Rundt omkring på de københavnske fortove har der hen over sommeren stået ’Gasblå Rebel’ på asfalten.

Udsagnet står skrevet med den traditionelle gadekunstteknik stencil, hvor man spraymaler gennem huller i et stykke karton og efterlader præcise grafiske motiver eller bogstaver.

Det har ledt til en del spekulationer på nettet om, hvem denne nye gadekunstner mon var?

Men i virkeligheden var der tale om reklame for et rockband, der bærer navnet Gasblå Rebel.

Deres pladeselskab, Sony, har travlt med at fralægge sig ansvaret, da Politiken ringer for at høre om bevæggrunden for reklameformen.

Bandet: Det var ikke os
Og hos bandet selv er der også en del afstandtagen fra stencilkampagnen.

»Vi er blevet ringet op af Københavns Kommune, der sagde, at det skulle stoppes. Og inden vi fik lov at spille på Vega i sommer, skulle vi ud på fortovet foran og vaske en stencil væk. Til gengæld er der rigtig mange, der nu ved, at vi eksisterer. Men vi ved faktisk ikke, hvem det er, der har lavet dem«, siger Brian Hesselberg, forsanger og guitarist i Gasblå Rebel.

Afsenderen skal nok findes i bandets såkaldte ’street team’, et hold supportere af bandet med egen MySpace-side, der skulle udbrede budskabet om bandet.

Attitude og branding
Stencils, stickers (klistermærker), graffiti og plakater er alle komponenter i gadekunstens formsprog.

Det er mange år, siden reklame automatisk betød en annonce i et dagblad eller en 30-sekunders film på tv.

I dag foregår markedsføring lige så meget ude på gaden og på nettet, ligesom med kunsten.

»Streetart og graffiti handler om attitude og branding af sit navn og tvinger folk til at åbne deres øjne. Vi bliver udsat for flere tusinde reklamepåvirkninger om dagen, men husker kun nogle stykker af dem. Graffiti og streetart er enormt godt til at vække den opmærksomhed«, siger Claus Skytte fra reklamebureauet We Love People, der selv har en baggrund som graffitimaler og i dag står bag flere kampagner med gadekunstens udtryk.

Streetart i Gaza
For nylig har Claus Skytte været med til at søsætte en reklamekampagne for det jyske tøjmærke Blend, hvor en række kunstnere i verdens brændpunkter som Kabul, Bagdad og Gaza i en lille videofilm på YouTube laver streetart med budskabet ’Blend the World’ på bænke og mure og sågar får soldater i Afghanistan til at spraymale deres slogan.

For Blend er det vigtigt at ramme det sprog, som folk taler, siger administrerende direktør for Blend, Per Gasseholm:

»Streetart og sociale netværk på nettet afspejler, hvor folk er i dag. Det er vigtigt for forbrugerne, at vi også har noget at sige. Vi vil ud med et budskab om, hvad der sker i verden, og at vi skal have større respekt for hinanden og vil gerne have folk til at stoppe op og tænke. Det er en del af vores brand«.

'I'm Lovin' It' på Storkespringvandet
Andre eksempler på reklame kombineret med streetart var, da Volkswagen åbnede deres Fox Hotel i København i 2005, hvor bl.a. tyske og spanske streetartists var med til at dekorere hotellet.

I 2003 blev McDonald’s politianmeldt for at have malet deres ’I’m Lovin’ It’-slogan på Storkespringvandet.

Da Coca-Cola i 2007 skulle lancere deres nye Zero-sodavand, fik de den engelske graffitimaler Moose til at højtryksspule ordet ’Zero’ på mure.

Og både Adidas og Nike har fået designet gummisko af anerkendte gadekunstnere.

»En stor del af det handler jo også om, at der sidder rigtig mange tidligere graffitimalere på reklamebureauerne. Da jeg begyndte, var der mange, der lavede graffiti om natten og reklame om dagen og gjorde kometkarriere i starten af 1990’erne, fordi de havde instinkt for branding, 10 år før andre talte om det. Jeg har f.eks. altid været overbevist om, at en fyr som Banksy (kendt britisk gadekunstner, red.) var reklamemand, på grund af hans statements og kombination af ord og billeder«, siger reklamemanden Claus Skytte.