»Dette er ikke en pibe«, tydeliggjorde Magritte gådefuldt under, hvad der så indlysende var en pibe.

Med noget større ret kunne den nulevende fransk-belgiske kunstner Jacques Charlier sige om ballondyret ovenfor:

»Dette er ikke en pik«.

Men det er det.

Det er nærmere betegnet den amerikanske kunstner Jeff Koons’ pik. Angiveligt da.

Afvist
Jacques Charlier er i disse uger og måneder en rasende mand.

Siden 1973 har han nusset rundt med andre kunstneres kønsdele, malet dem, tegnet dem, repræsenteret dem på forskellig vis – blot for at lide den tort, at Biennalen i Venedig i det herrens år 2009 afviste at give billederne plads i et lille afsidesliggende telt.

I flere omgang udbad den målløse belgier sig en forklaring, først af biennaledirektør Daniel Birnbaum, der »efter omhyggelig overvejelse« mente, at der var »en risiko for, at bemeldte kunstnere kan føle sig stødt«.

Siden vendte Charlier sig mod bystyret i Venedig, men herfra var borgmester Massimo Cacciaris svar endnu mere nedslående:

»Visse af billederne kan støde offentlighedens fælles sans for blufærdighed«.

Lille eller stor
Spørgsmålet er til en start, hvad kunstnerne, hvis genitalier er afbildet i udstillingen ’100 kunstneres kønsdele’, kunne have imod det.

Implikationen er vel, at nogen – en kunstner, der selv forbeholder sig ret til at fortolke og fantasere, så tosset han vil – tildeler den ene kunstner en lille pik og hans konkurrent en stor en, hvad betyder det?! For salget? For selvfølelsen? For eftertiden?

Charlier har moret sig med kollegernes genitalier.

Christo, der sammen med Jeanne-Claude har indsvøbt alt fra Central Park til Rigsdagen i Berlin, må se sit lem pakket omhyggeligt ind af Charlier, så dets dimensioner ikke længere er relevante at gisne om.

Harings i farver
Damien Hirst, der har udstillet køer og andre dyr, parteret og i formaldehyd, har selv måttet lide en krank skæbne for Charliers virtuelle kniv.

Skulptøren Bernar Venets penis er bøjet i en bue som mandens egne udendørs værker, og graffitikunstneren Keith Harings kønsdele er overmalet i sjove farver og mønstre.

Jeff Koons, der blev den über-amerikanske popkunstner i postmodernismens 80’ere og 90’ere, har fået sin pik – eller en helt generaliseret, gennemsnitlig pik – blæst op i ballongummi.

Der er ikke så mange kvinder med på udstillingen, men Georgia O’Keefe er der. Skuffende nok svarer Jacques Charliers fantasi om de O’Keefe’ske organer nøjagtig til kunstnerens egne.

Hun blev berømt for sine sindrige ud- og indfoldede blomster og anemoner, der forestillede kvindens kønsdele.

»Kastreret kunst«
Perspektivet med ’100 kunstneres kønsorganer’ fra Charliers side var at genfortælle kunsthistorien med en twist, lidt satire. Ideen var aldrig, at nogen skulle tro, at det var de faktiske organer, Charlier fantaserede oven på.

På sin hjemmeside raser Charlier:

»Offentligheden (til Biennalen, men også de turister og beboere, der bor i La Serenissima), må da undre sig over, i hvilket omfang Biennalen og Venedigs lokale myndigheder prøver at infantilisere og umyndiggøre dem ved at nægte dem muligheden for at blive konfronteret med et humoristisk projekt, der er fuld af referencer til kunsthistorien fra Marcel Duchamp og frem til nutiden. Skal offentligheden fremover kun få lov til at blive udsat for ren reklame og kunst, som er konciperet, tygget for dem – og kastreret?«.

Hvis det officielle Venedig er blevet lidt træt af Charlier hen ad vejen, er det måske svært at bebrejde dem.

Dokumentationscenter på båd
Alle de 100 afbildede kønsorganer med samt den fulde korrespondance mellem kunstneren, Biennalen og bystyret har været fuldt tilgængelige i flere dage i træk på en båd, ført af Charlier selv, som er blevet hans eget dokumentationscenter.

Båden har drønet rundt i det indre Venedig, og her har folk kunnet få deres lyst styret.

Samtidig har Charlier aftalt med en række europæiske byer, at de bringer udstillingen, som ellers har fundet et hjem på Musée D’art Moderne i Luxembourg.

Det er ikke for det. Jacques Charlier selv har ikke fine fornemmelser.

Således kan man deltage i en quiz på kunstnerens egen hjemmeside(eksternt link) og vinde en T-shirt.

Med en nydelig aftegning af Charliers egne kønsdele. Hvis det sku’ være.