Sød og lidt genert. Sådan kender vi ham bedst.

Han kan godt spille et skvat, men det er som regel et sympatisk skvat. Nogle vil mene, han er nuttet. Andre vil sige varm og blød. Man kunne også kalde ham for følsom.

Der er noget over skuespilleren Anders W. Berthelsen, der gør, at vi som regel ikke har svært ved at holde af ham. Mange af hans roller har så i øvrigt også lagt op til det.

Blid, rar og sympatisk
Den sagtmodige, blide præst i ’Italiensk for begyndere’; den uendelig rare Palle i ’Krøniken’; »den sympatiske udstråling af vankelmod og idealistisk humanisme.

Et fund for rollen«, som Politiken skrev, da han i 2000 spillede titelrollen i Erling Jepsens stykke ’Manden som bad om lov til at være her på jorden’.

Sidste år medvirkede han i ’Dansen’ – en film om to mennesker, der mødes og ikke ved, hvem hinanden er.

»Fysisk fortættet holder han sin figurs afgørende eksplosionsfarlige ambivalens kørende«, hed det. Samme år var han med i Søren Kragh-Jacobsens ’Det som ingen ved’ – titlen passer også godt til Berthelsen.

Berthelsen holder kortene ind til livet
Det særlige ved de rigtig gode skuespillere er, at de kan holde på en hemmelighed. På sig selv eller på noget. Så længe der bare er et eller andet, som vi andre tror, bliver holdt tilbage. Noget, vi ikke helt kan greje.

Det er sådan set også det helt særlige ved Berthelsen.

Det er her, han for alvor bliver spændende. God til at holde kortene ind til livet. Uden at man af den grund kan påstå, at han er mystisk. Snarere virker han ret almindelig. Men igen: uden at være undselig.

Det ligger i hele hans type. Måske også i hans natur: noget almindeligt kombineret med noget oprigtigt. For ikke at sige: noget vildt blufærdigt.

Stjerne uden store armbevægelser
Anders W. Berthelsen er med årene vokset til en stjerne – på scenen, tv og film. Men han er blevet det uden de store armbevægelser.

Lige så stille og roligt – men så langtfra i al ubemærkethed – er han vokset til den, han er, ved snart sagt at underspille alt det, han kan og er. Lyder det som et paradoks?

Vi kunne også netop kalde det en kunst! At være rimeligt tilknappet – umiddelbart ret udramatisk – og så på samme tid indeholde alt: åben i alt fald for det meste og, har det vist sig, for de roller, vi ikke troede, han skulle eller kunne spille.

Med rollen som René i tv-serien ’Taxa’ lagde han ud med at blive et kendt ansigt. Så var den sag ligesom klaret. Og lagt sammen med hans spil i ’Mifunes sidste sang’, så var hans type på plads: karaktersvag, men med et godt hjerte.

Tæskealfons og bitch
Forinden havde han dog i ’Portland’ givet den som afstumpet pusher. Siden er det på scenen blevet til knap så søde roller i stykker af Lars Norén – narkomanen i ’Personkreds 3’ og senest tæskealfonsen i ’In memoriam’, igen på Betty Nansen Teatret.

Endnu et højdepunkt kom på Nørrebro Teater i 2007 – i titelrollen som ’Hedwig and The Angry Inch’: Anders W. Berthelsen som kønsskifteopereret østtysk bitch! Det var, ud over genialt castet, formidabelt spillet.

Autentisk, sådan føltes det, på en akavet og sært bevægende måde. En blotlæggelse af en skæbne, men gjort med al tænkelig blufærdighed.

Præstationen var en blotlæggelse af endnu en side af hans talent, men som sagt uden at han gav køb på sig selv: det særlige ved ham.

En helt afklædt Berthelsen
Til foråret skal han spille med i Bellevue Teatrets opførelse af ’Tre lede stjerner’ med Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus: »De afslører sig selv«, forkyndes der på sitet, hvor alle tre mænd står klædt af til skindet.

Den fulde afsløring – skuespilleren Anders W. Berthelsen klædt af og blotlagt? Det kan man jo næsten ikke andet end glæde sig til.

Mens man håber på, at det netop ikke sker.