Visionært. Projektleder Anders Jørn Jensen og resten af Miljøpunkt Nørrebro vinder prisen for Årets vision med den storstilede plan om at genåbne Ladegårds Å.
Foto: Simon Fals

Visionært. Projektleder Anders Jørn Jensen og resten af Miljøpunkt Nørrebro vinder prisen for Årets vision med den storstilede plan om at genåbne Ladegårds Å.

Kultur

Københavnerne kårer: Genåbnet Å er Årets Vision

Planerne om at genåbne åen på Åboulevard vinder Ibyen-prisen for Årets vision.

Kultur

De færreste er klar over det, men under trafikstrømmen på Åboulevard løber en anden strøm – nemlig den hedengangne Ladegårds Å, der i slutningen af 1800-tallet blev forvist til vandrør under det, der i dag er blevet en af byens centrale indfaldsveje.

Tidligere kunne man ellers se københavnerne spadsere langs vandet og de grønne områder. Og det kan måske blive en realitet igen, for ildsjælene hos Miljøpunkt Nørrebro kæmper en brav kamp for bytte rundt på vand og trafik langs Åboulevard.

Og det er en populær idé blandt københavnerne, der netop har præmieret åbningen af Ladegårds Å med Ibyenprisen for Årets Vision.

Folk dør tidligere på Nørrebro »Der er en helt særlig energi omkring hele det her projekt«, fortæller projektleder Anders Jørn Jensen fra organisationens hovedkvarter på Blegdamsvej. »Vi har kæmpestor opbakning både på Frederiksberg og i København, hvor vi har indsamlet 7-8.000 underskrifter for forslaget«.

Og behovet for flere grønne områder er til at føle på, siger han. Især på Nørrebro, der har meget få åndehuller sammenlignet med Københavns øvrige bydele og er velsignet med nogle af byens mest trafikerede veje.

»Nørrebroborgerne dør yngre end i andre bydele, blandt andet på grund af Jagtvej, Åboulevard og Tagensvej, som er de store indfaldsveje til København. Det er et problem i hele byen, men særligt på Nørrebro«.

Sikkerhed mod oversvømmelser

Men initiativet handler om mere end bare at give bydelen en ny grøn oase. Klimaforandringer som dem, der i 2011 druknede København i et enormt skybrud, stiller nemlig fornyede krav til vandafledningen for at sikre byboerne mod oversvømmelser.

Her kunne Ladegårds Å fungere som et sikkerhedsnet, der både leder vandet trygt gennem byen og samtidig kan fungere som nødreservoir, da biltunnelen under jorden kan opsluge de største vandmasser.

Bygger bro mellem bilister og det grønne segment Endelig bidrager projektet også til fremkommeligheden for bilister, der kan glide ubesværet under jorden i stedet for at trækkes med gadeplanets trafiklys.

På den måde bygger projektet bro mellem to fløje i debatten om den trafikale udvikling i København.

»Vi mener ikke, at man kan gennemføre sådan et projekt uden at prøve også at løse andre opgaver «, fortæller Anders Jørn Jensen. »Med det her projekt har vi prøvet at føre bilejere og det grønne segment tættere sammen«.

Og den kløft skal man ud over, hvis man skal lave de rigtig store forandringer og gøre København til en klimametropol, mener han. Det kan København, efter Anders Jørn Jensens mening, nemlig ikke prale af at være i dag.

»Mange turister ankommer på Hovedbanegården og træder nærmest ud på en sekssporet motorvej, når de kommer ud på H.C. Andersens Boulevard. Der er brug for nogle store flagskibsprojekter, som laver radikale forandringer«.

Gode udsigter
At åbne Ladegårds Å og føre trafikken under jorden, som Miljøpunkt Nørrebro håber på at kunne føre hele vejen til Amager, ville unægtelig være et af den slags flagskibsprojekter, og de kræver noget tovtrækkeri.

Men indtil videre har Socialdemokraterne nu skrevet ind i valgprogrammet, at de vil undersøge muligheden for at åbne åen.

Også Rambøll, der vurderer skybrudsscenarier for kommunen, har givet initiativet fine ord med på vejen.

»Og så har vi jo nu vundet Politikens Ibyenpris. Det viser noget om, at der er rigtig mange mennesker, der går op i det her. Og at de går meget op i det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce