3. marts 2009. Klokken er et par minutter i 2 om eftermiddagen.
En tekniker ved Kölns historiske stadsarkiv mærker en rystelse. Der er ikke tid til at tænke sig om. Manden får alarmeret personale og publikum i læsesalen, og alle når ud i løbet af de bare tre minutter, der gik fra den første rumlen, til hele stadsarkivet skred ned i det mudrede dyb i en udgravning, der skulle bane vej for en ny gren af byens metro. Severinstrasse, hvori arkivet lå, løber parallelt med Rhinen. Udgravningen befandt sig under grundvandsspejlet. De jernpalisader, man havde hamret ned i dyndet, kunne ikke hindre grundvandet i at udhule jordsoklen under arkivet. Jorden forsvandt under bygningen. To mennesker i et nabohus, hvis endevæg styrtede med ned i graven, mistede livet. Ved siden af deres lig lå 1.000 års mellemeuropæisk historie i en otte meter høj ruinhob, de nederste lag endda under vand.











