Jeg går lige mine noter igennem, inden han smider mig ud.

Om halvanden time skal Thestrup stå på scenen, og inden da skal han sminke og klæde om. Bilde sig selv ind, at han er den trivelige politimester Anton Berg i Folketeatrets fedmefarce ’Skrump’.

LÆS ANMELDELSEFlemmings fedmefarce er ikke sjov

»Står der noget, du ikke fik spurgt om?«, spørger han henne fra sin stol, mens jeg bladrer.

Ja altså – der står, at jeg skal få dig til at synge ’Mr. Cellophane Man’ fra ’Chicago’ ... Men ...

»Arrrr du, neeej ... Det er også alt for mange år siden, at jeg ... Det var jo min gennembrudsrolle i midten af 70’erne«.

Cellofan-manden
Jeg bladrer videre: Ole Thestrup og mime, Ole Thestrup, der bankede sin kone i fuldskab og åbenbart i nødværge, Ole Thestrup og Ebbe Rodes fnysende klage over ham på Det Kgl.: »Denne unge hr. Thestrup tiltalte mig, Du, Ebbe, og førte uhøvisk tale. Desuden lugtede han umiskendeligt af bajersk øl« ...

Alt sammen noter, jeg har skrevet efter at have læst Thestrup og Yngve Rasmussens biografibog ’Min lange rejse hjem’, som Lindhardt og Ringhof udsendte forleden.

»Cellofa-a-an«, kommer det så – klagende og overrumplende – ovre fra stolen, »sku’ vær’ mit navn – for fa’n. Mr. Cellofan ... for I ka’ seeee«, og Thestrup rasper derudad, jazzende, slæbende.

»Nej, det er sgu forkert«, siger han og afbryder sin sang. »For I ka’ seeee gennem mig, gå forbi mig ... som om jeg ikke er ...dadudududuuuuuu«.

Han læner sig tilfreds tilbage, cellofan-manden som alle ser igennem, alle går forbi. Ingen lægger mærke til.

Gid det var så vel.

'Jumbo-Ole'
Da han en sen septemberdag i 1988 bliver fulgt til flyet i Winnipeg af to uniformerede canadiske betjente, gad han godt have været usynlig.

Da var han på vej hjem til uge- og formiddagsbladenes gabestok og var netop blevet løsladt efter 45 dage i spjældet.

Retten havde fundet, at hans optræden om bord på jumbojetten fra København til feriedestinationen Los Angeles ikke havde været til livsfare for nogen, men trods alt var en mindre forseelse.

Ole Thestrup havde for altid gjort sig fortjent til navne ’Jumbo-Ole’, da han i bimlende fuldskab og aggression havde smidt en drink i hovedet på flyets kaptajn, da han ville op og besøge sin daværende kæreste Lisa, der var blevet opgraderet til 1. klasse.

Stewarderne binder Thestrups arme bag ryggen på ham med snærende plastikhåndjern, og jumboen nødlander i Canada for at overgive ham til politiet og derefter fortsætte videre til L.A., én passager lettere.

Eksotisk fugl
»Retten vurderede, da jeg havde siddet inde i halvanden måned, at min forbrydelse var på niveau med momssvindel og drunk driving«, siger han på et djurslandsk, der har fulgt ham hele karrieren igennem, og som i hans tid på Det Kgl. gjorde ham til en eksotisk fugl.

»Og for helvede, på sin vis var det sådan en fin dag. Jeg skulle hjem! Men alle de penge, Lisa og jeg skulle have brugt på vores ferie i L.A., 2.000 dollar godt og vel, havde jeg brugt på min sagfører, som egentlig havde forlangt 3.200, men jeg havde ikke mere. Min kuffert var for længst blevet fløjet til København fra Los Angeles, da den var uafhentet, så det eneste, jeg havde til flyturen hjem, var en pose med mit ulækre tøj, nogle lyse bukser fra Buksesnedkeren og en grøn Hummel-skjorte«, siger han of fortsætter.

»Det jeg havde haft på under flyturen halvanden måned før, og som jeg havde taget af efter otte timers druk for at få fangeuniformen på. Tøjet var ikke vasket, og for satan, hvor det stank! Og jeg var nervøs ad helvede til og svedte og stank endnu mere, så jeg gik hele tiden ud på toilettet og stod, for jeg havde jo hverken deodorant eller så meget som en krone på mig«.

Rejsebreve fra fængslet
Flyet gik til Vancouver, hvorefter Thestrup skiftede til et fly til Frankfurt og først dernæst et til København. Stadig mere svedende og ildelugtende.

Og pinagtigt bevidst om, at ikke alene genkendte hans danske publikum ham, men også i de canadiske medier havde historien om jumboens nødlanding været stor.

»British Airways havde nægtet at sælge mig en billet hjem, for de kendte jo godt til mig«, siger han.

»Så Billed-Bladet købte billetten og sendte den til fængslet, mod at jeg i tre omgange sendte nogle ...«, og det er, som om absurditeten først nu igen går helt op for ham, »rejsebreve kaldte de det vist ...!«, og han skraldgriner næsten desperat.

»Nå, men rejsen var ikke behagelig. Stewarderne vidste, hvem jeg var, og hvis jeg havde bedt om en whisky, havde de selvfølgelig sagt nej. Fra Københavns Lufthavn kørte en fyr fra Billed-Bladet mig hjem til min lejlighed på Nørrebro, hvor jeg gik i bad og i seng. Jeg kunne ikke gå på gaden, for journalisterne stod jo sateme i kø helt ned ad Nørrebrogade!«.

Det mest kernedanske
Ole Thestrup har været i Helvedes forgård nogle gange efterhånden. 26-27 år var han alkoholiker, og læg dertil hans ikke mindre skrækindjagende ni-ti år som pillemisbruger.

I dag er han 61. I live og aktiv som skuespiller mere end 30 år efter debuten. Hvor mange af os ville ikke have ikke flirtet med aldrig at komme hjem igen efter en tur som den med jumboen?

Men Ole Thestrup?

»Det har aldrig foresvævet mig«, siger han.

»Jeg har aldrig fået spørgsmålet før. Måske fordi jeg er det mest kernedanske, man kunne forestille sig. Jeg kunne aldrig bo andre steder end Danmark. Måske hvis jeg i længden var blevet ved med at drikke ... Jeg har jo bekendte, drikkende alkoholikere, der nu bor i Afrika eller Thailand, de steder, hvor alkohol ikke koster nogen penge, og hvor ingen kigger fordømmende på en«.

Voldsom anholdelse
Selv kalder han hele optrinnet for »flyveturen«, som den jyde han er. Det er, som om der går et sus igennem ham, som om maven bobler på ham, når han citerer B.T. og de andre blade for deres anderledes synftige vinkel på sagen.

»Men det var da voldsomt. Det første, politiet gjorde, da jeg var blevet fulgt ned ad lejderen i mine plastikhåndjern, var at erstatte dem med nogle rigtige, for mine hænder var ved at blive blå. På politistationen i Winnipeg tog de billeder af mig. Du ved, de der«, og Thestrup vender først venstre profil og siden højre profil til mig, mens han griner, igen på den der måde, som om det er for stort til at kunne rummes.

Uhyggeligt fængselsophold
»Så fik jeg taget fingeraftryk. Alle ti fingre kraftedeme! Jeg skulle tage al tøjet af og iføre mig det der mørkeblå og meget forvaskede fængselstøj. Der var skærende meget lys, men da jeg så blev ført væk, skal jeg lige love for, at der blev skruet ned for lampetterne, du. For satan!«, udbryder han. »Det blev mere og mere uhyggeligt, jo længere vi kom, med alle de der gennemtrængende lyde. Alt var af sten og jern, og det klirrede og larmede. Jeg blev lukket ind i en 12-mands celle, én aflang stue med tremmer hele vejen rundt og seks indhak uden døre og med hver sin skidespand skruet fast i gulvet. Der var to køjer i hvert indhak, og de hældte sådan, at du kun kunne ligge med hovedet udad, og den, der lå nederst, lå lige få centimeter over skidespanden. For satan da, puha!«.

»Jeg var så lille, du«, siger han og søger mine øjne. »Mindre end en mus. Et nul, et niks. Så lille og ussel, som jeg aldrig havde været det før. Der lugtede meget ramt af mandesved – og af urin. Ligesom et pissoir på Nørrebro. Jeg kendte jo lugten så udmærket. Det var næsten som at komme hjem. Men ligefrem at sove i det ...«.

Halvhjertet selvmordsforsøg
Om han så bliver 100 eller 120, vil jumbo-sagen klæbe til Ole Thestrup. Han drak sin sidste alkoholiske drink for 11 år siden i oktober, en øl, der ikke smagte ham, og som han ikke engang drak op.

Han sad alene i sin drukkammerat Mogens’ lejlighed, klokken var halv ni-ni omaftenen, det var mørkt og småregnende, og Ole sad og smågræd.

Når han fortæller om det, gør han det så sagte, at jeg sidder i mit sæde og beder til, at mikrofonen opfanger det, jeg ikke kan høre.

»Jeg havde såmænd ikke fået så meget den dag. Min promille blev senere på aftenen målt til 1,8. Hvor mange øl og gewesener jeg havde fået, ved jeg ikke, jeg drak jo hver dag, så nogle ville jo overlappe fra dagen før. Jeg sad og ku’ sgutte drikke noget. Jeg havde det ... mærkeligt. Jeg tog min jakke på, og jeg kan huske, at der kommer et par hulk, jeg har svært ved at holde tilbage. Så sætter jeg mig ned i min bil, jeg skal ikke hen et sted, og så ...«

Thestrups stemme er let som luft, »... af en eller anden grund er jeg havnet på Tagensvej, vinduesviskeren kører langsomt, klokken er ni-halvti, og der er ingen trafik. Jeg kigger i sidespejlene. I bakspejlet. Der er ikke nogen. Og så lukker jeg mine øjne. Og slipper rattet«.

I behandling for alkoholisme
Han kørte kun knap 25 kilometer i timen, Mitsubishien fik knubs, og Ole slap med et trælår efter en kollision med håndbremsen. Hvis det var et selvmordsforsøg, var det, med Ole Thestrups ord, »noget halvhjertet«.

»Men næste dag blev det blæst op i B.T. ’Ole Thestrup har gjort det igen’, stod der. Med sådan nogle typer«, og Thestrup viser med fingrene nogle typer i en størrelse, der bedst ville passe til nyheden om Jesu genkomst.

Men så ændrede alt sig. Thestrup kom i behandling – for alkoholisme og for sit stesolidmisbrug.

En alkoholkonsulent fra Danmarks Afholdsforening, Jørgen Falk Byrgesen, ringede og foreslog ham at komme til Grenaa og begynde afgiftningen.

Abstinenserne var de værste, Thestrup har været ude for, men da behandlingen afsluttes med en gang kransakral massage af centralnervesystemet, der hvor det samler sig i et bundt i nakken, kunne han sige:

»Nu er det sket, nu er det ovre. Det var ikke sådan, at jeg lyste, men det var – næsten – et mirakel. Den endelige, totale erkendelse havde lagt sig fast i min sjæl, og flere dage efter tindrede mine øjne stadigvæk«.

Lille Peter Edderkop
En alkoholiker har det som Lille Peter Edderkop fra børnesangen. Han ligger dernede i den totale ruin, så kommer han på antabus og holder op med at drikke og begynder langsomt at kravle op der, hvor solen skinner.

Og så kommer regnen: BANG!, og så ligger man der igen. Denne gang bed det sig fast, og selv om Thestrup er forvisset om, at problemet ligger surret fast i hans fortid, skal han ikke nyde noget af at eksperimentere med sine grænser.

Det er ikke for at spille djævelens advokat, Ole, men er der ingen omkostninger ved at være clean? Jeg har hørt, at inden for kreative fag kan alkohol og andre stimulanser være med til at skabe kontakt til underbevidstheden, frigøre noget kreativitet ...?

»Jeg vil vove at påstå, at det er løgn og latin«, siger Thestrup fyndigt.

Et teater uden stimulanser
»Måske nogle enkelte kunstmalere og musikere vil korrekse mig: Det passer ikke, Ole, at fyre en fed og kvæle en halv flaske whisky er skidegodt, men det passer kraftstejlemig ikke! Medmindre måske at du som ædru ikke kan finde ind til dine følelser. Men det passer jo ikke på mig. Jeg blomstrede jo fandeme op, da jeg blev ædru, og blev ti gange bedre til at indleve mig på scenen og underholde«.

»Og selv hvis der var noget om det, ville jeg helst ikke indrømme det. Jeg er i dag imod alle giftstoffer, vi propper hovederne med«.

Der er en diskussion lige nu om, at man på teatrene føler sig tvunget til at rette ind, blive mere fodformet, fordi politikerne vægrer sig ved at give penge ellers. Et teater uden stimulanser ...

»Vi hverken er ens eller skal være ens. Hvis vi fjernede alle stimulanser, ser du, ville vi blive, som vi er. Indtager du alkohol, er du ligesom ham den anden, der indtager alkohol. Så bliver alle ens. Lallende ens. Pludselig kan du ikke græde mere, ligegyldigt hvilken tåreperser du ser i tv. Du kan heller ikke grine mere. Du ved, sådan rigtig hjerteligt?«

»Det samme gælder dine følelser over for børnene og konen. De forsvinder. Det er fandeme uhyggeligt«.

Snapsen og tandpastatricket
Alderen 15-16 år var hans tid i Paradisets have. Som hans bog illustrerer, har han et ømt, for ikke at sige stormende forelsket forhold til sin barndom, sine forældre, sin opvækst på landet på Djursland.

Det var i 50’erne og 60’erne, men lyder, som om det var i 30’erne. Inden de begyndte at marchere nede sydpå, inden århundredets store syndefald.

Kærlige, tolerante forældre, kloge om end spydige lærere, altid en kæk pige at forelske sig i på afstand – og sommer året rundt.

Det er kendetegnende, at den landsbyskole, Ole Thestrup gik i, vælger han at huske som stråtækt, selv om taget på skolen i virkeligheden var lavet af asbestplader, fandt han ud af, da han skulle skrive sin biografi.

Hans historier fra den tid med alkohol lyder lige så søde og besnærende, som de viste sig at være fatale.

Kunne ikke tåle alkohol
»Jeg drak kun sådan cirka hver anden uge, da jeg var 17. Jeg begyndte at gå til bal og sad sammen med karlene inde i slyngelstuen. Pigerne sad i stuen ved siden af og kunne kigge ind til os. De der karle, de var jo sateme store i slaget og ku’ drikke bajere. »Kom, Ole, nu skal du fandeme ha’ nogle bajere«, råbte de, men jeg kunne hverken li’ det eller tåle det. Fire-fem bajere var højden, jeg ku’ ikke have mere i mig«, fortæller han.

»Jeg var tynd og slank som et siv dengang, og min mave var lille. Så havde jeg fundet en fidus, nemlig at gå til bal med tandbørste og tandpasta i lommen. Når jeg så ikke kunne drikke mere, gik jeg op i baren og bestilte en Rød Aalborg, en snaps, som jeg tog med ud på toilettet. Derude ventede jeg, til der ikke var nogen, så gik jeg ind på lukafet og skyllede snapsen ned«.

»Og så kastede jeg op«. Lettelsen breder sig i Thestrups stemme. »Dét vidste jeg, jeg ville, for jeg kunne simpelthen ikke tåle snaps«. Han ler begejstret.

»Så røg alle bajerne op og den mad, jeg havde fået. Og så skulle jeg bare skylle munden godt, lige få de sidste stumper mad ud«, og han gnægger ved synet af den sippede journalist, der er ved at være på brækpunktet over Thestrups meget grafiske kropssprog.

»Så en ordentlig tur med tandpasta, ikke også, og så et lille skvæt tandpasta rundt i munden. Jeg var jo ikke fuld, og jeg passede rigtig godt på ikke at strinte med bræk på mit tøj. Så gik jeg ind, og så kunne jeg sgu’ drikke igen!«.

Små skarpe fra morgenstunden
Det store ryk hen mod alkoholismen skete, da Ole Thestrup aftjente sin værnepligt som marinesoldat. Han var bartender og filmfremviser for en kursusinstitution for officerer, og de blev alle, inklusive de værnepligtige, passet op med mad og drikke.

Den stod med andre ord på øl og små skarpe fra morgenstunden, og det var i den tid, Thestrup tillagde sig den huld, der i perioder gjorde ham til dansk teaters tykke mand.

Fra da af var løbet kørt, og som 26-årig, da han gik på skuespillerskole i Århus, var han for første gang – første gang ud af mange – på antabus.

Bajerne, de små skarpe, whiskyen, jägermeisteren og den gamle dansk skulle følge ham trofast som en lille hund indtil den sene aftentime i 1997, hvor han lukkede øjnene og slap rattet.

Thestrup opfandt begrebet ’funktionspromille’ for det minimum af alkohol, der skulle til, før han kunne fungere til prøver og på scenen.

Kunststykket var hverken at blive fuld eller abstinent, men at ramme den helt rette balance, som så indgik i det samlede dagsforbrug på, skønner Ole Thestrup, 30-40 genstande.

Damerne kom og gik
Damerne kom og gik, som bogen fortæller indgående om. Nogle af dem kunne godt selv lide en gibbernak over tørsten, andre tålte det ikke, men over det hele ligger en fortielse af problemet, som kun kan have gjort det værre.

Alkohol var en del af folkekulturen, og ’Huset på Christianshavn’ gik i tv for fulde stuer.

I stigende grad blev det hverdag, at de kontrakter, Thestrup skulle underskrive, stipulerede, at han var på antabus fra første prøvedag til sidste forestillingsdag, og når teatercheferne glemte det, og han var ovenpå, fik han det selv indføjet.

For med rette var han ind imellem bange for sig selv. I bogen citerer han et fuldemandsudfald på en bar over for nogle kolleger, han opfatter som lovlig »høje i hatten«:

»I er denondelyneme en flok lallende amatører alle sammen. Alle sammen! Publikum besvimer sgu da af kedsomhed med den måde, I kører det her snottede cirkus på!«.

Det lyder som en af hans mindre runde roller på teater og i film.

Derfor drikker Jeppe
Det var en lang karriere, der allerede lå bag ham, og et frodigt forløb, han stod midt i, da Thestrup i 2007 endelig fik lov at spille rollen, der er som skrevet for ham, nemlig Holbergs ’Jeppe på bjerget’ hos Det Danske Teater.

Rollen blev en personlig triumf for ham, og næppe én nede i publikum kunne holde forestillingens kerneproblem ude fra skuespilleren, der gav det krop: Hvorfor drikker Jeppe?

»Men det passer ikke, det Holberg skriver«, siger han i dag.

»Holberg var selv alkoholiker, han var kvartalsdranker, og med Jeppe er det igen spørgsmålet, hvad der kom først: konen eller ægget? Har man sådan en sut som Jeppe gående, som er pissehamrende fuld fra morgen til aften, og som ikke kan ordne konen, så hun må gå et andet sted hen og få sine drifter stillet, hvad så? Sådan kan man også vende det. Holbergs forklaring på, at Jeppe drikker, er, at ridefogeden pisker ham, og konen er ham utro«, siger han og fortsætter.

»Jeg er sikker på, at alkoholisme findes i dine gener. Selv er jeg mildest talt ikke født ind i alkoholisme. Derhjemme blev der indkøbt en flaske sauterne hvert halve år, når der var besøg fra Aalborg, og måske købt seks øl i ny og nær, når der var kortklub. Det var det«.^

Lykkelig 15-årig
Som han sidder der i, hvad der er blevet hans interimistiske garderobe på Folketeatret, er Thestrup professionalismen selv.

Det lille makeupspejl er banket op på endevæggen, en blåstribet slåbrok hænger klar, og i rummet mellem står en radiator og pumper på bedste beskub varme ud i rummet. Alligevel er her hundekoldt.

Halvanden til to timer inden forestillingens begyndelse er han så afslappet, at man kunne tro, at det først var i morgen.

»En af mine behandlere spurgte mig engang: Ole, hvornår har du sidst været lykkelig, rigtig lykkelig? For vi skal jo kun tælle de lyse timer, må du huske på. Det tænkte jeg meget over og kom frem til, at rigtig lykkelig havde jeg nok senest været, da jeg var 15-16 år gammel. »Ved du hvad?«, sagde han, »så skruer vi lige tiden tilbage, du, og så glemmer vi resten«. Og jeg har lige siden haft en fornemmelse indeni som en lykkelig 15 års knejt. Da jeg var 15-16, lagde jeg bare hovedet på puden og faldt i søvn, og det gør jeg igen nu«.

Du suggererer dig selv til at blive 16 igen?

»Nej«, insisterer han.

»Jeg er bleven det. Jeg tænker sådan, og jeg snakker sådan. De få, der kan huske mig fra dengang, min mor, moster, morbror og storesøster, de ryster på hovedet, de fatter det ikke. »Du er ligesom dengang«, siger de«, og Thestrup ler højt.

Glad og lidt næsvist.