I Sverige har flere aviser trykt en tegning af profeten Muhammed som hund. I Norge trykte man først de danske, dernæst sine egne karikaturer. Men hvorfor står fronten mellem ytringsfrihedens bannerførere og krænkede muslimer netop i Skandinavien? Og er Politikens forlig med profetens efterkommere en vej ud af konflikten?

Vi har spurgt en kreds af skandinaviske forfattere.

Lars Saabye Christensen, dansk statsborger, opvokset i Norge. Født 1953. Debuterede i 1986 med romanen ’Beatles’, har skrevet flere romaner og novellesamlinger bl.a. romanerne ’Halvbroderen’ og ’Bisættelsen’.

Hvorfor tror du, at konflikten om Muhammedtegningerne i vidt omfang har udspillet sig i Danmark, Sverige og Norge?

»For det første er vi ikke vant til den type konflikter. Det er helt nyt. Og jeg er sikker på, at der er nogen, der synes, at det er interessant at drive denne type konflikt i Skandinavien, fordi vi i udgangspunktet er tolerante lande. Der gik jo lang tid, før disse karikaturer blev et problem, og da havde man en ganske gennemtænkt slagplan fra de krænkedes side. På godt og ondt kom det bag på os, at reaktionerne kunne blive så stærke, og det var i og for sig lærerigt, så længe denne læreproces gik nogenlunde fredeligt for sig«.

Føler du dig på nogen måde selv begrænset af konflikten i dit arbejde?

»Ikke personligt, men det kan godt ske, uden at man selv bemærker det. Og man har set mange eksempler rundt omkring i Europa, en vis form for selvcensur, som er ubehagelig at være vidne til. Og det er vældig farligt«.

Hvad tænker du om, at Politiken har indgået forlig med en advokat, der repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed?

»Jeg er umiddelbart ukomfortabel med det, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvad der er sket, fra karikaturerne blev trykt og til forliget blev indgået. Hvis jeg har opfattet sagen korrekt, så føler jeg mig utryg ved, at man giver en undskyldning for noget, som man har trykt, og som holder sig indenfor lovens rammer«.

Hvordan kan man løse denne her slags konflikter?

»Jeg synes, det er forkert formuleret, at man skal løse konflikter. Man må lære at leve med konflikter. Og leve civiliseret med dem. Uenigheden er jo fundamentet i demokrati. Altså at lære at leve med det, man er uenige om«.

Janne Teller, dansk forfatter med tysk/østrigsk familiebaggrund. Født 1964, uddannet cand. polit. Debuterede med romanen ’Odins ø’ (1999) om tro og tvivl og politisk og religiøs ekstremisme. Senest romanen ’Kom’ (2008).

Hvorfor har Muhammedtegningerne og deraf følgende konflikter i vidt omfang udspillet sig i Danmark, Sverige og Norge?

»At vi ved så lidt om Islam, som vi gør, at alskens mytedannelse får lov at vokse sig store inde i vores skandinaviske hoveder – ligesom spøgelser i børns fantasiverden. Dermed bliver vores adfærd omkring islam frygtelig infantil. Det er ikke de væsentlige intellektuelle opgør eller samfundsrelevante strukturer, der præger tvisterne. Men om hvorvidt man må tegne den anden parts store hellighed med hundekrop eller bombe i turbanen. Sådan en slags: Æv, bæv, din far er en bussemand -niveauet«.

Føler du dig selv begrænset i dit arbejde på grund af konflikten?

»På ingen måde. Jeg skriver meget om religion i mine romaner, og udgav f.eks. i 1999 ’Odins ø’, der netop handler om religiøs fanatisme, og som citerer koranen vidt og bredt. Jeg har boet i muslimske lande, og jeg var meget bevidst om hvad jeg gjorde, men havde ingen problemer med at sige, hvad jeg ville om fanatisme uden samtidigt at mene, at jeg partout måtte fornærme bare for fornærmelsens skyld«.

»Senere, da Odins ø skulle udkomme i England i 2007, var den engelske oversætter bange for en fatwa og ville have mig til at skrive den muslimske fanatisme ud af romanen. Det sagde jeg selvfølgelig nej til – og mit engelske forlag bakkede mig heldigvis op og fandt en anden oversætter. Ellers har jeg mere mærket censur som et problem fra kristne grupper i forbindelse med min ungdomsroman ’Intet’, der er forbudt på skoler i det meget kristne Vestnorge, og i lang tid var bandlyst på Viborg Amtscenter. Så jeg synes vi skal huske ikke kun at fokusere et sted hen, når vi taler censur og selv-censur«.

Hvad synes du om Dagbladet Politikens forlig med en advokat, der repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed?

»Der er aldrig noget forkert i at undskylde en utilsigtet krænkelse og at række hånden frem til gensidig forståelse. Det er at tage ansvaret på sig. Det betyder ikke, at man samtidig fritager den anden part for deres andel i problemet. Jeg synes dog, der er noget forkert i, at undskyldningen er en del af et retsforlig. Særligt fordi det ordførende advokatfirma, som jeg forstår det, er kendt for en stærk konservativ og kvindenedgørende praksis i Saudi Arabien. Det gør undskyldningen meget lidt værd for de mange millioner mere progressive muslimer, der også følte sig krænkede af tegningerne«.

LÆS OGSÅSeidenfaden: Politiken lever op til traditionen

Hvordan løser man denne her slags konflikter?

»Med dialog. Ved at alle parter altid tager ansvaret for egne handlinger, og at man altid starter med sig selv. Er det nødvendigt at krænke for at sige det, man vil? Nogle gange er det. Andre gange er det ikke. Der er en fin linje mellem at forsvare ytringsfriheden, og så at dæmonisere og skabe fjendebilleder – og det sidste er aldrig til fordel for demokratiet«.

Bjarne Reuter, dansk forfatter. Født 1950. Har skrevet en lang række, børne- ungdoms og voksenromaner bl.a. ungdomsromanen ’Når snerlen blomstrer’ og romanen ’Løgnhalsen fra Umbrien’.

Hvad tænker du om aftalen mellem Dagbladet Politiken og advokaten, som repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed?

»Politikens beslutning om 1. at fastholde sin ytringsfrihed og 2. at beklage, hvis den frihed i almindelighed og i forholdet til muslimer i særdeleshed, jfr. tegningerne, har virket anstødeligt, var et klogt og rettidigt bidrag til den nødvendige om end sene afvikling af en konflikt, som aldrig burde være opstået. Her viser avisen noget så sjældent og sofistikeret som evnen til at opfatte nuancer i en farveblind verden. Midt i alle trakasserierne om ytringsfrihedens etiske grænseværdier, var det befriende at se noget så ukompliceret som en udstrakt hånd som udtrykt for overskud og forståelse samt ønsket om tiltrængt afspænding. Og så er jeg ret ligeglad med, hvis svigermor advokaten repræsenterer«.

Hvordan løser man denne her slags konflikter?

»Jeg synes, man skal anskaffe et fasekontrastmikroskop og sætte det over de politikere som slår mønt på konflikten, som suger næring af fremmedhadet, og som finder på at nedsætte et udvalg med det formål at forbyde snabelsko i det offentlige rum. Den dag solformørkelsen forsvinder over dansk politik, kan vi atter hæve overliggeren og diskutere mere påtrængende og komplekse emner«.

Erlend Loe, norsk forfatter. Født 1969. Cand.mag. i folkemindevidenskab, filmvidenskab og litteraturvidenskab samt manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Har bl.a. skrevet romanerne ’Naiv.Super’, ’Doppler’ og ’Kurtby’.

Hvad er grunden til, at Muhammedtegninger og deraf følgende konflikter i vidt omfang har udspillet sig i Danmark, Sverige og Norge?

»Vi lever sandsynligvis i de mest sekulære samfund i verden og tåler ikke længere, at noget er helligt – på godt og ondt. Det provokerer dem, som mener, at religion og tradition automatisk og altid skal mødes med respekt. Vores samfund er åbne, netop fordi vi har diskuteret, kritiseret og til og med hånet disse ting«.

Hvordan føler du dig selv begrænset i dit arbejde i den forbindelse?

»Jeg skrev en bog, som hed ’Kurtby’ for et par år siden. Den gør nar af kristen dogmatik og fundamentalisme. Jeg havde næppe orket at skrive samme historie i en muslimsk sammenhæng. Et liv under politibeskyttelse er ikke noget, man opsøger sådan frivilligt«.

Hvad tænker du om Dagbladet Politikens forlig med en advokat, der repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed?

»Jeg forstår, at det er hårdt at leve under pres år ud og år ind, men jeg beklager det. Der er få, som mener, at man bør krænke andres religiøse følelser så ofte som muligt, men samtidig har denne sag gjort det klart for verden, at alle, som vælger at leve i Danmark og de fleste andre nordeuropæiske lande, må indstille sig på at tåle kritik og satire. Man har lov at mene, hvad man vil, sige hvad man vil, og tegne hvad man vil. Punktum«.

LÆS OGSÅFlertal af danskere er imod Politikens forlig

Hvordan løser man denne her slags konflikter?

»Jeg oplever dette som noget af det principielt mest vigtige og interessante, der foregår for tiden. Politiken har været frontlinjen i en sag, hvor to verdensbilleder kolliderer og hvor der ikke findes nogen enkle løsninger«.

Jan Guillou, svensk journalist og forfatter. Født 1944. Har skrevet romanserien om den svenske agent Carl Hamilton og den historiske middelaldertrilogi om tempelridderen Arn.

Hvorfor udspiller disse diskussioner sig i vidt omfang i skandinaviske lande?

»Vi har en langt mere liberal lovgivning, hvad angår trykkefrihed, end de fleste andre europæiske lande. Det er en demokratisk tradition, som vi har grund til at være stolte af at forsvare. Vi kan aldrig gå på kompromis med vores skandinaviske ytringsfrihed. Den diskussion er overstået på fem sekunder, for der findes kun ét synspunkt i den sag«.

Føler du dig selv begrænset i dit arbejde af Muhammedsagen?

»Jeg kan ikke komme i tanker om noget punkt, hvor jeg bliver begrænset i mine muligheder for at udtrykke mig i Sverige. For tre år siden publicerede jeg Lars Vilks’ tegning på Aftonbladets kultursider og skrev, at ytringsfriheden ikke er til for de høje og smukke og intelligente og smagfulde tanker. Tværtimod. Den er til for vulgariteterne, dumheden og den politiske idioti«.

LÆS OGSÅSvensk tegner: Jeg har en økse klar

»Og jeg fik selvfølgelig ingen trusler, delvist fordi jeg ikke tørster så forbandet efter at blive truet som Lars Vilks og en del andre. Nu har vi i både Danmark og Sverige været meget optaget af at afprøve vores ytringsfrihed vældig indgående netop på muslimer. Jeg har flere gange foreslået mine danske kolleger at udskrive en konkurrence om den bedste satiriske tegning med motivet: Jesus Kristus på korset, som voldtages oralt af Anders Fogh Rasmussen, og analt af en af USA’s præsidenter. Så kan jeg love jer, at I vil få afprøvet, hvor ytringsfrihedens grænser går i Danmark«.

Hvad tænkerdu om Politikens forlig med en advokat, der repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed?

»At det er fuldt ud muligt både at holde på sin ytrings- og trykfrihed og bede om forladelse for vulgariteter, dumheder, forulempelser og andet. Og det her tænkte jeg allerede, da Jyllands-Posten publicerede de første tegninger. Dengang var der et antal muslimske lande, som ville have foretræde for statsminister Anders Fogh Rasmussen. Der kunne man have løst problemet. Altså: Anders Fogh Rasmussen tager imod ambassadørerne og siger: Jeg gerne understrege, at vores demokratiske tradition gør det fuldkommen umuligt for den danske regering at blande sig. Hvad angår disse tegninger, finder jeg personligt nogle af dem smagløse og vulgære. Og: Vil I have kaffe eller te?«.

Hvordan løser vi nu denne her konflikt?

»Vi har et stort ansvar i medierne, for vi holder denne her historie i gang. Vi ved jo som journalister, at der kun skal et opkald fra en eneste galning til, så har vi en historie til. Og hvis vi fortsætter sådan her, så kommer den galning«.