Når danskere i 2016 har sat sig til tasterne for at få nysgerrigheden tilfredsstillet eller et uafklaret spørgsmål besvaret på Googles søgetjeneste, har de i særlig høj grad været interesseret i kulturens og sportens verdener.
Googles liste over de 10 mest trendende søgeord i Danmark det forgangne år tæller blandt andet to spil, to afdøde musikikoner, tre gigantiske sportsbegivenheder og en norsk tv-serie. Og listen vidner på den måde om en ændring i vores digitale interesser, vurderer digital analytiker Benjamin Elberth, der gennem 10 år har rådgivet virksomheder om digitale og sociale medier.








