altså ...

»Jeg tænker slet ikke over det på den måde«, siger Mikkel.

»Jeg er mere interesseret i, hvordan de i Premiereklubben fungerer som mennesker i den samlede fortælling, som programmet er. Jeg kan li’ dem som mennesker og tænker ikke på dem som anmeldere. Jeg kan lide at se den dynamik, der er imellem de to brødre, der er med, hvordan deres smil er fysisk fuldstændig ens, men så alligevel lidt forskelligt. Og hvordan der sidder en kvinde og anmelder en venstreorienteret film fra sit smukke hjem med PH-lamper hængende ovre i hjørnet«.

»Er du SÅ færdig?!«
Mens vi taler denne tirsdag formiddag, ruller enkeltscener fra nogle af Mikkels yndlingsfilm på dvd over fladskærmen på kontoret: Chaplins ’Moderne tider’, Bergmans ’Hvisken og råb’, Malicks ’Den tynde røde linje’, Boormans ’Udflugt med døden’, Donens ’Singin’ in the Rain’ ...

»Hold kæft, hvor var hun smuk der. Er du så færdig?!«, sukker han betaget og stirrer på Liv Ullmann i ’Hvisken og råb’, en film vi begge især elsker, når den rødmer så sexet i overblændingerne fra billede til billede.

Og Liv med æggende øjne, opsat hår, røde læber, rød nedringet negligé.

»Jeg så den film som 17-årig og havde aldrig før forstået al den snak om farven rød, hvor mættet den er af sex og vold og vanvid«.

Mikkel Munch-Fals blev forleden valgt til årets bedste tv-vært. Ikke – for det anser jeg for utænkeligt – fordi hovedparten af tv-seerne elsker ham, men fordi dem, der kunne stemme, var politiken.dk's læsere.

Grænseløsheden
Dem, der ikke tager anstød af Munch-Fals’ hyppige satiriske udfald mod De Forenede Stater og hans jævnlige problematisering af den danske regerings prioriteter.

Internettet bugner med hadske afvisninger af hans stil.

»Programmet kan føles lidt, som om det ikke har nogen grænser«, siger han, mens grænseløsheden i samme nu ser ud til at gå op for ham.

»Her må man have lov til at associere frit. Det lyder som det rene dadaisme, men selvfølgelig er der masser af kontrol på, men man behøver ikke en traditionel anmelders saglige argument for at gå den ene eller anden vej«.

Grænseløst er ’DR 2 Premiere’ ikke mindst i sin form. Det er én ting at turde sige:

»Kender I det? At sidde efter aftenkaffen og onanere til National Geographic?«, en anden er at lege så åbenlyst med mediet, som Munch-Fals gør.

»Jeg tør godt pege bagud«
Med så stor appetit. Smak, så smækker han et lynhurtigt klip ind fra en helt anden film for at illustrere en pointe i den nye, han anmelder, smak, så langer han en hurtig reference ud fra hoften og forventer, at alle kan følge med.

»Jeg tør godt pege bagud til den ekstremt brede populærkultur, som menigmand kender til hudløshed. Referencerne kan lægges ind overalt, også uden at man behøver nævne instruktørnavne og årstal. Men hvis jeg i anmeldelsen af en nylig film som ’Death Race’ nævner ’Mad Max’, så findes der en vedtagelse om, at jeg mener en lowbudget-film med en apokalyptisk fremtidsvision, som er skudt ude i en ørken, fordi det var billigere end at lave kulisser, og at bilerne er nogle smadrede, spraymalede nogle, fordi fremtidsbiler ville være for dyre at fremstille. Plus noget energisk vold og halvnøgne damer. Det ved alle, at det betyder«.

’DR 2 Premiere’ er et postmoderne program.

Mikkel Munch-Fals er ikke vild med ordet, som han finder »slidt«, men det trækker på højt og lavt, smalt og bredt, og dets tilgang er uhøjtideligt:

»Ligesom YouTube er det perfekte postmoderne udtryk«, siger han, »for her forbruger og misbruger og omfortolker folk det materiale, de bearbejder, og de gør med kærlighed«.

I en anmeldelse for nylig af den sydafrikanske film ’Lyden af sand’ viste programmet en pige, der lå i ørkenen og var ved at dø af tørst, og hun kiggede op mod himlen.

Ser måske et passagerfly krydse hen over det mørke kontinent?

»Og vi kender det jo godt. Vi ser tit folk sulte på fjernsyn, og det er forfærdeligt. Jeg afsluttede anmeldelsen med at klippe til en scene fra en anden film, ’Snakes on a Plane’ eller ’Fight Club’, en scene der foregår på et fly, hvor nogen sidder og brokker sig over manglen på benplads, eller at der sidder en baby bagved og larmer«.

»Mange vil opfatte det som et smagløst klip, men for mig satte den filmens tragiske historie i perspektiv, at vi lige et sekund hoppede op i flyet og så, hvad der skete der, hvor vi sidder og sveder ud af ørerne og ikke kan udstå vores tilværelse, fordi sidemanden lugter, eller fordi maden bare er så dårlig«.

Film lejret i dna’en
På fladskærmen er det nu Charlie Chaplin, der spiller.

’Moderne tider’. Vi griner lidt ad den klassiske samlebåndsscene, hvor al modernitetens staffage går amok i et fremmedgørende og morsomt kaos:

»Den film findes jo i ens dna«, siger Munch-Fals.

»Vi så den alle i DR’s glade monopoldage, og det var altid søndag. Her ville Chaplin i 1938 vise, hvor overflødig talefilmen var, og så lod han med sviende sarkasme sin person få lyd på én eneste gang, der hvor han har fået job på en restaurant og synger en helt forvrøvlet sang. Det er mit yndlingsøjeblik i filmen og et af de to-tre bedste filmøjeblikke, jeg kender. Når man ser de film tidligt nok, lejrer de sig i ens dna«.

»Ligesom ’Singin’ in the Rain’, titelsekvensen hvor Gene Kelly danser i regnen! Jeg bliver helt grædefærdig. Sangen og leveringen. Fysisk så elegant og ubesværet. Og Kellys smil – fuldstændig fantastisk. Den scene piller ved mig helt kropsligt, den illustrerer i en nøddeskal filmmediets evne til på én gang at være noget, vi kan spejle os i, og så på samme tid være en idealopskrift på noget, vi aldrig kommer i nærheden af at leve. Det er som at have brugt en sutteklud, da man var barn, og så pludselig finde den igen! Man smiler, man græder lidt – og så begynder man at tage den lidt i munden ...«.

Uskylden er svær at nå ned til
Er der nogen scene i nogen moderne film, der kan gøre det ved dig?

»Det er svært at nå ned til den samme pansrede uskyld, man havde som barn«, siger han og tænker sig lidt om.

»De film, de viste der om søndagen, havde jo allerede vist, at de var enestående, de var dejligt sorteret for en på forhånd. I dag ser man rub og stub, og det er svært at vide, hvad eftertiden vælger skal blive stående«.

»Det kunne«, siger han så, »være scenen fra Todd Solondz’ ’Happiness’. Faren har voldtaget nogle af sønnens venner, og sønnen spørger sin far, om han kunne finde på også at voldtage ham. De græder begge to, og faren siger: Nej, det kunne jeg aldrig finde på ... jeg ville bare onanere i stedet«.

Saliggørende
Mikkel kigger op. Det er nemt at få netop den scene fra netop den kompromisløse film galt i halsen, nemt at kløjes i den. Og Mikkel appellerer:

»Den scene er det perfekte bevis for, hvordan kærlighed kan formuleres forskelligt. Den scene er dybest set det tætteste, vi i den film kommer på en reel kærlighedserklæring – ud fra de forudsætninger, personerne nu har. Det er ekstremt sort og trøstesløst, enormt menneskeligt, morsomt og meget, meget tragisk«.

»Efter sådan en scene havde jeg det sådan ... det var ligegodt utroligt. Jeg sad med en klump i halsen, for på papiret burde det her slet ikke kunne lade sig gøre. Og det er ærgerligt, så svær verden er at trænge igennem til, for jeg har set filmen flere gange, og de fleste blandt publikum griner – anstrengt. Og hvis scenen har en morsomhed, er det jo ikke den slags morsomhed, der kan omsættes i høj latter«.

»Filmen viser et menneskesyn, der omfavner alt på én gang, og det er der noget enormt saliggørende i«.

På samme måde havde han det som stor dreng med Martin Scorseses ’Taxi Driver’, »den her grynede sag om en forrykt, selvudnævnt messias, der render rundt i prostitutionsmiljøet med børneporno og vold, og helt grundlæggende er der over filmen en følelse af noget acceptabelt og ... lødigt. Noget, der bekræftede mig i mit barneværelse om, at der fandtes ting derude, man godt nok anede i sit lille forskruede hoved, men som resten af verden sagde ikke fandtes. Det var næsten som at møde en sjæleven at se den film, som at føle sig genkendt og forstået for første gang«.

Amerika og antiamerikanismen
Dem, der hader Mikkel Munch-Fals, henviser gerne til, hvad de læser som hans antiamerikanisme, men faktisk synes han, amerikansk film er det største.

»De laver mere crap end her, men de laver jo bare så meget mere end os, fordi vi nurser filmene frem med så stor opmærksomhed og uden overdrevent fokus på markedsmekanismerne. Men amerikanerne sætter europæerne på skolebænken, det gør de«.

Han lader øjnene glide over på dvd-kassetten med filmen ’Den tynde røde linje’, Terence Malicks kræsne krigsfilm.

»Dét der, det kan du ikke stable på benene i Europa. Den kan alt! Den tager alle de her megastjerner – og så lige 600 mere – med talent og skønhed uden sidestykke. Den er et knap fire timer langt visuelt digt med en komposition på linje med et stykke klassisk musik. Jeg har set den mange gange, og den er simpelthen fejlfri. Jeg kunne græde! ’Saving Private Ryan’, der er beslægtet, er et dilettantprojekt i sammenligning, for Spielberg, hvor meget han end prøver, kan ikke lave en film uden helte og skurke. Men ’Den tynde røde linje’ er så smuk en bedrift, og den er åndelig og spirituel på et højt niveau uden at nævne Gud med et ord. Ligesom den ikke omtaler skyggen af en konflikt. Midt i en krig! Den er fuldstændig indifferent over for fjenden, viser ham slet ikke. Den er et menneskeligt og humanistisk projekt«.

Mikkel har meget, han elsker – umiddelbart mindre han hader (okay, Scorseses ’The Gangs of New York’, sæt ham aldrig i gang!).

Psycho
Nulevende instruktører, bortset fra ærkehelten Woody Allen, er han afventende over for, »for det er mere reglen som musiker, at man ender som Phil Collins og Sting, end at man fortsætter som David Bowie og bliver ved med at være nysgerrig og prøve nye ting«.

Alfred Hitchcock er hans perfekte instruktør fra bagkataloget:

»’Psycho’! Den har jo ikke en fejl. Den er arthouse og anarkistisk og kompromisløst sort. Den er en suppe af primalangst og perversion. Den er simpelthen skøn«.

Mikkel Munch-Fals er snart fire måneder inde i sit nye liv.

Spørger man ham til fremtiden, så venter der et eller andet uvist sted en, måske to spillefilm, der skal laves – færdigskrives og instrueres.

Af ham selv. Men DR ... ja, DR ved han ikke, hvor længe han har. Eller omvendt.